Løberen var både rød og tyk. Flere steder i Paris samledes fans, der havde hørt, at Madonna var i byen, og brændte efter at få et glimt af den eneste stjerne, hele kloden er på fornavn med. Inde på Hotel Ritz sent mandag eftermiddag var forlæggere, fotografer, tv-hold og journalister fra det meste af verden til pressemøde med Madonna. Og der blev både serveret kanapeer og kys - dog af lyserød marengs - til champagnen ved en efterfølgende reception i forlaget Gallimards have og højloftede sale. Aldrig før har udgivelsen af en uskyldig lille billedbog fået så stor opmærksomhed. Bogen med titlen 'De engelske roser' er fin og ufarlig, sjov og klog. Men den hysteriske interesse skyldes, at Madonna har skrevet den. Førsteoplaget er på omkring en million eksemplarer på verdensplan. 'De engelske roser' udkommer samtidig på 33 sprog i 100 lande og er først og fremmest en fortælling for piger om jalousi og misundelse. To følelser, Madonna kun har dårligt at sige om i dag, selv om de var medvirkende til at opbygge hendes benhårde viljestyrke, da hun ville frem i showbiz. »I de senere år har jeg fået en visdom, jeg ville dele med andre. Ingen forventede, at jeg skulle begynde at skrive børnebøger. Heller ikke jeg selv. Min kreativitet var for første gang i mit liv ikke motiveret af egoisme eller grådighed. I mine børnebøger vil jeg dele ud af en viden, jeg har fået i de senere år«, svarede Madonna, da hun på pressemødet blev spurgt, om hun nu er færdig med at bryde grænser og provokere. Kun ved at dele kan man udføre mirakler For 11 år siden udgav hun den gennemillustrerede bog 'Sex'. Tre et halvt år senere var hun gravid med sit første barn og indledte en udvikling, som hun kalder 'en rejse', hvis hun skal beskrive den med få ord. En spirituel dannelsesrejse med jødisk mysticisme som vejviser: »Ved et middagsselskab mødte jeg tilfældigvis et klogt menneske, som gjorde mig interesseret i at studere Kabbalahen. Som gravid var jeg særligt åben på det tidspunkt. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor vi er her, og hvad meningen med livet er. Kun ved at dele ting med andre kan man udføre mirakler. Jeg er stolt af den rejse, jeg har foretaget siden 'Sex'. Dengang var jeg ivrig efter at sætte spørgsmålstegn ved samfundsnormer. Jeg var selvoptaget. Nu skriver jeg børnebøger. Det havde jeg aldrig forestillet mig«. Da Madonna efter en lang times forsinkelse endelig dukkede op til pressemødet, virkede den kun halvanden meter høje, spinkle kvinde spændt, glad og usikker. Hun har levet i og af rampelys i de mere end 20 år, hvor hun har solgt op imod 200 millioner eksemplarer af sine sange. At skrive børnebøger er noget nyt. Oprindelig kom ideen fra en af hendes åndelige vejledere: »Jeg spurgte ham, hvordan jeg kunne gøre noget uegennyttigt. Og han foreslog mig at skrive for børn. Det er sværere end at skrive sange, for når man laver musik, kan man være abstrakt. Det kan man ikke, når man skriver for børn. Men når jeg læser godnathistorie for min datter, har jeg tit tænkt på, at der mangler børnebøger med et eksistentielt indhold fortalt i et sprog, så børn kan forstå det. Det er sådan nogle bøger, jeg har forsøgt at skrive«. Ikke religiøs Madonna fortæller, at hendes nu 7 år gamle datter har været kritiker undervejs. Når Lola har kedet sig, er Madonna gået tilbage til computeren for at skrive om. I alt har hun foreløbig skrevet fem børnebøger, der er illustreret af forskellige tegnere. Efter 'De engelske roser' om jalousi og misundelse følger bøger om bl.a. ordenes kraft og værdien ved at kunne acceptere sine fejl og lære af dem i stedet for at føle skyld. Madonna blev spurgt, hvad hun blev misundelig over som barn. Og hvad der gør hende jaloux og misundelig i dag. »Som barn? Alle børn, der havde mødre«, svarede hun på det første spørgsmål. Hun var kun få år gammel, da hendes mor døde. »Som voksen er jeg misundelig på mennesker, der ikke føler jalousi og misundelse. Det kan virkelig pine mig. Stadig. Men jeg arbejder på det«, lo hun. Hun benægtede, at hendes studier af Kabbalahen har noget at gøre med en bestemt religion. Efter hendes mening »adskiller religion mennesker«, sagde hun og definerede Kabbalahen som en slags praktisk filosofi. For forlag i 100 lande kan 'Den engelske rose' og de kommende Madonnabøger blive en god forretning. Forfatterens indtægter forærer hun til den velgørende organisation 'Spirituality for Kids Foundation'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sjældent har man set et nyt dansk navn ramme sit publikum så hårdt og så rent
-
»Det husker jeg ikke« Trump-ministerens forklaringer i Kongressen skærper presset om Epstein-forbindelser
-
Nationalbanken: Det vælter ind med højtuddannet udenlandsk arbejdskraft
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
»Jeg har obduceret nogle af de køer, der har fået Bovaer. Jeg har set blødninger i vommen«: Fagfolk og politikere retter skarp kritik af ny rapport
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce






