Han var ikke noget geni, hvis mesterværker sprøjtede fuldt færdige fra nodepennen. Han skrev ikke til fremtiden, og han døde ikke med et romantisk suk efter frihed på sine læber. Muligvis skrev han ikke engang sine første værker som femårig. Til gengæld var det sygeligt op og ned med Mozarts humør. Snarere end den infantile drengerøv fra Milos Formans 'Amadeus'-film har vi at gøre med en mand, der elskede sin kone, men som alligevel brugte penge på andre kvinder og på spil. Alt dette fremgår af en lille, i og for sig uanselig paperback fra den engelske Mozart-kender Nicholas Kenyons hånd. En bog, der trods sit beskedne ydre i den grad kommer rundt om Mozart og den nyeste Mozart-forskning, at den helt enkelt er bogen, alle Mozart-elskere bør have i lommen i dette Mozart-år. Skår i billedet Wolfgang Amadeus Mozart - eller, som han i virkeligheden hed, Johann Chrysostom Wolfgang Amadeus Mozart - blev født 27. januar 1756. For 250 år siden. Så meget står fast. Men meget andet vakler, når man med nye forskningsresultater i ryggen begynder at se Mozarts portræt efter i sømmene. Ikke mindst går der skår i billedet af det barnlige geni, som skødesløst rystede det ene mesterværk efter det andet ud af rokokodragtens kniplingsærme, mens han sorgløst lod billardkuglerne trille. Manglende beviser For det kan vi sige med sikkerhed: Hver gang musikken blev kompliceret, måtte Mozart, ligesom enhver anden komponist, møjsommeligt arbejde sig gennem diverse skitser. Kassere nogle. Gå videre med andre. Kontrapunktiske finesser, om de så hører til i 'Tryllefløjten' eller i 'Jupiter'-symfonien, udarbejdede Mozart omhyggeligt i kladde, inden de endte i det færdige værk. Og apropos færdige værker: Det er muligt, at Mozart komponerede sine første stykker som femårig. Vi skal i den forbindelse bare lige være opmærksomme på, at beviset aldeles mangler. Vi har ikke andet at belægge det med end families og venners udsagn. For vennernes vedkommende udsagn, de først blev bedt om at nedskrive efter Mozarts død. Målrettet pr-arbejde Mozarts tidligste værker er skrevet ned på noder af hans far, Leopold. En topambitiøs musiker, der satte sig for at promovere sønnen og hans søster som vidunderbørn. Mozarts far har med andre ord haft en åbenlys interesse i at føre sønnen frem. Han kan altså næppe betragtes som sandhedsvidne. For eksempel ved vi, at Leopold løj om sine børns alder for at få deres præstationer til at se endnu mere fabelagtige ud. At tvivle på Leopold er oplagt. At sætte spørgsmålstegn ved hans vidnesbyrd har bare ikke været en del af det overleverede Mozart-billede. Eller rettere: af de overleverede Mozart-billeder. Flere glansbilleder er nemlig blevet forsøgt malet frem, og det endda med lynets hast. Mozart var dårlig nok død, kun 35 år gammel, før myterne begyndte at spise af realiteterne. Inden liget var koldt, var virkeligheden i gang med at blive omsat til fiktion. Og ikke så underligt. For der var folk tæt på geniet, der havde brug for at få hver sin historie frem. Det gælder søsteren Nannerl, der bad udvalgte musikere nedskrive bestemte beretninger om Mozarts barnebedrifter i fødebyen Salzburg, med henblik på at fodre biograferne. Ikke mindst med oplysningen om, at drengen aldrig blev presset til at øve sig eller komponere. At han tværtimod måtte bremses, for at det ikke skulle gå for vidt. Men det gælder først og fremmest Mozarts enke, Constanze, som komponisten levede sammen med i sine voksenår i Wien. Når Mozart er blevet så berømt, at en Googlesøgning på hans navn allerede sidste år, i god tid før fødselsdagen, gav mere end 7.930.000 hit, og når der