En sensation eller en total overraskelse. Ikke sjældent er valget af årets modtager af Nobelprisen i Litteratur blevet betegnet som det ene eller det andet. Nogle gange er valget blevet betegnet som en sensation, fordi ingen havde forestillet sig, at eksempelvis teatermanden Dario Fo stod i kø til litteraturprisen. Andre gange er den litterære verden blevet taget med bukserne nede, fordi årets prisvinder har været et så eksotisk valg, at meget få havde hørt om prisvinderen før, f.eks. græske Odysseus Elytis (1979) eller Derek Walcott (1992) fra den caribiske ø Santa Lucia. Pæn facade I år bliver Det Svenske Akademi ramt af både en sensation og en ubehagelig overraskelse, allerede før navnet på årets prismodtager er offentliggjort. For det er en sensation, at den svenske litterat og medlem af Det Svenske Akademi Knut Ahnlund i dag kritiserer sidste års prismodtager, Elfriede Jelinek, og han kaster samtidig skandalens skær ind over Nobelinstitutionen ved at lægge afstand til den post, som de 18 medlemmer ellers har på livstid. Et medlem af Akademiet brokker sig ellers aldrig. De holder mund. Pæn facade. Uanset om deres egen kandidat til litteraturprisen har tabt i årets afstemning. Uanset om nogen af de 18 medlemmer synes, årets prisvinder aldrig burde have fået prisen. Hård kritik af Jelinek I den svenske offentlighed kan der gisnes om, hvilke medlemmer af priskomiteen der er for eller imod bestemte kandidater, men officielt kritiserer medlemmerne aldrig årets valg, om end nu afdøde Arthur Lundquist vistnok ud af den ene mundvig engang mumlede en utilfredshed med valget af franske Claude Simon, der kom ind i varmen, da Lundquist i en periode var ude af stand til at deltage i komiteens møder. Men ellers kommenterer man ikke prisvinderne. Den tradition bryder Knut Ahnlund i dag. Ja, han gør mere end det. Han gennemhegler østrigeren Elfriede Jelineks forfatterskab for åbent tæppe, selv om hun var sidste års prismodtager. Og for at det ikke skal være løgn, forlader han ved samme lejlighed sin plads i Det Svenske Akademi. Knut Ahnlund er ikke den første, der har forladt Det Svenske Akademi, men han er formentlig den første, der har gjort det to gange. I 1996 trak han sig ud af de ugentlige torsdagsmøder i protest mod Akademiets daværende sekretær Sture Allén, som ifølge Ahnlund var alt for dominerende og ude af stand til at decentralisere Akademiet. Siden 1996 har han derfor ikke stemt og ikke haft mulighed for at gå imod sidste års valg af Elfriede Jelinek. Med sin svada i Svenska Dagbladet og Politiken i dag smækker Ahnlund endnu hårdere med døren og erklærer, at han fremover ikke engang formelt kan være medlem af Det Svenske Akademi længere. Livslang opgave Knut Ahnlund er manden, der ellers skal sidde på stol nummer 7, når Akademiet holder møder. Den svenske litteraturprofessor er bestemt ingen hr. hvem som helst. Han går for at være en af de mest vidende litterater i Sverige, og han var i mange år manden, der fremlagde de kandidat-egnede forfatterskaber for Det Svenske Akademi. Han har også været medlem af den lille, indflydelsesrige inderkreds, Nobelkomiteen, som hvert år sørger for at barbere de mulige kandidatnavne ned til omkring fem, som det samlede Akademi skal tage stilling til på deres møde i oktober. Som litterat er han i øvrigt en stor kender af dansk litteratur, ikke mindst Henrik Pontoppidan (gammel Nobelprisvinder fra 1917), som han har skrevet flere bøger om. I en periode i 1960'erne underviste han på Aarhus Universitet. Stolen i Det Svenske Akademi har han haft siden 1983, og ifølge de gamle statutter fra 1786 sidder man på sin stol, så længe man lever. De skred også Akademiet er indstiftet af Gustav III og har 18 medlemmer, og det var ham, der besluttede, at Akademiet skulle bestå af lige dele forfattere og akademikere, oftest litterater, jurister eller historikere. Og det er de gamle statutter, der betyder, at flere stole i Akademiet i dag står tomme. Lars Gyllensten og Kerstin Ekman trak sig ud i 1989 i protest mod Akademiets valne holdning i Rushdie-sagen. Skribentorganisationen PEN bad Akademiet udtale sig til fordel for den fatwa-ramte Rushdie, men Sture Allén afviste anmodningen. Resultat: To tomme stole, nummer 14 og 15, i stedet for Gyllensten og Ekman. I dag har Ekman fået gennemført, at hun ikke engang præsenteres på Akademiets hjemmeside. Mange tomme stole Nummer 14 og 15 er imidlertid ikke de eneste, der står tomme. I realiteten står en række af stolene i Akademiet tomme, så det er en meget begrænset skare af mennesker, der hvert år udvælger modtageren af litteraturprisen. Af de i alt 18 medlemmer er de seks 80 år eller mere. To af dem runder endda 87 i år. Yderligere syv har passeret de 70 år, og heraf har de fem passeret 75 år. Kun fem er under 70. Kun én, historikeren Peter Englund, er under 50. Han er født i 1957. En række af de ældre medlemmer deltager angiveligt ikke i arbejdet i lange perioder på grund af sygdom og svækkelse. Tilbage står derfor en kerne af medlemmer, som har et meget stort ord at skulle have sagt, når vinderen af nobelprisen skal uddeles. Blandt de toneangivende er litteraten Horace Engdahl, nuværende permanent sekretær og ordførende, forfatterne Katarina Frostenson, Birgitta Trotzig, Per Wästberg og Kjell Espmark. På torsdag kl. 13 ved vi, hvem de har udvalgt til øjeblikkelig verdensberømmelse.