Tilbage i begyndelsen af 1980’erne var den tidligere superligatræner Roald Poulsen med til at skrive bogen ’Fodboldtræning gennem spil’, og den legende titel er ikke tilfældig.
For ikke-kendere af det ædle spil kan det oplyses, at alternativet er træning uden spil, hvilket i praksis vil sige uden bold – altså løb, løb og løb. Roald Poulsen, der i dag er teknisk direktør på den sydafrikanske fodboldskole Cape United Soccer School of Excellence i Cape Town, opfordrer dagligt sine unge elever til at huske at elske spillet med bolden – så skal resultaterne nok komme.








