Den store grønne radarskærm oplyste svagt kommandorummet i det mørklagte kontroltårn. Bortset fra den konstante summen fra de enorme computere, der overvågede luftrummet, var her helt stille. Flyvelederen sad med fødderne oppe på kontrolpulten og bladrede sløvt i et julekatalog fra Magasin. Han havde været på vagt hele natten og glædede sig til, at han skulle hjem. Fra pultens højttaler lød der en advarende hyletone. Han skævede op over kataloget og tjekkede radarskærmen. Et lysende ikon af et fly blinkede midt på den. Flyet var tydeligvis på kollisionskurs med flere af de andre indkommende fly. »Niels? Niels, kom lige«. »Hvad nu, Mogens?« svarede hans chef og kom sjoskende over til ham. Niels så sløvt på det blinkende lys. »Hvorfor har du ikke for længst kaldt ham op?«. »Fordi han pludselig dukkede op ud af ingenting«. Niels rynkede panden. »Virkelig?«. »Skal jeg foreslå kursændring?«, spurgte Mogens.
»Det vil nok være en meget god idé, inden der daler vragstumper ned over hele hovedstaden«. Mogens greb ud efter headset’et, men i det samme forsvandt det blinkende lys fra skærmen, og den advarende hyletone stoppede. Der blev helt stille i kontroltårnet. Mogens drejede i stolen og så op på sin chef. »Hvad fanden ... Den forsvandt bare. Hvad skal jeg skrive i logbogen?«. »Ingenting«. »Ingenting?«. Niels kneb øjnene sammen. »Hvad vil du skrive, at vi har haft besøg af en UFO? Glem det. Jeg er sikker på, at snevejret har skabt et falsk ekko på radaren. Han vendte sig om og gik tilbage på sin plads«. »O.k. Hvis du siger det«, svarede Mogens. Erling satte det blå udrykningsblink op på taget og tændte for sirenen, så bilisterne foran ham trak ind mod de høje snedriver i rabatten og gav ham fri bane. »Far, jeg troede kun, at det var, når man skulle fange røvere, man måtte bruge blinket?«. Erling skævede op i bakspejlet til Lasse, der sad på bagsædet i sin flyverdragt og skoletasken ved siden af sig. »Man må også godt bruge det i nødstilfælde«. Kristina, der sad ved siden af Erling, så op fra sin mobiltelefon og lavede en boble med sit tyggegummi. »Og hvad er det så for en nødsituation?«. Erling snuppede tyggegummiet ud af munden på hende og smed det i askebægeret. »At vi er femogfyrre minutter for sent på den, og jeres mor står og venter«. »Du er so busted«, svarede Kristina med et smil og vendte tilbage til sin sms. Et kvarter efter var de ude af byen og susede op ad Bernstorffsvej. Erling parkerede bilen foran den store patriciervilla. »Vi ses på fredag, unger«. I det samme åbnedes hoveddøren, og Alice kom ned mod dem. Erling trak vejret tungt. »Jeg sagde, du var busted, held og lykke«. Kristina gav ham et kram og steg ud af bilen. Erling åbnede døren og hilste på Alice. »Travl morgen?«, sagde hun og nikkede mod den roterende lampe på taget. Erling smilte forlegent og fik den slukket. »Der er noget, jeg gerne vil drøfte«, sagde hun lavt og kiggede efter Lasse og Kristina, der allerede var oppe ved hoveddøren. »Jeg er ked af, at jeg kom for sent, men det er jo ikke min skyld, at det sner mere end på Nordpolen«. Alice rystede på hovedet. »Det er helt o.k. Jeg skriver bare en seddel til skolen«. Erling så overrasket på hende. »O.k. Fint. Men hvad er det så?«. »Julen«, svarede hun tungt. Erling smilte overskudsagtigt og slog ud med armene. »Den har jeg styr på. Mig og ungerne får en fest. Jeg laver selv anden i år og risalamanden, træet henter jeg på onsdag, så det kan nå at blive pyntet inden weekenden, og gaverne er næsten alle sammen købt ...«. »Det er ikke det ...«. Hans mobiltelefon ringede i det samme. Erling slog sig på lommen. »Og den her bliver pakket helt væk«. »Erling ...«.
