I næsten alle danske haver står der planter, som aldrig ville have fundet vej til god dansk muld uden menneskers hjælp, og som i øvrigt ikke ville overleve her uden en vedholdende plejeindsats fra havefolkets side. De færreste danskere har et kendskab til den vilde danske natur, som matcher deres kendskab til havens mange udenlandske arter. I det hele taget er vild natur her til lands mest et eksotisk indslag i ferierejserne til udlandet. Ukrudt bryder vi os ikke om, og dyr skal helst forekomme som plastemballerede afskårne stykker i kølemontrerne eller som højt forædlede, oftest nuttede såkaldte kæledyr. Slim, pus, råddenskab, utøj, tandpine, brændenælder og alt det andet, som er rigtig natur, er sjældent videre eftertragtet. Billedet af naturen Det skal vi ikke have dårlig samvittighed over, for det ser ud til at være ret naturligt for mennesker at frygte og bekæmpe vild natur. Det har bønderne gjort i årtusinder, og faktisk er det først med den moderne bykulturs fremvækst i det 17. århundrede, at den vilde natur pludselig bliver hevet ind som et 'saligt modbillede' til bylivets heksekedel af menneskelig dårskab. Meget sigende kalder vi naturscenerier for pittoreske, et ord der jo kommer af det engelske 'picture'. Det er billedet af den vilde natur, der appellerer til os - evt. det billede vi har inde i hovedet - sjældent den vilde natur selv - og i så fald helst lidt på afstand eller gennem en bilrude. Skeptisk over for forarbejdet natur Ikke desto mindre er natur i dag et ubetvivleligt plusord. Erfaringen med industriproduktionens forfalskningstalent har gjort os skeptiske over for forarbejdet natur. Og dog ville de færreste af os bryde sig om at sætte tænderne i en oprindelig tomat eller give afkald på køleskab og bil. Alt sådant tumlede rundt i mine tanker, da jeg forleden læste om de mange fuglearter, der nu har fundet sig til rette på destinationer fjernt fra deres oprindelige levesteder. Langt de fleste af disse fugle opholder sig i, hvad der er blevet kaldt 'Neoeuropaer', dvs. områder som nu er domineret af udvandrere fra det gamle Europa - fra Sydafrika til Alaska. I mange tilfælde er fuglene blevet rekrutteret til det nye levested med en forventning om, at de skulle kunne holde skadedyr nede. Således den asiatiske krage, der i sin tid blev indført til Zanzibar for at rense affald, men som nu breder sig i millionvis langs den afrikanske østkyst. Shakespeares fugle I andre tilfælde er der tale om fugle undsluppet fra bure, eller man har naivt indført europæiske arter til fremmede levesteder, fordi man syntes, de manglede i den lokale fauna. Et pudsigt eksempel på det sidste blev leveret af den amerikanske medicinalvarefabrikant, Eugene Schieffelin, der var en stor teaterelsker. Schieffelin fik den ide, at alle fuglearter, der optræder hos Shakespeare, burde indføres i USA, og i 1890 satte han 80 europæiske stærepar (stæren omtales i Henrik IV) ud i Central Park i New York. I 1952 havde stæren nået Alaska, og i hele USA er der nu mindst 200 millioner par. Naturligvis Ornitologer græder over, at de indførte fugle af og til breder sig ukontrollabelt og derved fortrænger fuglearter, som naturligt hører hjemme i området. Stæren har således kraftigt reduceret de amerikanske bestande af bysvaler. Men sagen er jo, at mange af os elsker stære. Selv har jeg - som talrige andre danskere - stærekasser i min have, fordi stæren synger så skægt, jeg havde nær sagt menneskeligt. Selvfølgelig er det noget sjusk at gribe ind i de naturlige systemer uden at vide, hvad det fører til. Men ærlig talt, har vi nogensinde gjort andet? Ville det ikke netop være unaturligt?
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Stéphanie Surrugue: »Jeg kan næsten ikke tilgive mig selv, at jeg ikke nåede det«
-
Ingen af de rødgrønne partier tror, at Løkke har lyst til at gamble med Moderaternes overraskende flotte valg
-
Venneforsker: Derfor falder vi igen og igen i den samme fælde
-
Ulven er løs: »Vi er ret overbeviste om, at der må have været mennesker, som har fodret ulve i området«
-
Der er eddermame nogen, der skal beklage til de unge mænd, der kun ser på tissemænd på 20 cm
-
Pakistans regeringschef håber at lande omfattende fredsaftale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
»Jeg står ved alt, jeg siger og gør«: Sofie Poulsen fortryder ikke sin medvirken i TV 2-dokumentar
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00