er skrevet lige så mange bøger om ham, som der er skrevet om Shakespeare eller for den sags skyld om Jesus, ja, så skyldes det ikke bare musikken, men også det målrettede pr-arbejde, der blev sat i gang af enken, allerede inden Mozart var kommet i graven. Handel med eftermælet Constanze var den eneste person, der betød mere for Mozart, end Leopold gjorde. Hun blev den kærlige modpol til den barske far, der, selv efter Mozart og Constanze var flyttet sammen, ikke ville tilgive sønnen, at han på den måde unddrog sig sin fars indflydelse. På den anden side var Constanze også en kvinde, der forstod livets realiteter. Og en meget kontant realitet var, at hendes mand efterlod hende uden penge til at sørge for sig selv og deres to overlevende børn. Mozarts eftermæle - han var allerede inden sin død blevet europæisk berømt - samt hans noder og hans talent var de varer, enken havde at handle med. Og hun gik målrettet efter at pudse dem op, så de kunne sælges for flest mulige penge. Rygter siger, at hun på dødsdagen krøb grædende sammen ved siden af sin mands afsjælede legeme. Først senere fik hun skrevet de laurbærkransende ord - med falsk tilbagedatering - hun syntes, hun burde have nedfældet den dag. Destruerede breve Det kan så være, hvad det være vil. Men der var mere end det. Først og fremmest uheldige pletter på Mozarts eftermæle. Pletter, der måtte skjules. Bevismateriale, der skulle destrueres. Constanze har helt sikkert tilintetgjort uheldige breve. Hun har forsøgt at fuske med ufuldendte værker, og hun har arbejdet målrettet på at skabe et af de Mozart-glansbilleder, der stadig trives bedst, nemlig billedet af Mozart som kærlig ægtemand og underbetalt geni. Årsagen er klar nok. Constanze havde, ud over at redde sig en livsindtægt som forvalter af den kunstneriske arv efter manden, brug for at kunne give en god forklaring på, hvorfor hun sad tilbage med en økonomi, der lå i ruiner. Og det skulle vel at mærke være en forklaring, der ikke lugtede af, hvad andre kilder antyder. Nemlig at Mozart muligvis brugte penge på fremmede kvinder. Og at han med overvejende sandsynlighed ikke kunne holde sig fra spil. Gylden indtægt På flere punkter er vi altså nødt til at gøre op med myterne, hvis vi vil lære Mozart at kende. En ting er, at han ikke voksede op i fattige kår. Besøg selv engang hans fødested i Salzburg og se også den lejlighed, hvor familien senere boede: Store, luftige lokaler. Fine forhold. Men som freelancer i Wien kunne Mozart heller ikke klage over sine indtægter. Så kan Constanze sige, hvad hun vil. Samtidige kilder fortæller, at Wien dengang var en by, hvor man kunne leve mageligt for 550 gylden om året. Mozart tjente meget mere end det. Alligevel gik det galt. På den ene side er det klart, at det kostede ekstra at omgås hoffet og adelen i det omfang, en freelancekomponist som Mozart var nødt til for at pleje forbindelser. På den anden side ved vi, at Mozart kunne tjene 559 gylden på én enkelt koncert. Og foruden koncertindtægterne var der indtægter fra undervisning, honorarer fra forlag med videre. Pletter fjernet Pengene må altså være gået til andre ting. Sandsynligvis ting, hverken søsteren eller Constanze mente, eftertiden burde vide noget om. I hvert fald har begge arbejdet målrettet på at skabe en Mozart-overlevering, der fjerner pletter og etablerer et billede af Mozart som underbetalt geni. Et billede, ikke mindst 1800-tallets romantikere kunne bruge, og som stadig trives. Vi ser stadig hellere Mozart som kunstner med stort K end som en håndværker, der skrev på bestilling. Romantikerne var derfor nødt til at opfinde anekdoter