I februar 1969 gjorde Akademirådet noget, det yderst sjældent gør - og under alle omstændigheder ikke har gjort siden. Det fjernede et stykke kunst fra Udstillingsbygningen ved Charlottenborg. Værket var indleveret til en konkurrence om akademiets guldmedalje, som allerede dengang var et fortidslevn i forhold til den antiautoritære ånd, der var sluppet ud af flasken efter 68-oprøret. Fjernelsen af kunstværket blev begrundet med en skrivelse, underskrevet af syv medlemmer af den faglige bedømmelseskomité, som var identisk med Akademirådet. Begrundelsen lød: »Ved bedømmelsen af de ti til guldmedaillekonkurrencen indkomne værker har akademirådet desværre fundet, at et af de indleverede arbejder indeholdt påstand om en navngiven persons homoseksualitet«. »Akademirådet finder, at angreb på seksuelle minoriteter har samme karakter som racediskrimination, og har derfor set sig nødsaget til at fjerne det fra nærværende udstilling«. Provokerende Bjørn Nørgaard På baggrund af alle de kunstnere, der siden har søgt at tilkæmpe sig et lille stykke verdensberømmelse ved at provokere hæderkronede institutioner og andre af samfundets mest hellige køer, kunne man godt have betegnet sagen som et meget lille vindpust i et meget stort glas vand. Men sådanne provokatoriske tiltag var endnu en sjældenhed i 1960'ernes kunstliv. Kunstneren, der havde indsendt værket, var en ung og endnu ukendt Bjørn Nørgaard, senere professor ved Kunstakademiet, modtager af Thorvaldsen Medaljen, Ridderkorset, Ingenio et Arti m.m. og overhovedet den kunstner i nyere tid, der har haft størst betydning for danskernes forståelse af deres historie. Det er sket gennem de 17 danmarkshistoriske gobeliner til Riddersalen på Christiansborg Slot, oprindelig en gave til dronning Margrethe, som dronningen allerede ved værkets overdragelse og ophængning gav videre til det danske folk. Ung himmelstormer Værket, som ikke eksisterer i afbildning, var et stort collageagtigt arbejde, et åbent univers af billeder og bogstaver, og det var en af de mange påskrifter, der var faldet medlemmer af Akademirådet for brystet. Man kunne forledes til at tro, at denne unge himmelstormer, Bjørn Nørgaard, som for resten slet ikke havde fået sin uddannelse på Kunstakademiet, men på den eksperimenterende kunstskole - et anti-autoritært alternativ til akademiet - var en helt anden end den centralt placerede kunstner, som vi kender i dag. At det ikke er tilfældet, kan man se af det åbne brev, som Bjørn Nørgaard straks efter afvisningen sendte til Akademirådet. Overskriften var 'Hvadsomhelst, hvorsomhelst, hvornårsomhelst', og indholdet var formuleret som et kunstnerisk credo, som ikke blot har gyldighed den dag i dag, men også - indirekte - fortæller, hvor svært det må være at videregive opskriften på, hvad kunst er. »Kunst er et stort tomt hul« Eller sagt på en anden måde: Hvor svært det må være for et hvilket som helst kunstakademi at fungere som undervisningsinstitution og at holde trit med kunstbegrebets udvikling, især når begrebet hele tiden forvandler sig. Bjørn Nørgaard skrev dengang i 1969: »Kunst er hvad som helst hvor som helst. Det er til enhver tid de mennesker, der kalder sig kunstnere, som selv bestemmer deres rolle, som bestemmer deres materiale, som placerer sig. Netop at man ikke ved, hvad kunst er, er den vigtigste egenskab ved kunst. Kunst er et stort tomt hul. Man kan putte alt i det. En uendelig række muligheder for strukturer er til stede. Man kan udforske det i det uendelige. Kunst er et ukendt sprog, en række magiske besværgelser til at afdække det 'guddommelige', til stadig at afdække nye lag. Følte sig forhåndscensureret I kunst kan alt ske. At ikke alt sker, er det spændende. Nogen gange sker det, andre gange sker det, det gør, at kunst er en række forskellige strukturer, hvoraf man kan aflæse hvad som helst, eller det man har brug for eller det, man ønsker at aflæse. Kunst er et begreb hinsides alt, det er en betegnelse, man kan give sine aktiviteter, hvis man har behov for det. Det er en total åbenhed, en total kommunikation. Man kan ikke 'bruge' kunst til noget, kunst er ingenting, kunst er ligegyldigt. Kunsten, skønheden, kærligheden, revolutionen er permanent, 'guddommelig' - de er der bare, lige meget hvor mange museer og mausolæer de bygger, lige meget hvor mange biografier og genier, de prakker os på, alle disse små bange mennesker«. Kunstneren følte sig forhåndscensureret. Hans værk stod for en ny udfordrende åbenhed over for alle lag i samfundet, og den åbenhed var blevet ham nægtet. Da han ikke ville begrænse sig til det område, som den offentlige moral havde afgrænset, var han kommet til at jokke på nogle tabuer. Derfor rundede han sit brev af således: »Akademirådet har overskredet sin kompetence ved at blande sig i noget, som ikke vedkommer rådet: Det skal uddele to medaljer og intet andet«. Medaljer fik han foreløbig ingen af. Til gengæld var skandalen en realitet, for syv af de ni andre konkurrenter til guldmedaljen fjernede straks deres bidrag til udstillingen i protest mod akademiets disposition. I et interview i Politiken understregede Bjørn Nørgaard over for Hasse Havgaard, at hans hensigt slet ikke havde været at fornærme nogen. Han mente endog, at enhver måtte være i stand til at se, at de meget perfide ord, han havde brugt, udelukkende var blevet brugt i en kunstnerisk sammenhæng. »Jeg havde brug for den sammenhæng i et forsøg på at vise en ny måde at opleve på. Det er naturligvis magtpåliggende for mig stadig at inddrage nye områder i vores virkelighed«. Retssag Også Kunstakademiet kom til at inddrage nye områder i sin virkelighed. Og snart var det en institution i forvandling. Det akademi, der i 1800-tallet havde stået som en garant for traditionens bevaring, og som stadig små hundrede år senere var de unge modernisters hadeobjekt nummer ét og fodbremsen i 1900-tallets grasserende kunstneriske udvikling, omstillede sig til en ny tids hurtigere puls og mere liberale ånd. Det er vanskeligt at sætte dato på det skred, der fandt sted, men det havde været i gang længe, og når man læser sig vej gennem akademiets ældre historie, springer eksemplerne på institutionens arrogance ofte i øjnene. Det gavnede ikke f.eks. tilliden til akademiets kunstneriske dømmekraft, at det to gange undsagde surrealisten Wilhelm Freddie og såede tvivl om den kunstneriske værdi af hans indsats. Første gang var i 1937, da politiet lukkede en udstilling med Freddies værker og beslaglagde tre arbejder. Og anden gang var i 1961, da Freddie udstillede tro kopier af de konfiskerede arbejder for at prøve sin sag for offentligheden. Selv om verden var en anden, var akademiets synspunkt det ikke. Reaktionen var valen, men kunstneren blev frikendt ved en efterfølgende retssag. Splittet op Den strid, der i midten af 1970'erne udbrød mellem akademiet og Kulturministeriet, da kulturminister Niels Matthiasen forkastede akademiets og fagrådets foretrukne kandidat til et ledigt professorat og i stedet tromlede billedhuggeren Robert Jacobsen igennem, hen over hovederne på alt og alle, lignede en begyndelse til enden på det, der havde været akademiets harmoniske selvstyre. Decentraliseringen tog fart: Kunstakademiets skoler og Akademirådet var allerede adskilte størrelser, men nu blev Arkitektskolen og Billedkunstskolerne også organisatorisk splittet op med hver sin rektor. Professorerne, der oprindeligt havde været livsvarigt knyttet til de forskellige skoler inden for institutionens rammer, dvs. lige indtil pensionsalderen, fik kun et kortere åremål at gøre godt med, med mulighed for en mindre forlængelse. Det betød, at akademiet ikke så nemt som før kunne forstenes i et særligt kunstsyn, uden mindste forståelse for de nye ideer, som altid arriverede sammen med en ny generation af kunstnere. Den kunstpolitisk farvede selvsupplering, som akademiet havde praktiseret ved mere end én lejlighed, blev nu også gjort vanskeligere. Et moderne og mere dynamisk akademi var født, og avantgarden befandt sig pludselig ikke længere uden for akademiets mure. Nej, den var indenfor i varmen, fik medaljer, tillidshverv og plads i Akademirådet. Monopol på kunstens fremtid Allerede i begyndelsen af 1980'erne trådte akademiets elever i karakter som morgendagens kunstnere, det skete f.eks. med udstillingen 'Kniven på hovedet' på Tranegården, hvor den nye ekspressionistiske malervildskab, kendt som de unge vilde, fik sin danmarkspremiere. Og efter at Else Marie Bukdahl i 1985 udnævntes til ny rektor, forstærkede akademiet sin intellektualisering og blev et sted, hvor kunstnerne ikke uddannes i en bestemt overleveret akademisk stil, for en sådan evigsand stil eksisterer ikke mere. I stedet for må den enkelte kunne orientere sig kritisk inden for det vingefang af muligheder og strategier, som nutidskunsten byder på. Men lærer at udvikle sine antenner. Håndelaget er ikke mere så afgørende. Asger Jorn drømte om Kunstakademiet som et bagstræberisk sted, som man altid kunne gøre oprør imod - med outsiderens og den fremsynedes ret. I dag har akademiet fået monopol på at definere kunstens fremtid, og kunstens evige oprør mod det bestående er blevet til en del af pensum. Efter et kvart årtusind har institutionen på Kongens Nytorv, så at sige, sejret - ad helvede til.