Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Oprydning. Unge beboere på Lower East Side muger ud i deres nedslidte,  men hippe bydel engang i 1960'erne. Arkivfoto: Charles Gatewood/Polfoto

Oprydning. Unge beboere på Lower East Side muger ud i deres nedslidte, men hippe bydel engang i 1960'erne. Arkivfoto: Charles Gatewood/Polfoto

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg vil begraves på Lower East Side«

Filmmand og forfatter Lars Movin rapporterer fra 1970'ernes New York.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

New York-kvarteret Lower East Side fik allerede i slutningen af 1800-tallet en status som det sted, hvor de fattigste af de tusinder og atter tusinder af immigranter, der strømmede til Den Nye Verden, blev sluset hen.

I de år, hvor den danskfødte fotograf og forfatter Jacob A. Riis dokumenterede New Yorks slum, var Lower East Side – ud over at være hjemsted for byens mest radikale politiske bevægelser – plaget af kriminalitet, bander, optøjer, slagsmål, druk, armod og forfald.

I starten af det 20. århundrede var det et af de tættest befolkede områder i verden, men samtidig var det også et livligt forlystelseskvarter og i en årrække byens førende teaterdistrikt, især hvad angik ny og eksperimenterende dramatik.

Og den særegne blanding af slum, folkelig forlystelse og cutting edge-kunst fortsatte med at karakterisere Lower East Side op gennem første halvdel af det 20. århundrede.

Størstedelen af de usle lejekaserner på Lower East Side var blevet opført illegalt af grådige spekulanter, og når de fik lov til at blive stående, skyldtes det ene og alene, at befolkningspresset var så massivt, at myndighederne ikke anede, hvor de ellers skulle anbringe de mange nye amerikanere.

Forfaldet tiltrak kunstnere I perioden 1920-39 lykkedes det imidlertid via en række forskellige tiltag at halvere indbyggertallet på den sydøstlige del af Manhattan, hvorefter mange bygninger kom til at stå tomme, og forfaldet for alvor satte ind.

Og efter Anden Verdenskrig begyndte en ny generation af kunstnere og forfattere at flytte ind i de billige lejemål og blande sig med de forskellige grupper af immigranter.

LÆS OGSÅ I DOWNTOWN-SERIEN

Omkring 1950 rykkede malerne Elaine og Willem de Kooning deres atelierer til East 10th Street og trak andre af abstrakt ekspressionisme-generationens kunstnere til området.

I 1951 boede både John Cage og Robert Rauschenberg i gaderne omkring Williamsburg Bridge. I 1952 flyttede digteren Allen Ginsberg ind i en lejlighed på East 7th Street (hvorefter han blev boende i East Village det meste af sit liv).

Og i 1954 fandt Jasper Johns – som få år efter skulle blive en af popkunstens stjerner – et billigt lejemål ved Tompkins Square Park, på hjørnet af Avenue A og St. Mark’s Place, omtrent samme sted, hvor Andy Warhol havde haft sin første New York-adresse i 1949.

East Village gallerier
I starten af 60’erne oplevede East Village sin første bølge af gallerier, samtidig med at bydelen blev hjemsted for en ny tids undergrundsfilm, avantgarde-teater og lyrik. Maleren Red Grooms åbnede sit atelier for offentligheden og kaldte det Delancey Street Gallery.

Digteren Ed Sanders slog dørene op for Peace Eye Bookstore på East 10th Street og skabte dermed en base for sine mange forskellige præ-hippie-aktiviteter (herunder gruppen The Fugs).

LÆS OGSÅ i DOWNTOWN-SERIEN

Yoko Ono arrangerede performance-aftener i sit loft i Pitt Street og fortsatte dermed den tradition, hun havde grundlagt i de tidlige Fluxus-dage i Chambers Street nede ved Financial District. Og parallelt med alle disse aktiviteter spirede en ny lyrikscene frem i East Village, arvtagere til 50’ernes beat-sensibilitet, men samtidig præget af de nye kulturelle vejrlig i starten af 60’erne.

