0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I brønden med Haruki Murakami

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man kalder dem 'bøger', disse rektangulære objekter, der for 99 procents vedkommende består af papir, og den betegnelse er da helt fin, men den er også et problem. Hvorfor? Fordi den flytter fokus fra indholdet.

En roman er nok 'en bog' rent fysisk, men den er jo først og fremmest et fantasiprodukt, en fortælling, ja gave eller mulighed, som et andet menneske - forfatteren - har bragt ind i verden i håb om, at artsfæller vil lutres af læsningen. Netop derfor er det, at det er så sørgeligt, når gode mennesker i den læsedygtige alder trækker på skulderen og siger: »Bøger? Dem får jeg sgu først læst, når jeg bliver gammel. Jeg har ikke tid til at læse en eneste i disse år«.

Lad os formulere udsagnet lidt anderledes: »Fortællinger? Dem har jeg ikke tid at lytte til, før jeg bliver gammel. Jeg har ikke tid til at lade mig inspirere af en eneste fortælling i disse år«. Holder ikke, absurd, enhver kan se det. Morale: Stressede bogdroppere bør unde sig selv at indtage en virkelig god fortælling i ny og næ: Frem for at koste på tidsbudgettet ender det i længden med at spare tid, for i romanerne er alle de kloge og tålmodige samtalemakkere, som ikke findes i den virkelige verden.


Og så til ugens stjerne: Japanske Haruki Murakami. En mand, hvis forfatterskab meget passende inkluderer en række, meget dybe tørre brønde i både Japan og Kina eller rettere Mongoliet, nu da vi i sidste uge beskæftigede os med våde kældre - og hvad bogsamlere bør gøre ved dem.

Haruki Murakami har skrevet 11 bøger, er 53 år og internationalt anerkendt, men selv om vor ven filmanmelderen i årevis har presset på, var det først i den forgangne sommer, at Deres bibliopat faldt i hullet - og blev dernede.

Det gjorde han sammen med Toru Akada, hovedpersonen i 'Trækopfuglens krønike'. Et fantasiprodukt i bogform, som er så inspirerende, at undertegnede, der pligtskyldigt fortæller gud og hvermand, at han skam har været på Bornholm, kun har talt delvist sandt.

Fruen har tidligt og silde udbedt sig frisk morgenbrød, ungerne har forlangt luft i luftmadrasserne og nye dykkerbriller og is i en uendelighed, den ferierende farmand har besteget Hammershus more than once, men hånden på hjertet: I virkeligheden var han hele tiden i Japan!

Sammen med Toru og Kamiku, de okkulte søstre Malta og Kreta Kano - og ikke at forglemme løjtnant Mamiya, svinet Noboru Wataya, søde, søde Maj Kasahara og alle de andre i Murakamis uforglemmelige beretning, der handler om, hvordan en sløv fyr, der uden et ord pludselig bliver forladt af sin kone, kan gribe sin ny tilværelse an.


Det skete en regnvejrsdag i Sandkås. Deres bp kom til at åbne Murakamis bog, eller rettere: Murakamis fortælling om moderne kærlighed og gammel krig og vupti! Så var det sket. De familiære fordringer og røgede sild fortonede sig, den læsende flyttede ind i en anden verden.

Hvis han havde været udstyret med en lille sender, ville han på det globale positionssystem, GPS, stadig have befundet sig på klippeøen i Østersøen, men de lange ophold nede i de dybe, tørre brønde, hvor både Toru Akada og løjtnant Mamiya på vigtige tidspunkter i deres liv har opholdt sig, ville ingen vide noget om.

Læsningen af Murakami har været en næsten psykoanalytisk erfaring - med brøndene som de mest konkrete udtryk for turen ned i mørket og ud på den anden side af hovedpersonernes fortrængninger.

'Trækopfuglens krønike' er en meget bredtfavnende og original roman, der handler lige så meget om følelsesudsving i parforhold og mellem folk, der åbner sig for hinanden, som den handler om de forbrydelser, Japan begik i Kina før og under Anden Verdenskrig - og så har vi alligevel slet ikke indkredset hverken handlingen, stemningen eller plottet i Harukis genresprængende mesterværk, der er som en kinesisk æske: fuld af fortællinger inde i fortællinger.

Undertegnedes tidligere så våde kælder kan på ingen måde hamle op med de brønde, Murakami beretter om, men lidt har også ret. I et hjørne, hvor der endnu er så meget fugt, at en dræbersnegl har sat sig til rette på pudset, har vi overvejet at etablere en hemmelig Murakami-læseplads. En gammel stol, en lampe, en røgelsespind, en Pokemon-figur, lydene af mennesker, der skøvler rundt ovenpå. »Hvor er den gamle? Aner det ikke, sikkert ude i haven«.


Murakami står efter sigende op hver morgen klokken fire for at skrive, mens andre sover. Efter at have opholdt sig ti år i udlandet tog han efter jordskælvet i Kobe og saringiftgasangrebet i Tokyos undergrund tilbage til Japan »for at give noget tilbage«. Han brugte et år på at interviewe 60 ofre for giftangrebet. Blinde, lamme, enker, enkemænd.

