Den store hvide Flok vi see Den store hvide Flok vi see, Som tusind' Bierge fuld af Snee, Med Skov omkring Af Palme-Sving, For Thronen. Hvo er' de? Det er en Helte-Skare, som Af hiin den store Trængsel kom, Og har sig toed I Lammets Blod Til Himlens Helligdom. Der holde de nu Kirke-Gang, Med u-ophørlig Jubel-Klang, I høje Chor, Hvor Gud han boer Blant alle Englers Sang. Her gik de under stor Foragt. Men see dem nu i deres Pragt: For Thronen staaer De Slagte-Faar I Himlens Præste-Dragt. Sant er det, i saa mangen Nød Tit Taare-Strøm paa Kinder flød; Men Gud har dem, Strax kom de hiem, Aftørret paa sit Skiød. Nu holde de, og har til best. Hos ham en ævig Løfsals Fest; Og Lammet selv Ved Livets Elv, Er baade Vært og Giest. Til Lykke, Kiempe-Samling, ja O tusindfold til Lykke da, At du var her, Saa troe i sær, Og slap saa vel herfra! Du har foragtet Verdens Trøst; Saa lev nu ævig vel, og høst, Hvad du har saaet Med Suk og Graad, I tusind' Engle-Lyst! Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact, Og siung af Himmel-Kraft og Magt: Priis være dig Ævindelig Vor Gud og Lammet sagt. NOTE: 'toed': vasket; 'til best': til gode. Digtet blev først trykt efter forfatterens død i 1765.