Downtown-poesi som brand
En ny generation af forfattere begyndte at søge til East Village, og ’downtown-poesi’ blev et så stærkt brand, at også digtere, der reelt boede andre steder i byen, kunne få prædikatet, hvis blot de færdedes på kaffebarerne i East Village og skrev på den rigtige måde.

»Det Store Stencil Boom«, noterer Josh Gosciak i et essay, »begyndte at tage form parallelt med en idiosynkratisk subkultur af coolness, jazz, drugs og andre udsøgte former for galskab«.

En litterær bevægelse var sat i gang, og de forskellige generationer af digtere mødtes nu til oplæsningsarrangementer på kaffebarer som Tenth Street Coffeehouse, Les Deux Mégots og Café Le Metro. Parallelt hermed blandedes lyrik med et bredt udvalg af andre aktuelle avantgarde-udtryk i New York Poets Theatre, startet i 1961.

Referenceværk
Hér kunne man ind imellem digtere og forfattere som Frank O’Hara og Herbert Huncke opleve dansere, musikere og filmmagere som Yvonne Rainer, Cecil Taylor, La Monte Young og Andy Warhol.

I 1966 grundlagde digteren Paul Blackburn det stadig fungerende St. Mark’s Poetry Project og skabte dermed et stabilt og dynamisk omdrejningspunkt for hele downtowns litteraturscene.

LÆS OGSÅ I DOWNTOWN-SERIEN

Og i 1968 redigerede Allen De Loach en antologi af East Village-poesi, slet og ret kaldet ’The East Village Scene. American Poetry, 1960-1965’.

Bogen var tænkt som en slags downtown-scenens svar på Donald M. Allens referenceværk fra 1960, ’The New American Poetry, 1945-1960’, og i sit udvalg havde De Loach blandt andet inkluderet så forskellige stemmer som Ted Berrigan, Allen Ginsberg, Tuli Kupferberg, Gerard Malanga, Ed Sanders, John Wieners og Louis Zukofsky.

Der var engang en landsby
På det tidspunkt, hvor ’The East Village Scene’ udkom, havde de fleste forfattere imidlertid forladt East Village, scenen var gået i opløsning, og kvarteret havde indledt et frit fald mod den totalt nedslidte og forarmede tilstand, som det befandt sig i, da den genopblomstring, der blev omdrejningspunktet for den såkaldte downtown-scene, satte ind nogle år senere.

Og netop fordi de fleste forfattere i midten af 60’erne valgte at forlade East Village, mange af dem for at søge helt ud af byen, ofte til små kunstneroaser upstate New York, er det sparsomt, hvad der findes af beskrivelser af forholdene i bydelen i sidste halvdel af 60’erne og første halvdel af 70’erne.

LÆS OGSÅ I DOWNTOWN-SERIEN

Dog findes der ét bemærkelsesværdigt vidnesbyrd, nemlig den russiskfødte kunstner, forfatter og aktivist Yuri Kapralovs erindringsbog, ’Once There Was a Village’ (1974).

En bog, hvis ligefremme og usentimentale fremstilling af en bydel hærget af vold, bandekriminalitet, ildspåsættelser, narko, gadekampe og menneskelig lidelse gør det vanskeligt at tro, at der er tale om det samme East Village, der i dag fremstår som en fredsommelig kunstner- og studenterenklave.

Tyve junkier
Bogen starter i 1966, hvor forfatteren og hans familie flytter ind i en ny lejlighed på East 7th Street. Kvarteret var på det tidspunkt stadig præget af polske, ukrainske og russiske immigranter, de fleste var fattige og fordrukne, men man levede stort set i fred med hinanden, og undlod man at blande sig i andres affærer, var det ikke nødvendigvis farligere at opholde sig hér end andre steder i New York.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der boede færre end tyve junkier på vores blok«, skriver Kapralov, »og mens indbrud var hyppige, var det sjældent, at nogen blev overfaldet. Den etniske sammensætning i vores gade var nogenlunde ligeligt fordelt mellem tre grupper: personer af slavisk herkomst, puertoricanere og bohemer.

