Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ordførende sekretær i Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, overrækker diplomet til Elfriede Jelinek under en ceremoni i Wien.   Foto: Robert Jaeger/AP

Ordførende sekretær i Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, overrækker diplomet til Elfriede Jelinek under en ceremoni i Wien. Foto: Robert Jaeger/AP

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hvordan har denne ulykke kunnet ske?«

En af Sveriges mest vidende litterater forlader sin plads i Det Svenske Akademi i protest, fordi han mener, at sidste års valg af den østrigske forfatter Elfriede Jelinek har ødelagt Nobelprisens værdi: Hendes forfatterskab er »monomant og ensporet«, en omgang »klagende og ulystfyldt voldsporno« og en »talestrøm«, hvor ingenting bliver sagt. I en sønderlemmende kritik i Svenska Dagbladet stiller Knut Ahnlund spørgsmålet: »Har bare en brøkdel af akademikerne læst en brøkdel af hendes bøger?«.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det Svenske Akademi samles i disse dage for at vælge årets nobelprisvinder i litteratur.

Valget kan blive hvem som helst, en kedsommelig kuriositet eller en betydelig forfatter. Det viser alle tidligere erfaringer.

Det snigende ubehag, som bør hjemsøge en del af medlemmerne efter sidste års fadæse, kan betyde en genopretning.

Men skaden kan ikke gøres god igen. Nobelprisen i litteratur 2004 til Elfriede Jelinek har ødelagt udmærkelsens værdi i nogen tid fremover.

Parasitært
Det drejer sig om et monomant og ensporet forfatterskab. En tekstmasse, der synes at være bunket sammen uden nogen spor af kunstnerisk strukturering.

Dets parasitære karakter er åbenbar.

I løbet af det år, der næsten er gået, siden denne fuser dumpede ned i et forvirret kulturliv i Europa efter affyringen fra vores afkrog, der en gang årligt forvandles til centrum, har reaktionerne mest været tavse eller korte, undvigende kommentarer.

Mennesker, der burde have interesse for sagen, og som jeg har søgt kontakt med, er krøbet udenom.

De har henvist til manglende tid, og at de ikke har følt sig lokket af et nærmere bekendtskab.

Fagfæller, som jeg har kendt gennem årene, og som jeg har skattet højt, har udvist en svag ulyst og har helst villet forlade emnet.

Seksualfantasier
Et gennemgående træk i Jelineks forfatterskab er dets opsvulmede volumen, som står i skrigende kontrast til det magre indhold af ideer og visioner for ikke at tale om menneske-skildringen, som bortset fra rene kropsundersøgelser er ikke-eksisterende, uanset hvor langt man end vil strække det begreb.

Romanerne eller dramaerne (alle genrer løber ind i hinanden) består af en talestrøm, hvor tilfældige indfald broderes ud over ti eller hundrede sider, uden at noget bliver sagt.

Denne langtrukkenhed veksler med skrækeffekter, der er så groft tilhuggede, at de efter det første chok slår læseren med ligegyldighed.

Mastodontromanen 'Die Kinder der Toten' fra 1995, som akademiet i sin præsentation fejldaterer med tyve år og placerer i 1975, er et af mange eksempler. Over de 667 tætskrevne sider vælter ordmassen ud over et pensionat i de østrigske alper.

Gæsterne på Hotel Alpenrose er levende døde, og tre af dem, Gudrun Bichler, Edgar Gstranz og Karin Frenzel, der alle er selvmordere, dukker op som gengangere eller nogen, der tilfældigt er kommet tilbage til livet.

De besøger igen stedet og får selskab af Jelineks egen persona, der konstant gør krav på at være med i legen. De lufter deres idiosynkrasier, men de får ingen substans, de forbliver påskud og flyder ud i distraktioner og længselsfulde seksualfantasier.

Selvdestruktiv prosa
De dødes genkomst kan jo være grundlag for en spændende fantasi eller en 'gotisk' fortælling. Intet af dette tilbydes. I stedet digressioner ud i ligegyldigheder eller rene grusomheder. Damerne skænder lig, kastrerer bilister og holder kannibalistiske ritualer.

Disse orgier beskrives i bogens flaptekster som mesterlige i deres dristighed. I det hele taget er falsk varebetegnelse et karakteristisk træk ved forlagsreklamerne for hendes bøger, især de bøger, der er udkommet på Rowohlt.

Elementært rod bliver til »en rigdom af associationer«, et slapt overmål af skrækkeligheder bliver til »frihed fra tabuer«, den verbale opløsning bliver til »virtuost sprogspil« eller »mesterlig sprogdeformation« osv. Kritikere, der ønsker at fremstå som progressive, har taget sådanne opsminkninger for gode varer.