»Jeg fik et chok af at interviewe dem, det ændrede mit liv, det ændrede hele min indstilling, selv min måde at skrive på«, udtalte han bagefter. 'Trækopfuglens krønike', der går for at være den foreløbige kulmination på Murakamis forfatterskab, er et resultat af chokket. På engelsk er han netop nu aktuel med 'After The Quake'. En bog kan også være et epicenter. Her i kælderen er vi ægte inspireret af Toru Akadas eksempel. Nap en Murakami, og mærk jorden skælve.

Quiz 1: 21. oktober 1969 opgav den 47-årige amerikanske forfatters skrumpelever kampen mod sprutten. Manden, der udgav sin vagabondklassiker i 1957, døde. Hvem?

Quiz 2: »Oppe ved vejen lå den gamle mand igen og sov i sin hytte. Han lå stadig og sov med ansigtet nedad mod aviserne, og drengen sad og så på ham. Den gamle mand drømte om løverne«. Sidste sætning i hvilken stort, kort roman?



Quizløsning
Kære Bibliopat
Jeg skal ikke kunne sige, hvem den dybt frustrerede fortæller egentlig er (ved han det selv?), men han er hovedperson i Fjodor Dostojevskijs roman 'Kældermennesket' fra 1863. Min 2. g-klasse har bogen for til første dag efter efterårsferien. Hvis der ikke kommer ca. 25 svar fra Hjørring og omegn, er de ikke begyndt at læse endnu, de svumpukler.
Med venlig hilsen Bent Skjoldborg, Hirtshals


Fra kælderdybet
Hej Bibliopat
»Jeg har nu lyst til at fortælle Dem, mine Herrer, hvad enten De ønsker at høre det eller ej, hvorfor jeg ikke engang kunne få mig selv til at være et usselt insekt. Jeg siger Dem højtideligt, at jeg mange gange har ønsket at gøre mig til et insekt. Men ikke engang dette gjorde jeg mig fortjent til«, siger kældermennesket i en blanding af ydmygelse og hovmod.
Ti år måtte Dostojevskij opholde sig i Sibirien. I 1859 fik han zarens tilladelse til at vende tilbage til Rusland, han bosatte sig igen i Petersborg, hvor han genoptog sit engagement i tidens store spørgsmål. Hans første litterære arbejde blev novellen ' Optegnelser fra en undergrund' om et menneske, som af ondskab og fornærmethed har lukket sig inde i sit eget kælderdyb i en kælder, som dog ligger to trin over gadeniveau ... »Jeg er et sygt menneske ... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg ...«. Men trods respekt for lægevidenskaben nægter han behandling. Dostojevskij henvender sig til sine læsere som »mine Herrer«, hvad der ikke har afskrækket mig fra med væmmelsesfryd at 'nyde' denne novelle.
Venlig hilsen Birgit Johansen, Vejlø


Bogglad sommerhilsen
Kære Bibliopat
Velkommen tilbage - det er rart, at 'Bøger' er på banen igen til fornøjelig lørdagslæsning. Nu har du jo ladet os tage del i dine sommerferieglæder og -fortrædeligheder. Så efter en fortravlet sommerperiode mente jeg også at trænge til et par fridage i sidste uge, og som bogglad følte jeg mig godt tilpas i Poul Henningsens gamle hotel ved Vesterhavet, Henne Mølle Å Badehotel, som ligger for enden af en 2,5 km lang grusvej i yderste klitrække. PH syntes, det var en skøn idé at invadere borgerskabets vesterhavskyst med et kulturradikalt fristed, som blev indviet i 1935. Om aftenen kan man sidde hyggeligt i restauranten på stole og ved borde tegnet af PH specielt til stedet - tænk at man dengang kunne få et designermøbel fremstillet af en snedker for 3 kr. (stol) og 7 kr. (bord)! Dagene gik med læsning af 'Dagbog fra Dogville' og de sidste kapitler af Ib Michaels 'Paven af Indien' - med havets brusen og vindens susen som dejlig baggrundsmusik.
Sommerglade hilsener Ursula Hülsmeier


Antikvariatets katedral
Kære Bibliopat.
Har lige læst 'Fra de gamle Bøgers Verden', 1953. Festskrift til Lynges Antikvariat 100 år. Jeg ville læse om 'Det Thottske Biblioteks sidste Dage' af Palle Birkelund.
Men første kapitel er af Hans Hartvig Seedorff Pedersen, og det passer lige til ugens historie. Citeret herfra: »Min Reol er kun et beskedent Harmonium, et Stueinstrument, som nok har Stemme, men hvis Lyd er for intet at regne mod det Brus af Velklang, der slaar mig imøde fra Antikvariatets Katedral. Dér finder jeg det Orgel, som har trukket mig til sig fra mine grønne Gymnasiedage, det mægtige instrument, som er blevet min Højtid og min Glæde. Fra Folianternes svære Piber og fra Duodezudgavernes spinkle Sølvfløjter strømmer en Symfoni, som altid har fyldt mig med Andagt, Bogens Symfoni, Tidernes største Komposition. I Antikvariatets Katedral kan man sidde for sig selv og lytte saa intenst til Musiken, at Bøgerne næsten faar levende Form og bliver levende Væsner. I Antikvariatets Katedral blev man Bøgernes Ven«.
Venlig hilsen Susanne Seemann

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og lø