61 døde og 230 hårdt sårede og materielle skader for 1,9 milliarder kroner. Det er resultatet af Rote Arme Fraktions 30 års terrorvirksomhed, og det er de ansvarlige personer bag disse uhyrligheder, som Peter Wivel fortæller om i bogen ’Baader Meinhof. 30 år med tysk terror’. Da jeg åbnede bogen, var min første tanke, at Peter Wivel har alle odds imod sig. Et af dem er den store interesse for »vore egne terrorister«, som Peter Øvig Knudsen aktuelt fortæller om i sine bøger om Blekingegadebanden. Andre odds er de mange værker, der er skrevet om Rote Armee Fraktion, først og fremmest Stefan Austs klassiker ’Der Baader-Meinhoff-komplex’ om terrorgruppens historie frem til 1977, der hører til mine egne favoritter. Lad mig sige det med samme: Stik mod alle odds kommer Peter Wivel flot i mål med ikke alene et stykke vigtig samtidshistorie, men også med en begavet, interessant og spændende beretning om terrorbevægelsen Rote Armee Fraktions aktiviteter og dens hovedskikkelser. Peter Wivel har nemlig valgt at beskrive historien gennem nogle af de mest kendte og karismatiske koryfæer fra RAF’s tre generationer. Gysende beskrivelser Det er paradoksale, overraskende og gysende beskrivelser af personer som Ulrike Meinhof, Horst Mahler, Gudrun Enslin, Stefan Wisniewski og Birgit Hogefelds. Lad mig blot nævne to af disse. Rote Armees chefideolog, Ulrike Meinhof, der beskrives som den »arrogante og intolerante«, som »aldrig lo«. Hun udnytter og banaliserer holocaust, hvor hun i stigende grad gør det tyske folk til offer for nazismen og dens forbrydelser, samtidig med at hun mener, at nazismen lurer og skjuler sig bag Vesttysklands hvidkalkede facade. Finansieret af Stasi nød hun en tid det selskabelige rampelys på de bonede gulve i det storborgerlige Hamburg, hvor hun færdedes scenevant. Samtidig med at hendes mund var fyldt med ord som »Panserne er svin, fyren i uniform er et svin, det er ikke et menneske, og derfor må vi gøre op med ham«. »Selvmord er oprørets sidste handling«, skriver hun, kort tid før hun 8. maj 1976 stiller sig op på en skammel, lægger et stærkt reb bundet af håndklæder om halsen og »springer ud i det store intet«! Varefetichist Eller Gudrun Enslin, der var varefetichist og storforbruger af modevarer og samtidig ukvindelig, kold, fanatisk og ikke særlige munter: Hun styrede RAF’s sultestrejker og bestemte, i hvilken rækkefølge hendes kammerater skulle dø. Ikke overraskende var hun sammen med sin »baby«, Andreas Baader, den sidste på listen. Hun satte dagsordenen for RAF’s aktiviteter med ordene »I ved jo, hvilke svin vi har at gøre med. Det er Auschwitzgenerationen«. Hun var den drivende kraft og det kyniske ikon i RAF som anklager, dommer og bøddel i samme person. Gudrun Enslin findes 18. oktober 1977 død i Stammheimfængslet. Hængt i en ledning, hun havde snoet igennem cellevinduet. Peter Wivel er overbevisende, når han præsenterer sine argumenter for, at det var RAF’s enkelte medlemmers temperament og selvforherligelse, der var mere afgørende for terroren, end deres intellektualiserede og ideologiske begrundelse for deres voldsudøvelse. »De levede i en jungle af selvbedrag, som de farer vild i, og som fører dem ind i en intellektuel selvformørkelse, som de færreste kom ud af med livet i behold«, er Wivels konklusion. Det fine og sympatiske ved bogen er, at Peter Wivel præsenterer os for både et anklage- og et forsvarsskrift, så vi kan se, hvilke præmisser der er lagt til grund for voteringen, for hans fældende dom. En vigtig dom, der fortæller, at terroren i vor del af verden er en væbnet kamp mod vor selvbestemmelse, en kamp mod demokrati og oplysning. Folkeligt modstand Og det måske allervigtigste budskab er konstateringen af, at det var den folkelige modstand, der ubønhørligt knuste RAF-terroren. »Demokratiet kan være hårdt ved sine fjender«, fastslår Wivel. Det er et aktuelt og overordentlig vigtigt budskab til os alle i forhold til den terror, vi oplever i øjeblikket, hvor frygten har erstattet fornuften. Det er vigtigt, at vi mindes om, at vort stærkeste våben i kampen mod terroren netop er, som Wivel fastslår, vort demokrati og dets værdier og den folkelige modstand. Peter Wivel inddrager relevant en række af tidens og fortidens intellektuelle i sin analyse, blandt andre Hannah Ahrendt, der i sin bog ’Totalitarismens oprindelse’ fastslår, at »ideologier udelukker modsigelser og antager, at en ide er nok til at forklare alt. Ideologien frigør tanken fra erfaringer«. Fundamentalisme med andre ord. Sekterisk fundamentalisme, hvor man reelt slår sig selv ihjel som tænkende og følende menneske. Og det gjorde medlemmerne af Rote Armee Fraktion. Peter Wivels store kendskab til Tyskland slår klart igennem teksten, endog i en sådan grad, at han forudsætter, at læserne er bekendt med en række i Tyskland velkendte akronymer, f.eks. for de tyske politiske partier. På blot en halv side bruges følgende: CDU, SPD, NPD, CSU og FDP. Dette er rent pedanteri fra min side og kan aldrig skygge for, at bogen er en fremragende analyse af RAF’s personer, ideologi, terror og dens dehumaniseringsprocesser. Det er en vigtig bog, Peter Wivel har skrevet. Den fortjener at blive læst af mange, også af dem, der stadig mener, at RAF-fraktionen står i et forklarelsens skær, og som romantiserer deres uhyrlige gerninger. Og de findes også i det autonome miljø omkring Ungdomshuset i København.