Det Store Stencil Boom begyndte at tage form parallelt med en idiosynkratisk subkultur af coolness, jazz, drugs og andre udsøgte former for galskab.

Den sidstnævnte gruppe inkluderede mange sort/hvide par og familier, nogle af dem overleveringer fra beatgenerationen, andre studerende og så nogle få hippier. Den inkluderede også et større antal arbejdsomme, hårdt prøvede, kreative mennesker – kunstnere, forfattere, skuespillere, komponister, musikere«.

En anarkistisk boheme
Som indvandrer og kunstner hørte Yuri Kapralov selv til i mindst to af de kategorier, han remser op i sin bog. Han var født i Rusland i 1933 og kom til USA som flygtning i 1949. Inden da havde han som tolvårig oplevet at blive skilt fra sin familie og fordrevet fra sin landsby i det nordlige Kaukasus på grund af tyskernes bombardementer.

Under sin flugt blev han taget til fange og sendt i arbejdslejr i Tyskland, men det lykkedes ham atter at stikke af, og da han efter sin ankomst til USA blev kategoriseret som ’forældreløs flygtning’ og sendt op til Vermont for at arbejde på en landbrugsejendom, opfattede han det som et ekko af det Europa, han omsider var sluppet væk fra, og tog flugten endnu en gang.

LÆS OGSÅ

En anarkistisk boheme var født. Og i årene, der fulgte, drev Kapralov omkring på ægte amerikansk hobo-maner, påtog sig diverse småjobs, giftede sig tre gange og avlede lige så mange børn, lod sig indrullere i det amerikanske luftvåben og var på missioner i Korea og Laos, bestyrede en kaffebar i Washington, D.C., hang ud i San Francisco og leverede tegninger til en håndfuld af 60’ernes undergrundsmagasiner.

Med den baggrund virkede det nærmest uundgåeligt, at Kapralov før eller siden måtte havne i East Village. Hvilket da også var præcis, hvad der skete i 1965. Og da han først havde fundet sig til rette, tilbragte han resten af sit liv i bydelen, hvor han var politisk aktiv, drev galleriet Sixth Sense og arbejdede med sine genbrugsskulpturer. Da han døde i 2005, 73 år gammel, var han en levende legende, en omvandrende personificering af downtowns nyere historie. »Kongen af East Village» blev han kaldt.

Fattigdom, skrald, forurening
De første par år i East Village oplevede Kapralov forholdene som tålelige. Men i 1969 skiftede stemningen brat, da bydelen blev invaderet af hård narkotika:

»Junkierne bragte så mange rædsler med sig«, skriver Kapralov, »at hvis jeg havde samlet alle beretningerne bare om overfald og knivstikkerier, ville det have fyldt en pænt stor bog. Jeg kendte kun en enkelt ældre kvinde på vores blok, som ikke var blevet overfaldet. (...) Og selvfølgelig foretog strømerne sig intet. Da Sæsonen var på sit højeste (foråret 1969), og fire til seks personer blev overfaldet på vores blok hver eneste dag, var der ikke udstationeret så meget som én betjent øst for Avenue B«.

LÆS OGSÅ

I starten af 70’erne var gaderne i East Village blevet overtaget af »ondskabsfulde rendestensrotter«, skriver Kapralov. Overalt hang de suspekte typer som sultne gribbe og ventede, enten på deres næste fix eller på deres næste offer.

»Folkets Park på 7th Street, ja, hele 7th Street, myldrede med typer, som jeg end ikke havde lyst til at møde på en klar solskinsdag. Og glem alt om knive. Den nye brigade bar Saturday Night Specials [kaliber .22], Magnum-pistoler, oversavede jagtgeværer. En fyr, jeg kendte flygtigt, gik endda rundt med en håndgranat i skuldertasken«.

»Shooting galleries«
En del af de oprindelige beboere valgte at tage kampen op og anskaffede selv våben, mens andre tog konsekvensen af udviklingen og flyttede. Resultatet var, at store områder i East Village i første halvdel af 70’erne lå øde hen.

