Bogen er utrolig spændende. Den er at læse som en rigtig god roman, hvor et menneskes livsholdning og valg bliver kortlagt«, stod der i krimiforfatteren og journalisten Leif Davidsens anmeldelse i Politiken. »Spændende som en kriminalroman, som der står i enhver klichéfyldt anmeldelse af den slags journalistiske produkter. Og den er spændende«, istemte Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende, og følte sig altså alligevel ikke for fin til at benytte klichéen. Spændingsdommen angik ugens mest omtalte bog, interviewbogen 'Danskeren på Guantánamo' af Politikenjournalisterne Hans Davidsen-Nielsen og Matias Seidelin. Her var beretningen om en ung danskers rejse, som Leif Davidsen skrev, »fra moskeen i Brabrand over Algeriet og London og Afghanistan til Guantánamo og tilbage til Danmark og dermed det fædreland, hvor mange forskellige fløje nu vil slå politisk plat på hans historie«. Oplysnigner stemte ikke overens Det ville udenrigsminister Per Stig Møller sikkert skrive under på, hvis ikke han havde haft for travlt med at strikke en forklaring sammen: Da bogen landede på hans bord, måtte han sande, at ministeriets og Slimanes oplysninger om tilfangetagelsen ikke stemte overens, bl.a. hævder bogen, at han blev slået og fik barberet sit religiøse skæg af ved anholdelsen. »Det væsentlige er jo, at han selv siger, at han har haft det godt«, sagde Per Stig Møller til TV 2/Nyhederne. Kunne det skade med lidt hårdfør behandling af en ægte fjende af demokratiet og retssamfundet, som vi kender det? Tja, vi skal jo netop kende rækkevidden af vore principper på, hvordan vi behandler vores værste fjender. Så Per Stig tilføjede: »(...) han må ikke blive slået«. Og så var den ged barberet. Dyb foragt Alle anmelderne fremhæver bogens skildring af Slimanes venlige væsen, som dog ikke afholder ham fra at have nogle horrible totalitære holdninger: »»Jeg har den opfattelse, at folk skal tilpasse sig islam. Det er ikke islam, som skal tilpasse sig folk«. Derfor må han logisk konkludere: »Demokrati vil altid være uforeneligt med en islamisk stat««, citerer Davidsen Slimane og hiver ham derefter i det selvretfærdige skæg, der ikke er til at skelne fra det, der voksede på den revolutionære venstrefløj i 1970'erne: »Det, som han helt klart ikke forstår, er, at hans holdninger har utallige uskyldige menneskeliv på samvittigheden, fordi utopister altid sætter ideologien over mennesket. At det, han ser som en dyb tro, indebærer en dyb foragt for anderledestænkende mennesker«. Ukritiske journalister »Godt at få en førstehåndsberetning fra en mand, der venligt, men bestemt er parat til at slå ihjel for sin tro. Godt at få øjenvidneskildringer fra tortur i amerikansk varetægt, godt at få præsenteret ikke bare den officielle version af Guantánamo, men også den version, der sender ministre i samråd«. Sådan skrev Peter Hagmund i Fyens Stiftstidende. Men rosen havde torne hos Hagmund: »Ofte sidder man som læser tilbage med indtrykket af, at forfatterne ikke har villet presse deres guldfugl Slimane til at svare på de mere ubehagelige spørgsmål. Og man sidder ikke mindst tilbage med indtrykket af, at forfatterne ikke har forsøgt at få verificeret en række af Slimanes udsagn«. »Slimane har klart evnen til at forføre sine afhørere i fængslet i Cuba, og man får også fornemmelsen af, at han et stykke af vejen har forført sine forfattere«, konstaterede Leif Davidsen. Og Blüdnikow mistænkte forfatterne for direkte skønmaleri: »(...) har de to journalister forskønnet hans ord og fjernet de værste skrubtudser?«, og spurgte: »Har Slimane haft det sidste ord?«. Slimane er en klog fyr Bo Bjørnvig skrev i går i Weekendavisen om de to forfattere: »De holder tungen lige i munden«. Men senere advarede han: »I det hele taget må man huske, at meget af bogens stof er leveret af Slimane selv, også mere end det fremgår af forordet, og at han er en klog fyr, som forstår at stille sig i den rette positur«. Og her er det formodentlig ikke forsidebilledet af en fange i orange dragt og med lænkede hænder, Bjørnvig tænker på. Han tror ham blot ikke over en dørtærskel, når han hævder ikke at have haft forbindelse til al-Qaeda, men gerne når Slimane hævder, at den hårdhændede arrestation ikke var tortur, selv om netop det er med til at give det »flatterende portræt« af ekstremisten. »Når bogen trods disse indvendinger er god og spændende læsning, skyldes det netop denne spænding mellem forfatternes solidariske fremstilling og så det billede af en farlig ekstremist, vi alligevel får«.