Henrik Nordbrandt ser sig omkring i fællessalen på Testrup Højskole syd for Århus.

Klokken er cirka 21 tirsdag aften, og salen er fuld af kursister, der i en uge hører på forfattere og om ny litteratur på kurset ’Ta’ og læs’. Nordbrandt ser over på sin 31-årige digterkollega, Palle Sigsgaard, som i sidste sæson debuterede og fik larmende gode anmeldelser for sin bog ’Glitrende støv danser’. Digtsamlingen er en af de nominerede til Montana-prisen, der uddeles torsdag aften, og har forinden hjembragt Bisballeprisen til forfatteren. »Nå, nu skal jeg jo op og læse op om lidt«, siger Nordbrandt. »Ja, det er høj standard, så du må hellere stramme dig an«, siger Palle Sigsgaard. Den erfarne digter ser let spørgende over på sin unge sidemand, som kort efter er programmets sidste oplæser. »Du er ikke ironisk, vel?«. Nej, Palle Sigsgaard siger det bare. Som var de to fodboldspillere, der lige udveksler en bemærkning og et let dunk i ryggen, før de løber på banen. Der er heller ingen grund til at være ironisk. Alle har lige hørt Kristina Nya Glaffey læse op af sin debutbog, ’Lykkejægere’, hvor hun giver det danske vejr, hvad det fortjener. Det går lige ind hos Nordbrandt, der morer sig. Han har selv ristet det gråmelerede danske vejr over en sagte ild med sit digt om året, hvor november, november, november, november synes at fortsætte i én uendelighed. Ved aftenens oplæsning viser de unge digtere, at Forfatterskolen har sat sig tydelige spor i dansk litteratur. Ikke på en måde, så alle lyder ens, som det engang blev påstået, men på en måde, så den nye forfattergeneration har en formbevidsthed, så de ikke lyder, som om de er unge og forholdsvis uprøvede. De lyder som nogen, der ved, at oplæsningen af deres stof kan være næsten lige så vigtig som nedskrivningen. De performer. Morten Søkilde med en sær, magisk – næsten uforståelig – ordstrøm med runde, enslydende vokaler fra dobbeltbogen ’Pan og Landskaber’. Kristina Nya Glaffey med sin speed-oplæsning, så man fornemmer en mand, Jørgen, hvis letflydende indre monolog former et katalog over maskuline fordomme og mangel på selvindsigt. Lone Hørslev fra samlingen ’Lige mig’ med de springende, humorfyldte digte. De fortælles af et kvindeligt jeg, som uventet kan klippe til og skifte spor. Det understreges af omslagets fjerkræsaks, der styres af fingre med rødlakerede negle. Og til sidst Palle Sigsgaard, der med sin dybe stemme fremfører de digte, som nogen anmeldere har set som en moderne tids systemdigtning, selv om digteren selv har svært ved at se systemet. I givet fald er det i hvert fald systemer, som konsekvent brydes. Det er digte, som blandt andet viser ind i et kvindeligt univers, hvor en tvivl om alt gentages og gentages. Anmelderne har hæftet sig ved systemet. Selv hæfter digteren sig ved gentagelsen og den konstante tilføjelse til gentagelsen, som den f.eks. lyder her i første del af et digt: At en mand er hemmelighedsfuld Betyder ikke nødvendigvis at han skjuler noget At en mand er hemmelighedsfuld betyder ikke nødvendigvis at han skjuler noget Det kan være et tomrum han skjuler Han kan skjule et tomrum Ligesom mørklagte værelser En sær neutralitet han er sig bevidst Men det at en mand er hemmelighedsfuld Og skjuler en sær neutralitet Betyder ikke nødvendigvis at han er utilfreds Efter Henrik Nordbrandts oplæsning går Palle Sigsgaard på scenen og læser blandt andet digtet om den hemmelighedsfulde mand og en anden lang sekvens om den rådvilde kvinde, der det ene øjeblik er i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde bliver mor, og derefter er i tvivl om, hvorvidt det er bedst overhovedet ikke at få børn. Og om det i givet fald skulle være en dreng eller en pige. En kvindes tvivl Hvis man presser ham hårdt, synes han selv, at digtsamlingens projekt er at beskrive relationer. Ikke kun mellem personer, men også relationer mellem ting, som er, og ting, som ikke er. At det i de bedste øjeblikke lykkes at skrive om nogle relationer, det kan være utrolig svært at tale om i normalsproget. Tag