Mange huse, og sågar hele blokke, stod tomme, og de udbrændte ruiner blev benyttet af narkomaner og pushere til lyssky forretninger eller såkaldte shooting galleries. Da Kapralov slutter sin beretning i 1972, lyder status:

»Fireogtredive efterladte biler er blevet brændt af i vores gade denne sommer. Jeg har selv talt dem. Og mange af de biler er blevet brændt to eller tre gange. Folk er blevet dræbt og slået ned, en kær ven har begået selvmord, en anden ven er flippet ud. Fattigdom, skrald, forurening«.

Digter overfaldet
To år senere, i 1974, skrev en anden af de bohemer, som havde nægtet at lade sig presse ud af East Village, beatpoeten Allen Ginsberg, det digt, som skulle blive det nok mest berømte vidnesbyrd om de farer, som bydelens beboere dagligt udsatte sig selv for. Digtet bærer den ganske sigende titel ’Mugging’, og hér beskriver Ginsberg, hvordan han en aften forlader sin lejlighed på East 10th Street for at gå en tur.

På et tidspunkt passerer digteren en gruppe unge på en trappesten, og hér slipper hans held op: »a boy stepped up, put his arm around my neck / tenderly I thought for a moment, squeezed harder, his umbrella handle against my skull, / and his friends took my arm, a young brown companion tripped his foot ‘gainst my ankle – / as I went down shouting Om Ah Hum to gangs of lovers on the stoop watching«.

Folk er blevet dræbt og slået ned, en kær ven har begået selvmord, en anden ven er flippet ud. Fattigdom, skrald, forurening.



Ginsberg slap med liv og helbred i behold – og fik sågar et digt ud af den traumatiske oplevelse. Og for mange af de kunstnere og forfattere, som valgte at bo øst for The Bowery, var uforudsigeligheden og fornemmelsen af konstant lurende fare da også ligefrem en del af attraktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Elsker også det negative

Således lægger den prominente puertoricanske digter Miguel Piñero (portrætteret i spillefilmen ’Piñero’ i 2001) i sit hyldestdigt til Lower East Side ikke på nogen som helst måde skjul på, at når han elsker de gader, som hans poesi er vokset ud af, er det ikke kun for det positive, men også for alt dét, der giver tilværelsen kant og udfordring:

»Just once before I die«, skriver Piñero i ’A Lower East Side Poem’ (med en tone, der kunne lede tankerne hen på Dan Turèlls ’Gennem Byen Sidste Gang’), »I want to climb up on a / tenement sky / to dream my lungs out till / I cry«. Digteren besynger dernæst alle de typer, der har befolket hans univers: »From Houston to 14th Street / from Second Avenue to the mighty D / here the hustlers & suckers meet / the faggots & freaks will all get / high«.

LÆS OGSÅ

Sluttelig erklærer Piñero, at ligesom han har levet sit liv på Lower East Side, vil han efter sin død have sin aske spredt ud over bydelen, uanset kriminalitet, narko, fattigdom og forfald:

»I don’t wanna be buried in Puerto Rico / I don’t wanna rest in long island cemetery / I wanna be near the stabbing shooting / gambling fighting & unnatural dying / & new birth crying / so please when I die ... / don’t take me far away / keep me near by / take my ashes and scatter them thru out / the Lower East Side ..«.

Bearbejdet uddrag fra Lars Movins bog ’Downtown – en New York-krønike’, Informations Forlag, 688 s., udkommer 10. september 2010.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

  • Du lytter til Politiken

    Julian Assange og turen nedad
    Julian Assange og turen nedad

    Henter…

    WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev i årevis hyldet for at starte en demokratisk revolution med sin whistleblower-platform. Siden da er han stukket af fra anklager om voldtægt i Sverige og blevet beskyldt for at samarbejde med russerne. Han har haft politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i syv år, men i sidste uge blev han smidt på porten og anholdt af det britiske politi. Er Assange en helt eller en skurk? Og hvordan ser fremtiden ud?

Forsiden