Jelinek er økologisk interesseret, og naturødelæggelsen i hendes hjemland er et gennemgående tema hos hende. Det er jo en ærværdig ambition, men den måde, budskabet serveres på, er ikke original og kunstnerisk, og frem for alt går det tabt i uvedkommende aggressioner.

Det drejer sig om gennemtyggede ting, som i årtier har været dagligt nyhedsstof i alle medier. Østrig udpeges generelt som et særligt foragteligt og følgagtigt land. Landets nyere historier rummer jo meget dystre ting, men når fordømmelsen omfatter alt og alle, går dens gyldighed til spilde.

I kraft af sin tøjlesløshed bliver Jelineks prosa selvdestruktiv. Et af mange eksempler er 'In den Alpen' fra 2002, der af en eller anden grund kaldes 'Tre dramaer'. Den foregiver at være en trilogi om natur, teknik og arbejde. Her anklages Østrig for storhedsvanvid, udnyttelse af arbejdere, miljøødelæggelser, offentligt hykleri og et dusin andre påduttede synder.

Fattigt og magert
I bogen 'Oh Wildnis, oh Schutz vor ihr' fra 1985 har naturvennerne indgået en ond pagt med jordejerne. Begge sider repræsenteres af helt igennem tarvelige mennesker.

Skovhuggeren Erik er en børnemishandler, der involveres i de store naturudnytteres verden og for øvrigt har tid og lejlighed til at bedrive sit kedsommelige og småsnaskede privatliv til læsernes underholdning.

Disse petitesser står i stedet for det, som kunne have givet struktur, holdning og interesse for emnet. En langtrukken smædeguirlande, som afslutter det hele, formår ikke at hjælpe på indtrykket.

Jelineks dramatik er af entusiaster blevet beskrevet som »opkastninger af ord«. Den er så tilpas gummiagtig, at den kan danne grundlag for teatre, som kan profilere sig så frit som muligt med forfatterens fulde velsignelse.

Fornedrelse, ydmygelse, skændinger og selvforagt, sadisme og masochisme er hovedtemaer i Jelineks verden. De udelukker andre perspektiver på mennesket, og derfor bliver hendes værk så fattigt og magert. Det er overlæsset med tv-kanalernes yndlingsbilleder og computerkommunikationens forførelser i umiskendeligt uklar stemning af henrykkelse og afsmag.

Jagten på rettroenhed
Jelinek har sagt, at kritikerne ikke har tilgivet hende den »ekstremisme«, som hun anser for at være hendes moralske og kunstneriske ret som menneske og kvinde. »Jeg forventes at skrive smukt, intelligent og følsomt«, har hun sagt. Hendes klagemål er blevet mere og mere uberettigede.

Hun har fået megen berømmelse af en overrumplet og stadig mere opportunistisk litterær omverden med Heinrich Böll-prisen, Georg Büchner-prisen og Dagerman-prisen m.fl. Den karikatur af kønnenes samliv, som hun tegner op, er faldet sammen med de barokke udvækster på kvindesagen, som nu ødelægger reformarbejdet og kønskampens aggressive tendens til enfoldighed, som hos svagere sjæle har givet massivt udbytte.

Nobelprisen vidner om det Svenske Akademis ivrige jagt på rettroenhed. Hun kaldte sin Nobelforelæsning 'Im Abseits' - 'Ved siden af'. Det var ikke nogen særlig rammende titel. At hun skulle have arbejdet fra en udkant, er et synsbedrag.

Hun har holdt sig i underholdningens hovedstrøm, den, der nu mere og mere breder sig i massemedierne. Utilpashedens og de interne skænderiers reality-serier.

Forklædt porno
Jelineks kritik af menneskelige og maskuline unoder er en underlig skvadren. Satiren, der udbasuneres som værende hendes våben og ærinde, ophæver sig selv og bliver til ren efterplapren af det, som skulle hånes. Hun skriver på den afskyede, men for hende uimodståeligt lokkende porno- og skrækgenres egne vilkår.

Hele bøger er i lange passager en på én gang klagende og ulystfyldt voldsporno. Glad porno er det jo i hvert fald ikke, hvad det så end er. Til en vis grad kan det faktum, at hun i hver bog hænger fast i sexsumpen og ikke kan komme op af den, ses i en historisk sammenhæng.

Katolsk og mellemeuropæisk moralkodeks udviste i langt tid større tilbageholdenhed i rebus naturalibus og forsinkede den bevægelsesfrihed, som vi i Norden tidligt blev vant til. Heraf den beundrende forbavselse, der mødte hende fra mange sider, da hun overskred de konventioner, der allerede var faldefærdige.

Pornobranchen havde sine største år i 1960'erne og 1970'erne i film og i skrift, og senere er udbuddet blevet spredt på en mængde medier.