og citater. Som for eksempel det berømte, som Mozart skal have ytret på sit dødsleje, om sorgen ved at måtte dø, netop som han var nået til at kunne komponere 'frit'. Der er bare det ved det, at frihed i den forbindelse var et koncept, 1700-talskomponisten Mozart næppe overhovedet ville have kunnet forstå. For ham var musik noget, man skrev på bestilling. Han elskede at skrive musik. Derfor gjorde han det enestående godt. Men det var og blev et arbejde. Sagsøgt på dødslejet En hel skov af sentimentale historier voksede på denne måde op, indtil Mozart-litteraturen i midten af 1800-tallet mest af alt havde karakter af fiktion. Først i løbet af de sidste 50 års tid har en hårdere historisk tilgang fået lov at rive glansbillederne itu. Når det i hans sidste fire-fem år gik økonomisk ned ad bakke for Mozart, kan det for eksempel hænge sammen med ikke bare et skift i musikalsk smag i Wien, men også med en generel økonomisk recession i disse år. Interessant i den forbindelse er nyfundne oplysninger om, at Mozarts, og senere Beethovens, velynder prins Lichnowsky i november 1791 rent faktisk sagsøgte den døende Mozart for en større gældspost. Mozart var uden tvivl plaget af elendig økonomi i sine sidste år. Vi har længe kendt tiggerbrevene til logebroren Puchberg. Men nyt lys kan muligvis kastes også over hans skiftevis maniske arbejdsiver og opgivende holdning. Det mener i hvert fald en australsk læge, Peter J. Davies, der ud fra Mozarts breve konkluderer, at Mozart var maniodepressiv. I sit næstsidste leveår, 1790, skrev han omtrent ingen substantielle værker og orkede dårlig nok tanken om at opsøge muligheder på udlandsrejser. Omvendt var dødsåret 1791 overmåde produktivt. Faktisk var det det eneste år i Mozarts liv, hvor han fuldendte hele to operaer. Oven i købet to operaer så forskellige som nat og dag, nemlig det komiske syngespil 'Tryllefløjten' og den alvorlige opera seria 'La clemenza di Tito'. Den arbejdsmåde, der tillod to så forskellige værker at tage form samtidig, minder os mest af alt om en anden berømt komponist, Beethoven. Og det på trods af, at vi er opdraget med, at disse to wienerklassikere var modsætninger så store som lys og mørke. Ikke kun genial Mozart repræsenterede lyset, vil mange stadig helst mene. Spædbørn, akvariefisk og døende, alle får de mindre stress, hvis de hører Mozart. Jo tak. Så er det bare ikke de to g-mol-symfonier eller 'Dies irae' fra rekviemmet, de skal høre. Og da slet ikke i moderne, affektprægede indspilninger. Mozarts musik kan ikke fratages sin enestående kvalitet. 'Jupiter', 'Don Giovanni', 'Figaros bryllup'... fortsæt selv listen. Ingen anden komponist kunne have skrevet disse værker. Det er givetvis rigtigt, at Mozart var alene om sin genialitet. Ingen samtidige komponistkolleger (det skulle da lige være Haydn) havde de kunstneriske forudsætninger for bare at tale med Mozart om den. Men glansbilledet af Mozart som det evige barn, den altid lyse komponist, der sorgløst nedfældede den ene genistreg efter den anden, mens han lod billardkuglerne rulle, det billede er vi nødt til at revidere. Mozart var ikke kun den musikalske begavelse, der med forbløffende dygtighed skabte musik ikke i én, men i mange af tidens stilarter. Han var også ødelanden og ludomanen, den maniodepressive og måske den utro Mozart, som i sine sidste år blev offer både for et musikalsk modeskift og for en generel økonomisk afmatning i Wien. Havde Mozart, som Haydn, taget imod en invitation til London i året før sin død, havde meget muligvis set helt anderledes ud. Men det er en anden historie, der heller ikke normalt fortælles.