John Chr. Jørgensen, litteraturanmelder på Ekstra Bladet, er en hård mand. Her kommer to af Danmarks kendteste skribenter: Morten Sabroe, Pisserendens svar på Hunter S. Thompson, og Henrik Nordbrandt, Danmarks store digter, som ikke kan holde landet ud. Flertallet af anmeldere flyder over med lovord, og hvad gør Jørgensen? Langer dem henholdsvis to og fire stjerner, med mugne kommentarer oven i hatten. Sabroes 'Den niende kreds' er ifølge Jørgensen »en mislykket mellembog«, og Henrik Nordbrandt får betegnelsen »en pissesur humorist«. Jørgensen og Ekstra Bladet om det. Avisens anmeldelser er alligevel så korte, at der ikke er plads til andet end postulater, og blikket må derfor rettes andetsteds for at få en grundigere vurdering. Kneppe, bare kneppe Der er Informations Elo Nielsen på pletten med sin positive anmeldelse af Sabroes roman om at blive forladt af sin kvinde gennem syv år. Det er barske løjer. Ifølge Elo Nielsen er der tale om en »dobbelt psykisk afklaringsproces«, et »psykisk introspektivt afklaringsarbejde«, der »udspiller sig i et ydre rum i en fremadrettet fortælling, hvor hovedpersonen kastes rundt mellem forskellige geografiske positioner«. Som alt sammen resulterer i et »ganske spændingsmættet forløb«. Læsere, der har holdt sig til nærværende avis, vil muligvis have vanskeligt ved at genkende den beskrivelse af en roman, hvis kerne ifølge Mikkel Bruun Zangenberg ganske enkelt er »at lukke døren hårdt i for fortiden, ikke at leve i mindernes helvede«. Eller som Sabroe selv med vanlig finesse og følsomhed udtrykker det (og som Zangenberg citerer), så ønsker han såmænd bare at »trænge ind i hende. Ikke for at smelte sammen med hende eller finde noget jeg savnede, men for at kneppe hende, kneppe hende vildt, kneppe hende sanseløs, kneppe, bare kneppe«. Og al den mentale kopulering er godt nok til Zangenberg, der begejstret kalder bogen »en ramsaltet, vild og vidunderligt krasbørstig roman om død og kærlighedens dybe gåde«. Helt så langt vil Jyllands-Postens Niels Lillelund ikke gå, men ros er der alligevel. Det er »værd at stige på Morten Sabroes tog«, og »forfriskende i en distanceret ironisk tid at se nogen gå planken ud på den måde«. Det mener Berlingske Tidendes Per Theil også, for selv om »oplægget er for smart« og slutningen »lidt for fortænkt«, er resten »fandens medrivende«. Rigshospitalets tosseanstalt Medrivende er efter alle andre end Jørgensens mening også Henrik Nordbrandts rejse tilbage til barndommens land, der - det er jo Nordbrandt - naturligvis ikke er fyldt med mælk, honning og blomstrende æbletræer, men derimod sære forældre, mobning og uretfærdige lærere. 'Døden fra Lübeck' er titlen, en henvisning til hans eget udseende som anorektisk teenager på Rigshospitalets 'tosseanstalt'. Og både den episode og bogen faldt de fleste for, ikke mindst B.T., Weekendavisen og Information, der alle var helt oppe og bimle med de store klokker. »Er hans digte galgenhumoristiske, så er disse erindringer med titlen 'Døden fra Lübeck' en morbid dødedans. Det er barndommens skeletter i skabene, der bydes op til dans«, skrev Niels Houkjær i B.T. og flottede sig med seks stjerner. Som Elo Nielsen beviste med Sabroe, nedværdiger Information sig selvsagt ikke til den slags lette domme, men Erik Skyum-Nielsen efterlod alligevel ingen tvivl om sin begejstring. Bogen var en »lysende munter genistreg, mættet som den er af atmosfære og afklaret selvindsigt« og med en ironisk distance, som Skyum-Nielsen fandt gav en »sandere og mere ægte skildring end den, læserne ellers ser i kendte personers memoirer«. Forsoning Og i karnappen over Rådhuspladsen var Politikens Bjørn Bredal også godt tilfreds. Det var en overbærende bog mente Bredal, »en 'forsoningsbog', hvor Nordbrandt giver mor, far, Danmark, november, hele den sørgelige suppedas, en chance til«. Ikke bare, som Bredal skriver, »fordi der jo ved nærmere eftersyn er gode ting at sige«, men også fordi »Danmark gudskelov har ændret sig«. Der var dog skønhedspletter. Bredal bryder sig ikke meget om, hvad han kalder »en tvivlsomt cirklende komposition« mellem, at digteren blev født 21. marts 1945, den dag Shellhuset blev bombet, og 11. september sidste år. »Nordbrandt behøver det ikke«, skriver Bredal som også helst havde undværet fotografierne fra familiealbummet. »'Døden fra Lübeck' er klart bedst dér, hvor de enkelte små erindringsessays (der er i alt 61) får lov at stå ganske klart og enkelt, lakonisk, lyrisk, humoristisk. Dér er digteren nærværende, og dér forstår man, hvorfor han dengang var digter in spe«. Lige det sidste kan Jyllands-Postens ellers ligeså begejstrede Jon Helt Haarder dog ikke se. For ham at se er en af bogens kvaliteter netop, at det ikke er »beretningen om, hvordan 'en Digter fandt Sig Selv og sin Lyre'«, men derimod en bog, som de »der med blævrende stemmeføring forlanger dannelse af litteraturen ... bør tage og tæve sig selv til blods (med). Her blives ikke til, her leves, her huskes, her fortælles muntert drastisk og i korte hug af hovedsætninger om en ensom barndom«.