»Vi er imod et diktat med en endegyldig facitliste og ser det her som endnu et tegn på, at regeringen vil diktere, hvad der sker i folkeskolen. Det er absurd at mene, at man kan lave en hitliste med de 15 bedste forfattere i Danmark. Hvorfor er Blicher med på den obligatoriske liste, mens Jeppe Aakjær kun er med på den vejledende? Et udvalg med andre folk ville formentlig komme op med andre 15 navne. Jeg er ikke enig med ministeren i, at det ikke skal op i forligskredsen, for justeringer af den art er forligsstof«. Pernille Blach Hansen, uddannelsesordfører (S) »Vi vil gerne have sikkerhed for, at ingen børn forlader folkeskolen uden at stifte bekendtskab med H.C. Andersen, så vi er meget glade for, at udvalget har anbefalet en obligatorisk kanon, og at undervisningsministeren er gået med på det. Uden en kanon bliver det alt for tilfældigt, hvad børnene læser. Vi vil stadig gerne have flere detaljer i en kanon, og det vil vi fortsat kæmpe for. Der skal være bogtitler, f.eks. 'Kongens fald' af Johannes V. Jensen, og specifikation af klassetrin. Helle Sjelle, uddannelsesordfører (K) »Der er jo ikke én eneste folkeskole, der ikke læser H.C. Andersen og andre centrale forfattere. Derfor er det rigtig dumt og overflødigt med en obligatorisk kanon, for man fratager lærerne og eleverne ansvaret for at diskutere sig frem til, hvad de skal læse. Det er en totalitær tænkning, at alle skal læse det samme, og det er uklogt, at undervisningsministeren vil indføre listen hen over hovedet på forligskredsen. Jeg er ikke uenig i selve forfatterlisten, for jeg tilhører samme generation som udvalget, men jeg er ikke så klog, at jeg har den fulde sandhed, og det er Jørn Lund (formand for Kanonudvalget, red.) heller ikke - selv om han er en klog mand«. Aage Frandsen, uddannelsesordfører (SF) »Der er ikke tale om en læseplan, men om en liste, der anviser de forfattere, som eleverne skal stifte bekendtskab med. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen af Folketingets partier kan være imod en videreførelse af kulturarven«. Ulla Tørnæs, undervisningsminister (V) »Vi har fra første færd forlangt en obligatorisk kanon, så vi kan kun være meget, meget tilfredse. Undervisningsministeren har før sagt, at hun var imod det, men jeg vil absolut kvittere for, at hun nu er vendt 180 grader. Det er vigtigt med en liste med ældre forfattere, da børn og unge nemt kan stifte bekendtskab med de yngre forfattere. Det er ikke udtryk for manglende tillid til lærerne, men skal betragtes som en håndsrækning, for det kan jo være, at nogle lærere ikke er opmærksomme på hele spektret«. Louise Frevert, uddannelsesordfører (DF) »Det er udtryk for en større statslig styring at gøre kanonen obligatorisk, og det er jeg imod. Disse forfattere er en del af vores kulturarv, og jeg ville synes, det var underligt, hvis en elev kunne komme igennem skolen uden at møde dem. Men vi skal holde fast i, at den slags skal være vejledende, da man skal forvalte undervisningen lokalt«. Pernille Rosenkrantz-Theil, uddannelsesordfører (Enh) »De fleste af forfatterne på listen bliver læst i folkeskolen. Dansklærerne er trods alt uddannede. Ved at gøre listen obligatorisk bryder man med en god tradition for, at læreren selv inddrager det indhold, der er relevant i undervisningen. Jeg ser det som endnu et tegn på en stigende centraliseret styring i uddannelsessystemet og en omgåelse af forståelsen i forligskredsen for gymnasierne, hvor vi er gået bort fra pensumstyring. Undervisningsministeren har løbende tilkendegivet, at det ikke blev en obligatorisk liste, så jeg beklager, at hun har ændret holdning. Jeg beklager også, at nyere forfattere ikke er med, for det betyder, at tekster fra børnenes egen tid ikke får samme fokus«. Marianne Jelved, leder (R) »Der er ikke noget galt med navnene, men det er forbløffende så få børne- og ungdomsforfattere, der er på listen. Jeg kan være bekymret for, at børn og unge tror, at det at læse bøger er at læse disse forfattere, så jeg havde gerne set nogle moderne børne- og ungdomsforfattere. Jeg synes rigtig godt om Ole Lund Kirkegaard, men det er ikke ligefrem den moderne tilværelse, han skriver om. Generelt kan jeg ikke fordrage, at man gøre nogle forfattere til obligatorisk læsning. Jeg har stor respekt for lærerstanden, og der er ingen lærere, der ikke vil følge anbefalinger«. Janne Hejgaard, formand for BU-gruppen (forfattere af skønlitteratur for børn og unge), Dansk Forfatterforening »Vi er ikke afvisende over for fastlagte forfatterskaber. Jeg ser dog et problem i, at vi kun har 260 timer dansk i gymnasiet, og jo mere beslag, der lægges på tiden, jo mindre mulighed får lærerne for at lave andre ting. Personlig behøver jeg ikke at ændre noget i min undervisning med de 15 valgte obligatoriske forfatterskaber. Jeg kan ikke mindes at have sendt en 3. g af sted uden at have læst samtlige 15 med dem. Men det er afgørende med sådan en liste, at den med jævne mellemrum tages op til overvejelse«. Søren Peter Hansen, formand for Dansklærerforeningens gymnasiefraktion. »En obligatorisk liste er en rigtig dårlig idé. Det er simpelthen ikke muligt at lave den, og det er betænkeligt at lægge op til mere central styring. Det ville have været utrolig spændende at have hørt, hvad de enkelte udvalgsmedlemmer hver især havde af bud. Så kunne vi lærere være blevet en del af diskussionen og have reflekteret over vores undervisning i stedet for at være blevet påtvunget en facitliste. Hvorfor er for eksempel Jeppe Aakjær ikke med? Måske kunne de have givet mig et godt svar, hvis jeg havde fået lov at få muligheden«. Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens store rejsejournalist er død
-
»Det er helt vanvittigt«: Forskerne håbede på én ren jordprøve. De fandt ingen
-
En fremmed art har indtaget universitetet
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
-
»Det er jo ikke bare et problem for Tyskland, det er et problem for hele Europas sikkerhed«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





