0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Brorson på overdrevet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den store hvide Flok vi see

Den store hvide Flok vi see,
Som tusind' Bierge fuld af Snee,
Med Skov omkring
Af Palme-Sving, For Thronen. Hvo er' de?
Det er en Helte-Skare, som
Af hiin den store Trængsel kom,
Og har sig toed
I Lammets Blod
Til Himlens Helligdom.
Der holde de nu Kirke-Gang,
Med u-ophørlig Jubel-Klang,
I høje Chor,
Hvor Gud han boer
Blant alle Englers Sang.

Her gik de under stor Foragt.
Men see dem nu i deres Pragt:
For Thronen staaer
De Slagte-Faar
I Himlens Præste-Dragt.
Sant er det, i saa mangen Nød
Tit Taare-Strøm paa Kinder flød;
Men Gud har dem, Strax kom de hiem,
Aftørret paa sit Skiød.
Nu holde de, og har til best.
Hos ham en ævig Løfsals Fest;
Og Lammet selv
Ved Livets Elv,
Er baade Vært og Giest.

Til Lykke, Kiempe-Samling, ja
O tusindfold til Lykke da,
At du var her,
Saa troe i sær,
Og slap saa vel herfra!
Du har foragtet Verdens Trøst;
Saa lev nu ævig vel, og høst,
Hvad du har saaet
Med Suk og Graad,
I tusind' Engle-Lyst!
Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact,
Og siung af Himmel-Kraft og Magt:
Priis være dig
Ævindelig Vor Gud og Lammet sagt.

NOTE: 'toed': vasket; 'til best': til gode.

Digtet blev først trykt efter forfatterens død i 1765.


1. strofe. Jeg forestiller mig et slettelandskab, nøgent, øde. En støvsky rejser sig, hvirvler, buldrer - det er »den store Trængsel«, det første kaos, baggrundsstøjen som det hele kommer af.

Støvskyen bliver til en uformelig masse af legemer i bevægelse; er det dyr, mennesker eller overjordiske væsener? Det er ikke til at sige. Det er jokere, de kan indtage en hvilken som helst værdi, en hvilken som helst skikkelse.

Selv deres antal er usikkert: Det er »en Helte-Skare«, det er den »store hvide Flok«, det er altså en ubestemt mangfoldighed, og den tager form, den er enorm.

Den hvide flok er stor, ikke som ét, ikke som tre, men som »tusind' Bjerge fuld af Snee«, og bjergene er omgivet af skove. Bjergene er kæmpevæsener som vasker sig i blod og synger mod himlen i »u-ophørlig Jubel-Klang/ I høje Chor«, helt op til Gud.

Den store hvide flok, kæmpevæsenerne i himlen, er det skyer? Også skyerne er jokere, de kan indtage en hvilken som helst skikkelse, de lader sig opfatte på et utal af måder.

Jokere er hvide: hvide som skyer; hvide som bjergtoppens uberørte, evige sne, der er klar til at modtage et hvilket som helst spor; hvide som ubeskrevet papir, der er klar til at modtage et hvilket som helst ord.


2. strofe. Kæmpevæsenerne er dækket af blod, de har vasket sig i det - måske er det deres eget? De er i hvert fald på én gang »Slagte-Faar« og klædt i »Himlens Præste-Dragt«, altså både ofre og bødler. Og dermed stadig jokere, uafgørlige væsener.

De græder eller har i hvert fald ofte grædt. I sorg over andres eller egen død? Under alle omstændigheder skal de trøstes af Gud og feste i himlen, hvor det er evig sommer.

Er det de samme kæmpevæsener - den store hvide flok i himlen (skyerne?) - der nu har antaget skikkelse af et lam? Også »Lammet« er en joker, det er »baade Vært og Giest« - og tillige måltid eftersom det vel er det, som er blevet ofret.

Den store hvide flok er et mangfoldigt, monsteragtigt, mangehovedet væsen; den er trængsel, skare, bjergmassiv, skydannelse, offerlam, offerpræst, vært, gæst, måltid.

3. strofe: Den er kort sagt en »Kiempe-Samling«, og et enkelt 'tillykke' er slet ikke nok; der skal »tusindfold« til, for den store hvide flok har forladt Jorden, den »slap saa vel herfra!«, udbryder den eller de, som fortæller historien.

Det fejres med rytme og klang: »Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact«. Den store hvide flok er, forestiller jeg mig, et enkelt menneskes sjæl.