For mange er Peter Høeg en gåde. En meget berømt gåde, men ikke desto mindre en gåde. »Sig mig engang, skriver han egentlig stadig bøger?«. Spørgsmålet er blevet stillet igen og igen de senere år af undrende læsere, der elskede krimien om 'Frøken Smilla' eller den kulturkritiske roman 'De måske egnede'. Tavshedens gåde »Selvfølgelig skriver han. Han er jo forfatter«, lød svaret, hvis man spurgte hans første forlægger Merete Ries. Men kunne det nu være rigtigt? I ti år? Skyldtes tavsheden ikke bare, at han ikke havde flere historier? Eller at han var gået i skriveblokering? Eller var gået helt i stå i gruppemeditationen ovre på den jyske højderyg i Jes Bertelsens 'Vækstcenter' i Nørre Snede? Eller at han var i krise efter skilsmissen fra sin afrikanske hustru? Selvvalgt anonymitet Efter ti år kan enhver se, at Merete Ries har fået ret. At der var mere i ham, og fra 19. maj kan vi alle se, hvad der gemte sig derinde, eftersom Høegs næste store roman da udkommer med titlen 'Den stille pige'. Høeg var og blev en forfatter med trang til at udtrykke sig på skrift, men hvorfor der skulle gå ti år, fra han fik udsendt 'Kvinden og aben', kan kun han selv svare på, når han engang forlader sin selvvalgte anonymitet. Men måske er det ikke så gådefuldt endda. Bjergbestigning Forfatteren, der engang sagde, at han aldrig havde ejet et ur, har ikke travlt. Ting tager den tid, de skal tage. Da han i sin tid cyklede ud til Merete Ries med sit manuskript til debutromanen 'Forestilling om det tyvende århundrede', sagde forlæggeren, at hun altså ikke lige havde tid til at læse så stor en bog lige nu, hvortil Høeg skal have svaret: »Men jeg har tid til at vente, for jeg har brugt syv år på at skrive den«. Allerede på det tidspunkt vidste Høeg, at livet tager sine svinkeærinder, og at de mange omveje kan tage tid. Skoler havde han ikke haft det så godt med, da han var ung, så i stedet dyrkede han bjergbestigning, fægtekunst og dans intenst, inden han vendte tilbage til bøgerne og i 1984 gennemførte et litteraturstudium på Københavns Universitet med bifag i idræt. Smilla ændrede alt Fire år senere udkom hans første roman 'Forestilling om det tyvende århundrede', og anmelderne spottede øjeblikkelig talentet, og der var også pæne ord om den Blixen-agtige 'Fortællinger om natten', han fik udsendt i 1990. Men det var fra og med 'Frøken Smillas fornemmelse for sne', at alt blev forandret. Ikke bare for Peter Høeg, men i vidt omfang også for dansk litteratur. Anmelderne var imponerede. Selv skarpretteren Poul Borum bøjede sig og mente, Høegs bog var både John le Carré og Jules Verne - 'men mest Peter Høeg'. Her i avisen skrev Søren Vinterberg, at vi stadig kun var ved begyndelsen af et af de største danske forfatterskaber i århundredet. Kun Lars Bukdahl var sur over det, han kaldte bogens 'Jules Verne-idioti'. Overlagt budskabisme Fik de flotte anmeldelser så folk til at styrte til bogladerne? Ja og nej. Bogen solgte, men ikke voldsomt. 10.000 eksemplarer fra foråret 1992 og året ud. Sådan cirka. Til sammenligning har Morten Ramslands 'Hundehoved' i en tilsvarende periode i det forløbne år solgt 100.000 flere. Det var først, da Smilla-bogen slog igennem i USA, hvor den for længst har rundet et totalsalg på to millioner, at danskerne for alvor tog romanen til sig. Siden har Peter Høeg været sikker bestsellerforfatter, når han fik en ny bog på gaden. Både 'De måske egnede' og den seneste roman fra 1996, 'Kvinden og aben', har solgt godt. Men alt var ikke idel lykke. Der sneg sig også diverse spidse kommentarer ind, da økothrilleren om aben udkom. Ikke alle kunne kapere, at forfatteren valgte at give overskuddet fra sin bog til Lolwe-fonden, der for sine penge skulle støtte kvinder i udviklingslande. I Information skrev Erik Skyum-Nielsen: »Hvor varmt man end må sympatisere med holdningen i denne fabel om menneskenes uddrivelse af abernes paradis, kommer man ikke bort fra, at værket formelig hørmer af political correctness og overlagt budskabisme«. Tilbagetrukket liv Hvad sagde Høeg til det? Ikke noget. Han fortsatte med at leve tilbagetrukket fra offentligheden og med at sige nej til alle forespørgsler om interview. Hans bøger skulle tale for sig selv, og som person var han selv helt uinteressant, som han meddelte en avis, der via folkeregisteret fandt hans adresse og opsøgte ham - uden større held - for tre år siden. En svensk journalist, der opsøgte ham i Vækstcenteret i Nørre Snede i eftersommeren sidste år, havde en smule mere held. Hun fik at vide, at han faktisk var ved at være færdig med en roman, men heller ikke så meget mere. Ubekymret Snart er bogen en realitet, og så står han der igen, Peter Høeg. Midt i dilemmaet. Hvor ønsket om at få bogen ud til så mange som muligt kolliderer med ulysten til at stille sig frem for offentligheden. Bogen udkommer to dage efter, han er fyldt 49. Det har taget ham ti år at få romanen færdig. Hvor mange kan han overhovedet nå, hvis han fortsætter i det tempo? Og er det noget, han spekulerer på? Sikkert ikke. Tæt på en taber Tidsfrister og tiden, der løber ud, synes ikke at interessere ham, som han sagde til Politiken i 1993. »Aldrig nogensinde i verdenshistorien har der været krav til at overholde tidsfrister af de typer, der findes i samfundet i dag. Hvis man rejser uden for den vestlige verden, så opdager man jo, at det kun er hos os. Jeg oplever selv, at det er svært for mig«. »Jeg kunne meget let have været social taber. Tit tænker jeg på, at jeg befinder mig en hårsbredde fra at være taber. Nu kan jeg tilfældigvis skrive, men jeg tvivler på, at jeg kunne passe et fast arbejde.«