Lignelsen om de to sidste mennesker i Ødemarken

Cormac McCarthys forestilling om de sidste dage er på mere end én måde en åbenbaring.

Bøger

Asken dækker alt.

Verden er blevet et stille sted. Intet kan gro. Hvis ikke det er buldermørkt, er det gråt i gråt. Isnende regn og koksgrå sne gør, at kulden går til marv og ben på de få overlevende. Kun det dystre, røde skær fra fjerne skovbrande og blege lyn bryder kortvarigt og trøstesløst den monokrome monotoni.

Det er i dette forfærdelige landskab, at Manden og Drengen strider sig vej frem. De prøver at finde og følge vejen til Amerikas sydkyst. Måske vil varmere vinde ved havet udgøre en slags mål for en rejse igennem et land, der ikke tilbyder andet end forfærdelig overlevelse uden et gnist af håb. Manden og Drengen er ikke de sidste mennesker på Jorden. Der er andre. Men i år 10 efter år 0 er de få overlevende forvandlet til en dødekult, hvor blodtørstige, tatoverede rovdyr fortærer deres vidskræmte bytte.

Hvilken altomfattende katastrofe? Cormac McCarthy lader det i sin roman ’Vejen’ blæse i vindens grå askehvirvler. Sandsynligvis en atomkrig. Scenariet i bogen, der vandt Pulitzerprisen 2007, ligner til forveksling den atomvinter, videnskabsmanden Jonathan Schell advarende fremmanede i ’The Fate of the Earth’ i 1982. Dengang Øst og Vest stod stejlt over for hinanden, atombevæbnede til tænderne.

Men det kan også være et meteornedslag. Eller måske endda den regn af ild fra himlen, profeterne i årtusinder har set i deres åbenbaringer. Brændt er det hele. Som en enke er verden klædt i bitter aske. De sidste lys er ved at slukkes.

»Der er ingen Gud og vi er hans profeter«, hedder det paradoksalt.

En apokalyptisk forfatter
’Vejen’ er således en nøgtern dommedagsvision, som får Hieronymus Bosch til at ligne en spejderdreng med en overophedet, pervers fantasi. Cormac McCarthy er måske nok en apokalyptisk forfatter, men han er ikke en videnskabsmand eller en profet, der prædiker eller formaner for at få menneskene til at rette sig, før det er for sent. Når ’Vejen’ både er forfærdende og storslået læsning, er det, fordi det er litteratur i solo-udbrud.

Uden skyggen af løftet pegefinger, men med en vision, en sproglig husholdningsøkonomi og en usentimental sørgmodighed, der gør bogen fuldstændig enestående. Som billede er ’Vejen’ McCarthys ørkenromaner i negativ – tør, hvid sol vendt til askeregnens lige så farveløse tusmørke.

Cormac McCarthys forfatterskab falder i to geografisk-historisk adskilte dele. Først skrev han sydstatslitteratur, da han boede i Tennessee. Så flyttede han til New Mexico, og fra da af blev det lille menneske i den store ødemark hans tema. Den skrøbelige fernis, der adskiller mennesket fra urkræfterne i og omkring det.

Men skjult heri er et tredje spor. McCarthys amerikanske apokalypse. Som startede med hans dommedags-western ’Blood Meridian, or the Evening Redness in the West’, der i 1985 fremmanede selve USA’s historiske genetik som en fødsel i blod og brutalitet. Som først for to år siden fortsattes i ’Ikke et land for gamle mænd’, hvor en umenneskelighedens dæmon omkring 1980 udfordrer et moralsk udhulet Amerika. Og som nu kulminerer i fremtiden ved altings ende.

Med ’Vejen’, hvor kampen for at overleve med sin menneskelighed i behold er definitivt sat på spidsen. Det spiddede spædbarn som et billede på det menneskelige inferno forbinder hovedværkerne ’Vejen’ og ’Blood Meridian’. Sidstnævnte kommer måske omsider på dansk, nu hvor Ridley Scott filmatiserer?

Fortællingens kerne er de små genkommende dialoger, hvor Drengen spørger ind til kernen i deres nødtørftige tilværelse, hvor alt handler om at overleve fra det ene øjeblik til det næste. Hans spørgsmål til denne mærkelige, indkogte, håbløse verden, hvor de døde så massivt overgår de levende i antal, er alle variationer over det vigtigste. Hvad vil det sige at være menneske i verden? Hvordan gør man? Og er det dét, vi gør, du og jeg? Ordknappe dialoger, hvor Mandens sparsomme svar hver gang til sidst ender med, at Drengen accepterer udlægningen med et lakonisk »Okay«. Det får række i det her og nu, der er det eneste tidsrum, der er ladt tilbage.

Et atavistisk helvede
Forestillingen om Gud kommer og går. Guds fravær er så massivt som forestillingen om hans eksistens. Manden kan ikke give Drengen noget håb. Men måske nok en smule tro. De er ’bærere af ilden’. Af bevidstheden om, at selv i den bitreste nød og i det dybeste mørke har man valget mellem at være menneske eller at synke tilbage i et atavistisk helvede, hvor vi kun er hinandens rov, hinandens død, hinandens byttedyr.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At have fremmanet denne dystre verden er ubetinget en poetisk kraftpræstation, der må have afkrævet forfatteren voldsomme ressourcer. Det er hårdt nok at læse. Hvordan må det ikke have været at skrive den? Måske giver han et fingerpeg: »Det er sådan, de gode mennesker gør. De bliver ved med at forsøge. De giver aldrig op«.

For i modsætning til den »arvingsløse Jord«, ’Vejen’ skildrer, er romanen ikke gold. Den er på en måde den absolutte lignelse. Nemlig lignelsen om de to sidste mennesker i Universets ødemark. De to sidste mennesker, vi hele tiden må fastholde at være for hinanden. »De var hinandens hele verden«. På den måde kan man her se den notorisk gammeltestamentlige granitskribent McCarthy med sin skildring af den yderste dom, levere den mest nytestamentlige af sine bøger.

Når alt kommer til alt, er næstekærligheden, som den kommer til udtryk i Faderens kærlighed til Sønnen, kernen og spirekraften i det menneskelige frø. ’Vejen’ kan læses som en kristen lignelse, men den er primært bare menneskelig. Det er forældres erfaring, at barnet bliver eksistensberettigelsen. »Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt«, tænker Manden, mens Drengen sover ved hans side.

For det er romanen nemlig også. Dedikeret til Cormac McCarthys søn John Francis er det en ultimativ kærlighedsroman om kærligheden mellem forældre og børn. En bevægende meditation over selve det at være ophav til et barn i en verden, hvor meget er forfærdeligt og forfærdeligt svært at forklare. Af triumviratet tro, håb og kærlighed er der i ’Vejen’ kun kærligheden tilbage. Men er det ikke også den eneste af de tre, der i sig rummer muligheden af de to andre?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce