Et af de steder i verden, hvor bogtætheden pr. kvadratkilometer må være mindst er Indlandsisen på Grønland. Men det forhindrer på ingen måde selvsamme lokalitet i uge efter uge at bemægtige sig spaltepladsen i Bibliopatens diminutive klummerum. I denne uge har vi fået elektronisk post fra ikke færre end 14 læsere, der alle kender til englænderen Augustine Courtaulds mirakuløse overlevelse i en tilsneet iglo i fem måneder i løbet af vinteren 1930/31 - og til de mange forskellige bøger, hvori den er omtalt. Vor læser Poul Roepstorff hilste personligt på Courtauld i 1945 og husker ham som en meget smuk, aristokratisk mand. På det tidspunkt fik PR historien fortalt således, som han her gengiver den: »Augustine Courtauld var noget distræt og filosofisk. En dag glemte han sin sneskovl uden for sit telt. Om natten blev det en forrygende snestorm, som fuldstændig begravede hans bolig. Han kunne ikke komme ud af sit telt uden sin skovl og var derfor tvunget til at tilbringe alle døgnets 24 timer i sin meget lille bolig i flere måneder«. »Da faderen, den stenrige såkaldte silkekonge, hørte at ekspeditionen, der skulle hente sønnen havde måttet opgive at finde ham, bekostede faderen omgående for egen regning en ny ekspedition, som han gav Augustines bedste ven ledelsen af. Også han ledte forgæves efter Augustines bolig og måtte til sidst, af frygt for at blive iset inde, opgive at finde Augustine«. »Inden vennen gik om bord i skibet, som skulle bringe ham tilbage til faderen, med det tragiske budskab, lod vennen sit blik for sidste gang glide over den snehvide indlandsis som et farvel til sin ven, da han pludselig opdagede noget sort i den ellers hvide flade«. »Det viste sig at være et interimistisk ventilationsrør, som Augustine Courtauld havde monteret for at kunne få luft. Da de fik ham gravet fri var hans første bemærkning angivelig: »Come and see my new yacht«, som han havde lavet tegningerne til i sine ufrivilligt ledige stunder«.