En hukommelse af papir', lyder overskriften på en af anmeldelserne af Umberto Ecos nye roman på dansk 'Dronning Loanas mystiske flamme'. Kritikernes gennemgang af romanen synes nu mere at antyde, at Eco har en hukommelse som en elefant, og kritikerkorpset er da også behørigt imponerede over, hvor megen viden det i årenes løb er lykkedes at proppe ind i knoppen på semiotikprofessoren fra Italien. De er bare ikke helt enige om, hvorvidt det nu også er interessant, underholdende og læseværdigt - eller om det er lumsk kedeligt med alle disse finlitterære og triviallitterære referencer. Af anmeldelserne kan man se, at nogle af kritikerne i årenes løb har pligtkedet sig gennem nogle af Ecos tidligere udgivelser, selv om de også dér har været momentvis imponerede. Denne gang er flere af dem imidlertid superbegejstrede. Viden fra alle stigereoler Lars Bonnevie skriver i Weekendavisen, at 'Dronning Loanas mystiske flamme' er den bedste, Eco indtil nu har skrevet. »... fuld af brillans og filosofisk underfundighed, ikke mindst fordi han på en så original måde inddrager læseren i fortolkningen af Giambattistas verden og sprænger de rammer, dette støvede litteraturmenneske og hans ligesindede sætter op«. Som Bonnevie skriver, er det netop historien om Giambattista Bodoni, den 60-årige antikvarboghandler, Eco folder ud i sin roman. En historie om en mand, der mister hukommelsen og glemmer alt om sin personlige historie og kun kan huske, hvad han har læst. En ønskehistorie for en mand som Eco, der her frit kan hente viden fra alle stigereoler. Elskeligt ekko I Politiken erkender Bjørn Bredal, at han gennem årene er blevet bekræftet i, at Ecos bøger efter hans store succes med 'Rosens navn' har været netop ekkoer. »Men man kan alligevel ikke, bog for bog, lade være med at holde af ham, og i dagens roman bliver man næsten forelsket i den håbløse nørd, som i stedet for et hoved har fået et bibliotek«, skriver Bredal. Et øjeblik er man i tvivl om, hvorvidt han taler om Bodoni eller Eco, men i den følgende sætning står det klart, at han taler om dem begge. »Det er en selvbiografi, der udkommer i dag«, skriver han. Den konklusion cirkler flere af anmeldelserne i øvrigt om. Uanset om de kan lide bogen eller ej. Fængslende og tankevækkende Det kan Hans Larsen i Ekstra Bladet. Han kalder bogen fortryllet og fortryllende. »En sjælden gang får man en bog i hånden og ved med det samme, at man vil elske den med fryd og vende tilbage til den igen og igen«, skriver han. Umberto Ecos hovedperson må - naturligvis - forsøge at komme i tanker om, hvem han egentlig er. Og det er her, bogens charme ligger, mener Bjørn Bredal. »Manden med slagtilfældet rejser til sit barndomshjem og begynder at endevende kældre, lofter, stuer, børne- og arbejdsværelser for alt det, der må have skabt hans identitet«. »Vi taler om 500 siders pulterkammer, så det er temmelig krævende, men det er også rørende, skægt, fængslende og tankevækkende«, mener Bredal. Lukket inde i en citeret verden Det mener Bo Hakon Jørgensen overhovedet ikke i Kristeligt Dagblad. »Nu har jeg pløjet mig igennem 490 siders Umberto Eco, og jeg er ikke begejstret. Den lange bog savner en fremadskridende handling, og dertil er den så litterær, at jeg vil advare folk, der ikke har tilbragt et liv i litteraturstudiet, mod at kaste sig over den. Det er bestemt ikke 'Rosens navn' en gang til«, skriver han. Han er heller ikke enig i, at Bodonis jagt på sig selv er særlig spændende. »Læst som et sådant forsøg på fortidsrejsning er Ecos bog som sagt sympatisk, men også meget katalogagtig. Han nævner ting efter ting, navn efter navn, tegneserie efter tegneserie, popmelodi efter popmelodi, men lige lidt fænger det som læst handling eller som personpsykologi«. Bo Hakon Jørgensen mener ikke, man kan bebrejde oversætteren Thomas Harder noget. Tværtimod. Han roser ham i næsten lige så høje toner som Bjørn Bredal. Den manglende fremdrift i bogen skyldes det tunge læs af litterære referencer, der har udgjort Ecos eget liv. »På denne måde er bogen tværtimod et skræmmende eksempel på, hvordan litteraturmennesker, som også undertegnede, bliver lukket inde i en citeret verden«. Tag den, Umberto! Studentikos spøg Dommen er ikke mildere i Fyens Stiftstidende, hvor anmelderen godt kan se, at bogen har kulturhistorisk interesse. Ikke mindst på grund af de mange illustrationer. »Måske kan man også finde morskab ved at gennemskue romanens utallige litterære hentydninger - men den slags magre intellektuelle fornøjelser har jo mere at gøre med snobberi end med en egentlig værdsættelse af litterær kunst. Som litterært værk forekommer bogen mig mest at være en langtrukken studentikos spøg«, skriver anmelderen. I Berlingske Tidende er Michael Jannerup Andersen lidt lunken, om end han er tilfreds med, at Eco denne gang trækker på et personligt stof. »Men som Eco har for vane i sine andre murstensromaner, så taber han også i passager Bodoni af syne, når endnu en billed- eller tekstanalyse af et stykke børnekultur skal proppes ind i antikvarboghandlerens i forvejen problemfyldte hjerne«. »Analyserne fejler ikke noget, men en opvakt redaktør havde skåret 100 sider ud og evt. udgivet dem som essays. Ideen med at illustrere romanen med tegneserier er til gengæld original og velfungerende«, skriver han. Identitetens tågede hjemland Jyllands-Postens anmelder, Jon Helt Haarder, ser 'Dronning Loanas mystiske flamme' som en typisk roman af Umberto Eco. Sprænglærd og humoristisk. »Denne læser følte sig godt underholdt og belært både om hukommelsen som den personlige identitets tågede hjemland og om et festligt landskab af trashet populærkultur, som det formentlig kræver en middelalderekspert og professor i semiotik at få foldet ud med den rette blanding af distance og hengivenhed«. »Og der er med garanti mere i romanens labyrint, end denne første gennemvandring afslørede«.