Man kalder dem 'bøger', disse rektangulære objekter, der for 99 procents vedkommende består af papir, og den betegnelse er da helt fin, men den er også et problem. Hvorfor? Fordi den flytter fokus fra indholdet. En roman er nok 'en bog' rent fysisk, men den er jo først og fremmest et fantasiprodukt, en fortælling, ja gave eller mulighed, som et andet menneske - forfatteren - har bragt ind i verden i håb om, at artsfæller vil lutres af læsningen. Netop derfor er det, at det er så sørgeligt, når gode mennesker i den læsedygtige alder trækker på skulderen og siger: »Bøger? Dem får jeg sgu først læst, når jeg bliver gammel. Jeg har ikke tid til at læse en eneste i disse år«. Lad os formulere udsagnet lidt anderledes: »Fortællinger? Dem har jeg ikke tid at lytte til, før jeg bliver gammel. Jeg har ikke tid til at lade mig inspirere af en eneste fortælling i disse år«. Holder ikke, absurd, enhver kan se det. Morale: Stressede bogdroppere bør unde sig selv at indtage en virkelig god fortælling i ny og næ: Frem for at koste på tidsbudgettet ender det i længden med at spare tid, for i romanerne er alle de kloge og tålmodige samtalemakkere, som ikke findes i den virkelige verden.