Forleden dumpede et blåt klippekort ind ad brevsprækken hos forfatteren Mathilde Walter Clark. For et par måneder siden var det en synonymordbog, og i sidste måned var der én, der sendte hende en hel pakke printerpapir. Forsendelserne kommer fra folk, der har set forfatterens hvide sedler med overskriften 'Mæcen søges'. De hænger rundt omkring i København. Sponsorkunstner på Nørrebro »Mange har et sponsorbarn i Afrika, som de sender penge til. Hvorfor ikke have en kunstner på Nørrebro«, siger forfatteren, der siden januar har søgt folk, der kan hjælpe hende med at overleve som forfatter. »Folk elsker historier, der er bare ikke så mange, der tænker over, at det koster penge at producere dem«, siger hun. Så en dag i januar måned, da Mathilde Walther Clark gik og grublede over det sorte hul, der sugede overskuddet ud af økonomien, slog det hende: Hun havde brug for en mæcen. Sådan en rigtig rig mand eller kvinde, der kunne støtte hendes kunst - ligesom de gjorde det på H.C. Andersens tid. 100 kroner om måneden Så hun rustede sig med tape og tålmodighed og drog mod Nørreport. Her hænger de hvide sedler og blafrer for vinden sammen med henvisningen til hjemmesiden maecensoeges.dk. Det har betydet, at hun har fået en mæcen, der sætter 100 kroner ind på hendes konto hver måned. En mæcen, hun spiser frokost med, en grøntsagsleverandør-mæcen og en, der sender te. »Et gods, der gerne ville have en husforfatter. Det ville være helt fantastisk. Men så skal jeg nok ikke rende rundt og hænge toiletopslag op inde i byen«, siger hun og tænker lidt over det. »Nogle af de største anerkendte digtere er på bistandshjælp. De sidder og skriver ulovligt og er bange for, at de bliver opdaget. Det kan da ikke være meningen. De er jo ikke dagdrivere, der lukrerer på samfundet. Tværtimod - de bidrager jo«, siger hun og understreger, at hun ikke på noget tidspunkt har regnet med, at det ville være nemt. Bagefter klukker hun over, at hendes projekt er sådan lidt Don Quijotesk: »I en tid, hvor der ikke fandtes drager og prinsesser, drog han ud for at være ridder. Troede selv fuldt og fast på projektet. Det er lidt det samme nu. Der er ikke nogen mæcener længere«. Skrev til Mærsk Hun har sendt breve til Claus Riskjær, Peter Asschenfeldt, Mærsk og mange flere. 'Send flere penge' stod der på postkortet til Brian Mikkelsen under frimærket med musvågen. Han fik også en af hendes mæcen-T-shirts, som han ikke vil gå med. Ideen med T-shirts er Mathilde ellers særlig vild med: »Det kunne skabe mode. Man kunne gå rundt i Hellerup Havn og spise is med sin mæcen-T-shirt på«, siger hun og tilføjer, at på den måde ville alle jo kunne se, at man var så rundhåndet at støtte kulturen. Det ville der være stil over. Den eneste hage er, at hun ikke fået nogen penge af de magtfulde mænd. Men et venligt svarbrev fra dem alle er det da blevet til. Slip for skat »Jeg ved godt, at vi har de her statslige organer som Statens Kunstfond, og det er selvfølgelig super godt, at de er der. Men det er som at deltage i et lotteri. Det er ikke alle, der får. Det er lidt som at fodre katte i et sommerhusområde. Man får en gang, og så får man måske ikke den næste«. Hvorfor ikke gøre som i Frankrig, spørger hun, hvor kunstnere slipper for at betale skat de første fem år, indtil de har fået deres foretagender op at køre. »Klø på med det. Vi skal nok lade dig være i fem år. Det er mæcenvirksomhed, der giver mening«, siger forfatteren. Historier er vigtige Men historierne - dem kan vi ikke leve uden: »Vi har brug for historierne til at forstå os selv i vores eget liv, når vi møder modstand. Hvis man kommer ud i en krise, kan man ikke se, at det er en nødvendig del af en helts rejse i livet. Historier er en måde at overskueliggøre livet på«, siger hun. Hun er en bekymret for historiernes fremtid. Så hvorfor ikke tænke nyt. For eksempel burde flere virksomheder spekulere i at yde støtte til forfattere og ikke kun til sport, mener Mathilde Walter Clark. »Den virksomhed, der havde støttet Ib Michael, ville være helt vildt tjekket i dag«, mener hun. Og foreslår også andelsselskaber som en mulighed. Så kunne andelshaverne hver især smide et beløb om måneden og tage en del af æren for kunstens overlevelse. Og H.C. Andersen havde aldrig klaret den uden de glade givere. Men når nu det er så svært at leve af at skrive, er det så besværet værd? »Folk siger: Så giv dog op. Bliv dog bagerjomfru. Men det kan man bare ikke. Det ville føles som forræderi. Det er jo fuldstændig fantastisk at skrive. Det bedste i hele verden. Men det er en humlebiaktion, hvor man tænker åh nej, om lidt opdager jeg, at vingerne er alt, alt for små«. Mathilde Walter Clark debuterede med romanen 'Thorsten Madsens Ego'. Hendes næste roman, 'Tingenes uorden', udkommer til september.