De nordiske krimidronninger smiler selvsikkert og sejrsvant fra to meter høje, glitrende plakater på byens husmure og bussider.
I skræddersyede jakkesæt, tårnhøje stiletter og perfekt makeup taler de om knivmord og kvindeliv, mens deres bøger spurter op ad bestsellerlisterne, og pengene strømmer ned i dametaskerne. Samtidig anklager deres mandlige kolleger dem for at ødelægge skønlitteraturen. Det er ikke første gang, mændene har udfordret kvinderne til litteraturkrig. Siden kvinderne begyndte at skrive succesromaner i 1700-tallet, har mændene haft svært ved at håndtere det modsatte køns succes. Det til trods for, at mandlige forfattere sad solidt på bogmarkedet – og i øvrigt stadig gør det. »Den her diskussion er en klassiker. I 1700-tallet vrimlede det med klager om, at kvinderne oversvømmede markedet med dårlig litteratur. Lige siden har der været en fast tendens til at forbinde kvinder med triviallitteratur og mænd med den fine litteratur«, siger Tania Ørum, lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Hun undrer sig dog over, at den kønsbestemte diskussion går igen netop nu – flere år efter at de klassiske skel mellem den brede litteratur og den fine litteratur forsvandt. »Man plejer at sige, at den klassificering af litteraturen opløste sig efter modernismen. Derfor er det egentlig meget sjovt, at den gamle dikotomi med kvinderne i den lave ende og mændene i den fine ende nu dukker op inden for bestsellerlitteraturen«. Hvad kvinder kan Ligesom krimidronningernes danske forfatterkollegaer har Tania Ørum svært ved at se, hvordan femikrimierne skulle kunne være en trussel mod skønlitteraturen. »Sikke noget sludder og vrøvl! Jeg tror ikke længere, at der er nogen, der vil hævde, at kriminallitteratur ikke er rigtig litteratur. Det er det da. Fra tresserne og frem er hierarkierne mellem genrerne forsvundet, så det er da klart, at det er litteratur. Og jeg har ikke noget indtryk af, at det specielt er kvindernes romaner, der er af dårlig kvalitet. De tre svenske herrer, der har gjort sig bemærket, virker ikke specielt fremragende på mig«, lyder hendes vurdering. Tania Ørum beklager, at bestsellerlitteraturen fylder så meget i forlagenes og mediernes bevidsthed. Alligevel mener hun, at femikrimi-genren har bidraget med noget positivt. »Jeg synes jo altid, at det er udmærket, når kvinderne kommer frem. Man kan ikke synes andet som feminist. Kvinder kan alt muligt – hvorfor skulle de ikke også kunne skrive bestsellerlitteratur? Det opmuntrer vel altid andre kvinder at se, at kvinder kan«. Iscenesættelse Kønsforsker på Københavns Universitet Annemette Hejlsted har længe beskæftiget sig med femikrimier og er medforfatter til rapporten ’Den skandinaviske femikrimi’. Hun definerer en femikrimi som en krimi, der er skrevet af en kvinde, har en kvindelig hovedperson og rejser nogle kønspolitiske spørgsmål. »Et meget åbenlyst eksempel finder vi i Liza Marklunds debutroman ’Nedtælling’. Her kæmper hendes hovedperson Annika Bengtson for at komme opad i systemet. Da hun endelig når dertil, kæmper hun for at fastholde sin position og opnå respekt, mens andre forsøger at tromle hende«.
