Det var da noget værre noget, vi havde gang i her i hulen i sidste uge. Ansporet af mødet med den svenske forfatterstjerne P.O. Enquist på et toilet i TV-Byen endte vor seriøse spalte i fallisk vulgaritet. Vi skulle til at berette historien om dengang, den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald (ifølge Ernest Hemingways 'Der er ingen ende på Paris') var så bekymret over størrelsen af sin penis, at han måtte besøge de mandlige marmorstatuer på Louvre for at finde roen igen, men så blev vi forstyrret af vor rødstøvlede frue, så hvad nu? Universel succes Bør vi fortsætte, hvor vi slap, eller én gang for alle springe tilbage til den alvor, vi er berømt for at hylde i forbindelse med litteratur? Hvis Deres bibliopat havde været Luke Rhineharts terningemand, havde han blot kastet en lille marmorfirkant og ladet antallet af øjne bestemme, men han bryder sig ikke om Terningemandens uhyggelige tilfældighedsfilosofi, så han slipper ikke for selv at skære igennem, og egentlig er det jo nemt: Sådan. Tilbage på sporet. Vig bort, Satan! Forsvind, dæmoner! Testosteron go away, good manners are here to stay! Apropos Louvre er det på høje tid, at bibliopaten beskæftiger sig lidt med fænomenet Dan Brown, som vi for nylig berørte i form af et quizspørgsmål, som et rekordantal læsere svarede på. Brown er manden bag de hurtigst sælgende bøger i universet netop nu. Vor læser kan jo blot spørge tilfældige folk i toget, hvad de synes om 'Da Vinci Mysteriet' (DVM)? I bøgernes verden har den længe været en landeplage, og det kan vi her i biksen, hvor vi altid har haft et godt øje til Leonardo da Vinci, godt forstå. Den hellige gral Browns historie starter i Louvre, hvor museumsdirektøren findes myrdet. Han er nøgen og ligger meget akavet på gulvet, der står nogle ord med tusch på hans overkrop - politiets undersøgelser viser, at det er museumsdirektøren selv, der har anbragt sig selv i den sære position, hvad er det, han forsøger at meddele sin omverden? Mere tør vi næsten ikke sige, for vi kunne ikke finde på at ødelægge det hele for alle dem, der endnu har Browns geniale thriller til gode. Det er store ord at tage i sin mund, men Brown er i særklasse. Ikke stilistisk, men hvad angår plot. Han skriver bøger af den slags, der kan få et samfund til at gå i stå. Vig bort, S-tog, bil og cykel! Forsvind, togplan, skema og kalender! Skrub af, finanslov, Irakkrig og sædvanligt dansk klynkeri! Skrid, telefon, computer og distraherende TV - vi har ikke tid! Vi er i gang med at finde den hellige gral, vi er i gang med komplicerede talgåder, ambigrammer og billedanalyser. Vi er i gang med 'Da Vinci Mysteriet' af Dan Brown. Da Vinci trækker i trådene Brown, der har udgivet fire romaner, der dette år alle har ligget samtidig på New York Times bestsellerliste, er oprindeligt lektor i engelsk. Hans viv er kunsthistoriker, og det akademiske touch mærkes tydeligt. 'Da Vinci Mysteriet' er ligesom Browns lige så gode 'Engle og Dæmoner' i familie med 'Rosens Navn' af Umberto Eco og 'Over hals og hoved' af Michael Frayn. Det er bøger, der alle er inspireret af store europæiske tænkere eller kunstnere. Italienske Eco lagde ud med sit mesterværk om den blinde katolske bibliotekar, der slår ihjel for at forhindre, at verden får kendskab til det eneste kendte eksemplar af bind to i Aristoteles' 'Poetik', bogen, der handler om latter og derfor er farlig for den strenge religiøse ordensmagt. Engelske Michael Frayn tager også udgangspunkt i religionskritik. Han lader sine hovedpersoner, et ægtepar, der begge er kunsthistorikere, finde - og stjæle - et hidtil ukendt maleri af den nederlandske maler Pieter Bruegel den ældre. Et kættersk maleri, der rummer en voldsom kritik af inkvisitionen. Amerikanske Dan Brown lader en anden europæisk kæmpe, Leonardo da Vinci, trække i trådene. Detektivisk symbolanalytiker Det skønne ved 'Da Vinci Mysteriet' er, at den som Ecos og Frayns bøger er bygget op omkring en detaljeret viden og refleksion over europæisk arkitektur og kunst. Der er ikke blot tale om en ferm krimi. I tilgift får man et udvidet og letlæst kursus i religions- og kulturhistorie med særlig vægt på de tempelriddere og den hellige gral, som også Eco (mindre vellykket) har beskæftiget sig med i 'Foucaults Pendul'. Hovedpersonen både i DVM og 'Engle og Dæmoner' er Robert Langdon, der har format til at blive en ny Indiana Jones. Vel at mærke en betydeligt mere dannet sådan, Jones som arkæologiprofessor har sgu altid været et postulat, det er nu engang pisken, Jones svinger bedst. Langdon kan også bruge sin krop, men