Mit navn er Herbert Pundik. Nachum til mellemnavn, efter min afdøde oldemor, der på jiddisch hed Nechome. Det er afledt af det hebraiske ord nehama, der betyder 'barmhjertighed'. Det var ikke skik blandt jøder at opkalde en nyfødt efter en levende person. Nachum er den mandlige form. Det er også navnet på en af profeterne. I min barndom var navnet en belastning, fordi det understregede min forskellighed og lagde afstand til mine danske, ikke-jødiske omgivelser. »Hvad hedder du?«. »Herbert Pundik«. »Hvad står der her som mellemnavn?«. »Nachum«. »Hvordan udtaler du det?«. »Na-chum«. Ch-lyden blev i danske øren til kh, altså Nakum. »Og hvad betyder det?«. »Han var en af de bibelske profeter - en af de mindre«, tilføjede jeg, i reglen beskedent. I en dansk underskole, i begyndelsen af 30'erne, før charterrejser, interrail og tv bragte det fremmedartede lidt tættere på livet, udløste oplysningen altid munterhed. Pundik, den lille profet. Min oldemor nåede aldrig at se Danmark, og jeg nåede aldrig at finde hendes grav. Den er udslettet. Ligger et eller andet sted under en parkeringsplads i den lille ukrainske by Romney, hvorfra jeg stammer på min fars side. De tyske tropper erobrede Romney i 1941 og skød de fleste jøder. Det var før tilintetgørelseslejrene var kommet i gang, før udryddelsen af de europæiske jøder var blevet industrialiseret. Tyskerne befandt sig endnu på begynderstadiet, så de var tvunget til at skyde jøderne én for én. Jøderne måtte ofte grave deres egne grave. Senere blev de gasset i grupper og brændt. Jødiske fanger blev sat til det grove arbejde i tilintetgørelseslejrene. Som belønning fik de lov til at leve et par uger ekstra. Sådan døde den del af min familie, der ikke havde fulgt min bedstefar, hattemagerens, eksempel, og var udvandret medens tid var. Bevidstheden om deres skæbne er en del af min arv på fædrene side. Tyskerne vandaliserede den jødiske kirkegård i Romney. Det, de efterlod, forfaldt efter krigen. Det var sovjetisk politik at bekæmpe ikke blot jødisk religion, men også jødisk kultur. Det fik jeg at vide i 1983, da jeg på strengt ulovlig vis forsøgte at besøge Romney, drevet af en måske uforklarlig trang til at lære den by at kende, hvor min far havde leget som dreng, før familien flygtede i 1905 efter en blodig pogrom. Målet var Amerika, men pengene slap op, da de kom til Lübeck, så det blev Danmark. DR's daværende Moskva-korrespondent Samuel Rachlin var fulgt med for at tolke og hjælpe os på vej på denne 'sentimental journey' tilbage i min familiehistorie. Det skulle senere vise sig, at han, uden at ane det, også var på vej tilbage i sin familiehistorie, mod samme mål som vort - Romney. Da han fortalte sin far om den tur, der endte i armene på den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB, sagde Israel Rachlin: »Din bedstefar ligger også begravet i Romney«. To københavnere med et fælles udgangspunkt i en ukrainsk provinsby. Grunden til KGB's interesse i vore rejseplaner var, at byen som så mange andre områder i Sovjetunionen var lukket for uvedkommende. Men det er en anden historie, som der måske bliver plads til at berette nærmere om senere. Jeg er født på Østerbro, Skt. Jakobs Sogn. Min bedstefar hed Berl Dov på jiddisch, og Berl blev han ved med at kalde sig efter ankomsten til Danmark. Han var ortodoks hjemmefra og overholdt reglerne for traditionel jødisk levevis. Det ville derfor have været et stilbrud, hvis mine forældre havde valgt at kalde mig Peter eller Hans. Så vidt var det endnu ikke gået med den russiske immigrantbølges assimilation i det danske. Det varede nogle årtier, før de jiddischtalende indvandrere vænnede sig til dansk mad og danske fornavne. Det gik hurtigere med at vænne sig til danske piger og det danske sprog. Navne og spisevaner var bånd til en fortid, som man ikke lagde bag sig, før man havde slået ny rod i det danske. Så jeg fik fornavnet Herbert. Det havde en vis tilknytning til det jødiske. Jeg blev navngivet efter en englænder, der havde kastet glans over jøderne. Han hed Herbert Samuel og blev i 1920 udnævnt til den første engelske højkommissær over Palæstina af premierminister Lloyd George. Samuel blev senere adlet og medlem af Overhuset samt formand for Det Liberale Parti. Engelske tropper erobrede Palæstina fra tyrkerne i december 1917 under general Edmund Allenbys kommando. På vej til Jerusalem måtte de engelske tropper, støttet af australske, bl.a. nedkæmpe det tyrkiske forsvar af ørkenbyen Beersheba. Den havde dengang nogle få tusind arabiske indbyggere, der boede i huse bygget af soltørrede muddersten. I dag er Beersheba en vigtig israelsk industriby med over 200.000 indbyggere. De tyrkiske fodfolk var støttet af artilleri kommanderet af tyske officerer udlånt til formålet. Tyskland og Tyrkiet var allierede under Første Verdenskrig. En af de tyske officerer var i øvrigt en ung mand, som skulle blive far til Erik Fischer, museumsmanden, internationalt anerkendt, mangeårig leder af Statens Museum for Kunsts kobberstiksamling, og medlem af Politiken Fondens bestyrelse. Men end ikke Fischers far kunne ændre slagets gang. Fra Beersheba fortsatte de engelske styrker til Jerusalem, der begejstret overgav sig til general Allenby. Herbert Samuel, min navnebroders udnævnelse i Palæstina vakte glæde blandt jøder verden over, og tilsvarende postyr i den arabiske verden. Emir Faisal, senere konge af Irak, erklærede, at udnævnelsen ville få den værst mulige indflydelse på den arabiske befolkning, da det var almindelig kendt at »Hr. Samuel er zionist, hvis ideal er oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina på ruinerne af det, der var at betragte som en del af Syrien«. I begyndelsen af 1920'erne boede færre end 85.000 jøder i Palæstina, men fremsynede arabere som Faisal kunne forestille sig, hvor det bar hen. Den arabiske modstand voksede med den stigende jødiske indvandring og kulminerede i maj 1948 i den krig, der bl.a. førte til mit møde med de irakiske styrker i Samarias bjerge. Faisal var forudseende. Det samme kan ikke siges om hans barnebarn Faisal II, der afsluttede Iraks kongerække. Han blev væltet af et officerskup i 1958, der banede vejen for Saddam Hussein. Det var samme Faisal, som Paul Hammerich i Politikens reportage fra Bagdad gav følgende afsked med på vej: »Emirens tarme hang i peppertræet, da vi rykkede ind i Bagdad«. Færre end 30 år senere gav udviklingen emir Faisal ret. I 1948 proklamerede jøderne deres stat, Israel. Den 14. maj strøg den sidste af Herbert Samuels efterfølgere som højkommissær Union Jack og gik om bord i det krigsskib, der skulle føre ham tilbage til England. Herbert Samuel oplevede det ikke. Det gjorde jeg til gengæld - som soldat i den nye stats temmelig improviserede hær. En ny tragisk epoke i det hellige, omstridte lands historie tog sin begyndelse. Det var sikkert et højtideligt øjeblik, da den nye jødiske stats bygmester, David Ben Gurion, i Tel Avivs Kunstmuseum den 14. maj 1948, udråbte den første selvstændige jødiske stat i over 2.000 år. Jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt ikke havde sans for det historiske vingesus. Jeg var optaget af en anden, mindre højtidelig, men i personlig henseende ikke mindre væsentlig susen. Den stammede fra de irakiske granatkastere, der havde taget stilling på Samarias bjerge med udsigt til Middelhavet og den nye stats kystslette. Vi var udset til at beskytte området mod en irakisk invasion. Vi var fem danske frivillige, af en gruppe på otte danskere, der var ankommet fire dage forinden pr. skib fra Italien, for at deltage i krigen. Irakerne var punktlige, det må man indrømme dem. De begyndte ikke at beskyde os før Ben Gurion i Tel Aviv havde udtalt: »Og hermed erklærer jeg oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, dens navn er Israel«. Klokken var fire eftermiddag. En af de israelske soldater, der lå ved siden af mig i skyttegraven, havde radiokontakt bagud. Han råbte noget på hebraisk, som jeg ikke forstod. Dels fordi de første irakiske granater var begyndt at falde med en øredøvende hvinen, dels fordi jeg ikke forstod hebraisk. Jeg spurgte en anden soldat der kunne lidt engelsk, hvad radiomanden havde råbt. »Ben Gurion har lige sagt, at nu har vi en stat«, svarede han lakonisk. Det historiske øjeblik, som min bedstefar, hattemageren, havde bedt Vorherre om tre gange dagligt med ansigtet vendt mod øst, mod Jerusalem, gjorde ikke dybere indtryk. Vi havde vigtigere ting for. Oppe i bjergene lå 3.000 irakiske soldater. Vores opgave var at holde dem deroppe. Deres var at nå ned til kysten og skære den nye stat i to dele. Først efter krigen gik det op for mig, at irakerne havde været nær ved at nå deres mål. På et sted langs fronten var de nået fem km fra Nathania ved Middelhavet, der var et yndet rejsemål for mange danske charterturister, indtil de nuværende uroligheder mellem israelere og palæstinensere drev dem mod fredeligere egne. Irakernes granater ramte godt. Vi fik forklaringen, da vi en sen nat gik til modangreb og erobrede nogle af deres stillinger. Blandt deres efterladenskaber fandt vi gamle, slidte eksemplarer af tyske soldaterblade fra Hitlertiden. Det var tre år efter Tysklands nederlag. Og tyske frivillige på flugt fra sammenbruddet havde meldt sig til den irakiske hær, som vi havde meldt os til den israelske. Måske lokket af hyren, måske også af lyst til at slå et sidste slag i Hitlers kamp mod jøderne. For at opholdet i det fremmede ikke skulle virke for langtrukkent, havde de medbragt deres gamle lekture. Natten til den 14. maj pakkede de engelske tropper sammen og forlod Jerusalem. Major Allen, den engelske officer , der havde haft ansvaret for den gamle by inden for murene, stoppede uden for det hus, hvor lederen af indbyggerne i det jødiske kvarter, Rabbi Mordechai Weingarten, boede. Rabbien kom ud. Allen gjorde honnør og sagde: »Siden år 70 efter Kristus og indtil i dag har jøderne aldrig besiddet nøglerne til Jerusalem. I dag er første gang i over 1.800 år, at I opnår dette privilegium«. Derpå gav major Allen ham nøglerne til Zionporten, den ene af det gamle Jerusalems syv porte. I tilgift gav han ham også en personlig gave. En stengun og nogle fyldte magasiner. Symbolikken var ikke til at tage fejl af. Mit liv var således fra fødslen knyttet til et stykke omtvistet jord på den østlige Middelhavskyst. Først på grund af mine forældres begejstring for en engelsk koloniembedsmand af jødisk herkomst, og siden på grund af et personligt valg. Denne bog er et forsøg på at opklare baggrunden for dette valg, og et, måske forgæves, forsøg på at afgøre med mig selv, om jeg valgte rigtigt.