nu eksempelvis kvinden i hans digt, der et sted lyder sådan her: Hun er i tvivl om hendes forelskelser har været større eller mindre end andres forelskelser Hun er i tvivl om hvorvidt hun er god i sengen Hun er i tvivl om hvorvidt hun har haft en orgasme Hun er i tvivl om hvorvidt hun burde låne en bog om orgasmer Hun er i tvivl om hvor meget orgasmer bør fylde i hendes liv Hun er i tvivl om hvor meget de fylder Det er ikke lige en diskussion, der egner sig til middagskonversationen. Bedre til en digtoplæsning, hvor alle kan forholde sig distanceret til ordene på en højskole. Palle Sigsgaard synes ikke rigtig, at oplæsningen går, som den skal, siger han bagefter. Nogle gange fungerer det så perfekt, at man som digter kan have på fornemmelsen, at man kunne læse deklarationen på juice op, som han siger. Andre gange ikke. På kant med et navn Han har i årevis været klar over, at han skulle være forfatter. Han har været lige så klar over dét, som han har vidst, at han ikke skulle være billedkunstner, selv om det ellers lå lige til højrebenet. Hans mor er billedkunstner, og det var fra hendes reol, han allerede som barn hev bøger ud, som han dårligt forstod. Bøger, som levede videre i ham, og som han senere har brugt som stof i nogle af sine digte. Bøger om kunstnerliv og breve til og fra mærkelige eksistenser. Om billedkunstneren Edward Weie og om en sær svensk maler og skribent ved navn Ivan Aguéli, der konstant rodede rundt i både sit liv og sine identiteter og til sidste endte foran et tog. Nej, det var ikke billedkunstner, han skulle være, men forfatter. Ikke som farfaderen Jens Sigsgaard, ham med ’Palle alene i verden’, som digteren faktisk ikke er opkaldt efter. Han er i stedet opkaldt efter Palle Fischer, der skrev ’Den store badedag’. Fischer var en ven af familien og tæt på at dø, da Palle blev født. Forfatteren overlevede. Det samme gjorde navnet Palle, til den unge digters fortrydelse. »Palle, jamen, for helvede«, siger han og ryster let på hovedet. Ingen i hans generation hedder Palle. Men der var ingen vej udenom. Sporene var lagt ud, som de åbenbart også har været til forfatterkarrieren, om end det i det sidste tilfælde er ham selv, der har valgt vejen. Faktisk er han sikker på, at han næsten systematisk har malet sig selv op i et hjørne, hvorfra den eneste udgang var at tage forfatteriet alvorligt. Ja, han begyndte på gymnasiet og droppede ud. Han begyndte senere igen på hf og droppede ud. Lidt efter lidt bragte han sig hen mod et point of no return. Det eneste, han har fuldført, er Forfatterskolen fra 2001 til 2003. Det var en periode, han håbede ville åbne for sluserne til en stor litterær produktion. »Jeg har meget svært ved at skrive, selv om det altid har fyldt meget hos mig. Jeg begyndte med at skrive digte og fik det sværere og sværere med det. På et tidspunkt fik jeg den toårige igangsætterydelse, og den periode brugte jeg til at komme ind på Forfatterskolen, hvor jeg håbede at finde en gylden måde at gøre tingene på, men også dér havde jeg det svært med at få produceret tekster. Det er bare svært for mig. Jeg har behov for lange perioder, hvor jeg kan skabe en illusion af, at jeg er alene med det hele og har masser af tid til rådighed«, siger han. Men penge skal der jo til, og dem skaffer han ved et job som handikapmedhjælper. Det er ikke digtene, der sikrer den økonomiske overlevelse. Endnu da. Allerbedst har han det, når han kan tage op i forældrenes ødegård i Sverige og isolere sig i to-tre måneder. Ikke forstået på den måde, at han så sætter sig til skrivebordet og bare fylder ark efter ark med digte. Ofte sker der ikke en hujende fis. »Indimellem kan man mærke, at nu er det bare med at komme hen til skrivebordet, og så skal man blive siddende. Jeg ser det jo ikke som et embede at skrive, men måske ville jeg ønske, at det var sådan. Jeg foretrækker at vente med at skrive, til lokummet brænder. Til der er noget at skrive om. Men når man kun skriver, når man ikke kan lade være, så går det altså langsomt«, siger han.