ganske i pagt med den immaterielle økonomis epoke er det som detektivisk symbolanalytiker, han fejrer triumfer. Falsk impotens Her er vi så fremme ved dengang, Deres bibliopat for nogle år siden var på en ti uger lang ekspedition til Vinci, hvor han faktisk opholdt sig på lige netop det bjerg, hvor casa natale di Leonardo da Vinci ligger. Italien er fantastisk! Naturen, maden, byerne - og så købte bibliopatens frue på et marked et par fantastiske lyseblå sko med høj hæl og ankelrem, og så endte vi alligevel ved F. Scott Fitzgerald og Hemingway. Det bør nævnes, at Hemingway fik F. i godt humør igen, thi det viste sig at være F.'s hustru Zelda, der for at holde sin mand på dydens smalle sti havde indgydt ham en falsk fornemmelse af, at han ikke var veludrustet nok til at have en chance hos andre kvinder! Det var efter lidt symbolforskning på stenstøtterne i Louvre og efter selv at have tjekket F. på et toilet, at Hemingway fik F. overbevist. Hvor nedrigt, Zelda. Quiz 1: »Først efter lang tids overvejelse har jeg givet mig i lag med at skrive en bog om kvinden. Emnet er ømtåleligt, især for kvinder, og fortærsket som få«. Fransk klassiker fra 1949, hvilken? Quiz 2: Seidevarre, Gustav og gudfrygtige Henrik - en fortælling fra Norge gemt inde i engelsk klassiker, hvilken? I sidste uge efterlyste vi navnet på en »pompøst skrivende forfatter, der levede i cølibat og i sin ungdom fik et mystisk sår, som kan have forårsaget en slags kastration«. Quiz 2 lød således: »Romernes penisgud var Bacchus, mens grækerne havde Hermes, inderne Shiva og egypterne Osiris. I hvilken græsk mytologisk fortælling smider en søn sin kastrerede fars penis i vandet, hvorefter en kærlighedsgudinde stiger op?«.Vi fik Afrodite Kære Bibliopat, Denne gang fik du mig til at lede dybt i reolerne. Først til grækerne. Historien er jo fantastisk, og det var Kronos, der kastrerede sin far, Uranos, hvorefter han resolut kastede sin fars lem i havet. Det lyder jo frygteligt, men noget godt kom der da ud af det, for dér, hvor stumpen landede, opsteg kærlighedsgudinden Afrodite fra havet, og hvad skulle vi have gjort uden hende? Hvad angår det andet quizspørgsmål er jeg næsten lost, men en ven af mig siger, at det vistnok var den amerikanske forfatter Henry James ... (korrekt, red.). Mange hilsner Troels Olsen, Kbh. S. Martin A. Hansen og bondepigerne Nu må vi be' om at få 'en studie af østsjællandske bondepigers seksualitet i begyndelsen af det 20. århundrede - med særligt henblik på Stevns' indføjet i næste års finanslov. Det er uholdbart fortsat at læse Martin A. Hansens 'Løgneren' uden. Og monografier af dette snit vrimler det med i litteraturer, vi plejer at sammenligne os med. Måske bør også inddrages 'kolde afvaskninger som middel mod seksuel opstemthed hos yngre personer - drenge i særdeleshed'... der er noget over Martin A. Hansens forfatterskab, som finder sin totale modsætning hos Henry Miller, forstår du, hvad jeg mener? Løgneren har jeg endnu på hylden - 'The Time of the Assasins' tilflød engang Doktor Jessen, Nansensgades Antikvariat. Det forlyder, at interesserede nu kan erhverve Millers bog i dansk oversættelse under titlen 'Assasinernes Tid - en Studie i Rimbaud'. (Bibliopaten anmeldte Millers Rimbaud-bog i 'Bøger' i sidste uge, red.). Med inderlig bibliopati, Evan Bogan Tryllebundet af 'Løgneren' Kære Bibliopat, Trettende november. Det er regnvejr. Bibliopat, jeg har fået lyst til at fortælle dig noget. At jeg denne gang endelig gættede din quiz. Det kan ellers godt knibe at være med på denne quiz-vogn, ja, man skal endda være meget belæst. Men nu gik jeg lige direkte hen i reolen, tog Martin A. Hansens bog 'Løgneren' og slog op på kapitel 1. Der stod det. Jeg blev atter en gang totalt grebet, fortsatte den hele lørdag lang - søndag med - tryllebundet af Sandø-verdenen, der kunne være den hele Jord - blev et med Sandøs indvånere, Sandøs natur, dyr, fugle, og sidst, men ikke mindst Kærligheden, der får det alt sammen til at leve. Det er Annemari og degnen, der elsker hinanden - betingelsesløst. Men hvad nu, hvis de havde fået hinanden, Bibliopat? Hvad så? Med venlig hilsen Else Novrup, Esbjerg Fra Uranus til Afrodite Kære Bibliopat, I forbindelse med dit første spørgsmål har jeg tænkt på forskellige muligheder, men ingen er rigtig overbevisende (Samuel Beckett, Nietzsche). Så jeg afventer svaret næste lørdag. Med hensyn til dit andet spørgsmål, er jeg mere på hjemmebane. Ifølge en version af myten skulle Afrodite være et resultat af, at Kronos kastrerede Uranus. Med venlig hilsen Daniel Radtleff, Hørve