Frem for alt har pornoen infiltreret accepterede og respektable kulturtilbud. En avanceret porno kan nu optræde forklædt som indignation, og den bliver da både kommercielt og moralsk gangbar. I den afdeling hører stort set alt, som Jelinek har skrevet.

»Musikalske kompositioner«
'Gier' på 462 sider i 2000 kalder sig 'En underholdningsroman' uvist af hvilken grund. En story kan dog udskilles: Gendarmen Kurt Janisch, en Don Juan af groveste og simpleste slags, har specialiseret sig i ensomme kvinder. Han samler dem op på vejene i bjergene. En af dem, Frau Gertie, er eller har været pianolærerinde.

Hun føler lede ved ham som ved »en filetfabrik«, og han tænker med savn på de attråværdige mandlige kolleger, som han går i bad med i forbindelse med tjenesten. »Deres pikke, skinnende som slanger, vippende som stålfjedre«. Han dropper også hende og vælger en meget ung pige. Da der opstår knas i det forhold, myrder han hende.

'Lust' fra 1989 blev oversat til svensk i 1990 af den stakkels Margaretha Holmqvist, som på beundringsværdig vis forsøgte at følge med i de klodsede udsving. Jelinek kalder sine bøger »musikalske kompositioner«.

Musikken består som sædvanlig i en intern familie- og nabokrig med sex og korporligheder som de vigtigste våben. Vi møder en erotisk altmuligmand, som på grund af risikoen for aids bliver nødt til at vende tilbage og fortsætte med at plage sin hustru.

Den underkuede kone søger bort til en yngre mand, som bliver hendes nye plageånd. Og så bliver vi delagtiggjort i de jammerlige seancer, hvor disse aktiviteter udøves. Jeg er bange for, at også de, der i håb om en mættet pornohistorie har anskaffet sig bogen, er blevet skuffede.

Lavt til loftet
Betragtet som kitsch har fortællingen cirka samme vitalitet som den tidligere skrevne og hurtig til svensk oversatte og tv-filmede 'Pianistinden' 1983. Den blev oversat til svensk i 1986 af Margaretha Holmqvist. Den har på det tysksprogede marked fået en virkelig succes med 34 oplag, hvilket tyder på, at fordringerne er ret beskedne hos det store publikum.

Bogen bugner af platte, onde, vredladne mennesker. Erika selv ser pornofilm i forstæderne og kræver her meget kraftig kost. Hun udspionerer de tyrkiske indvandreres sex i gamle sporvogne om natten, hun slås på liv og død med sin gamle mor. Bogen lugter hele vejen igennem af narcissistisk selvbeskuen.

'Die Ausgesperrten' fra 1980, oversat til svensk af Eva Liljegren i 1992, der handler om en ungdomsbande, som myrder en forbipasserende, hvorefter en af dem får et indfald og slår sine forældre ihjel, er et sensationsjageri med en virkelighedsbaggrund, der er udnyttet til langt over bristepunktet.

I Akademiets motivering lovprises Jelineks »musikalske fløde af stemmer og modstemmer i romaner og dramaer, som med enestående sproglig lidelse blotter de sociale klicheers absurditet og tvingende magt«.

Over for et sådant eksempel på udbrud af den litterære kritiks ordskvalder, der delvis er hentet fra hendes eget arsenal, forundres man. Mindre træffende kan hendes værk ikke beskrives. Akademiet har ikke alene købt hendes egen selvkarakteristik for ti millioner kroner, men har også gjort det uden at afprøve den først.

Et værk så stillestående og så fuldstændig indskrevet i klicheernes formler med så lavt til loftet er blevet valgt blandt alle tænkelige store forfatterskaber, også kvindelige, som har været til rådighed. De kunstneriske argumenter er lagt til side, ideologien har været hovedsagen.

Til skade for progressive kræfter
Men hvordan har denne ulykke kunnet ske? Hvilken fraktion i akademiet har sat det her i gang? Jeg kan forestille mig, at nogen i kredsen har ladet sig imponere af Jelineks 'mod' til at angribe den østrigske borgerlighed.

Men jeg tror personligt, at nogen har haft det ret dårligt med det. Til sidst har de altså sagt ja og amen, nå ja, måske ikke lige amen denne gang.

Men har bare en brøkdel af akademikerne læst en brøkdel af hendes bøger? Jeg kan af egen erfaring bekræfte, at det ikke er gjort på en uge eller en måned. Det er et rent slavearbejde.

Nobelprisen 2004 har ikke blot været til skade for alle progressive kræfter, det har forvirret den almindelige opfattelse af litteraturen som kunst. Det går ud over alle tidligere valg og en række kommende.

Efter det kan jeg ikke engang formelt være medlem af det Svenske Akademi. Jeg betragter fra nu af mig selv som en udenforstående.

Oversættelse: Peter Mollerup

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden