Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Far. Du har aldrig været ung, sagde Grøndahls  sønner til  ham, når de var utilfredse. Han  er tilbøjelig til at give dem ret. Og han er parat til 'at tage mosten', hvis de engang  i bogform skulle fortælle, hvordan deres  syn er på ham som far. Foto: Astrid Dalum

Far. Du har aldrig været ung, sagde Grøndahls sønner til ham, når de var utilfredse. Han er tilbøjelig til at give dem ret. Og han er parat til 'at tage mosten', hvis de engang i bogform skulle fortælle, hvordan deres syn er på ham som far. Foto: Astrid Dalum

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Grøndahls unge år: Jeg var selvoptaget og selvhøjtidelig

Forfatteren Jens Christian Grøndahl fik i denne uge udgivet sine erindringer om årene frem til sin debut i 1985.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En dag i begyndelsen af 1970’erne, det må have været ’73, duver en cremefarvet Citroën DS ned gennem Europa. Den strømlinede, franske bil er på vej til Toscana.

På forsæderne sidder ægteparret, kunsthandleren og fotografen.

Forfatteren troner på bagsædet.

På turen læser han Henry Millers ’Sexus’ med samme selvfølgelighed, som han også har læst Goethe og Camus. Da de kører ind i katolsk område, spekulerer forfatteren kort over, om det nu er klogt at have Millers bog liggende med forsiden opad.

Ikke fordi Millers eskapader på nogen måde chokerer forfatteren. Han er jo selv kunstner. Han har givet sit første forfatterinterview. Selvfølgelig er han kunstner. Digter.

Og hans ego er så stort, at det næsten ikke kan presses ind i bilen.

Han er på det tidspunkt 13 år, og hans navn er Jens Christian Grøndahl.

»Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så suveræn«, skriver han mange år senere, da han genkalder sig de tidlige teenageår. Han skriver det i den erindringsbog, som udkom i tirsdags med titlen ’Om en time springer træerne ud’.

Nøgle til forfatterskabet
Bogen er skrevet på opfordring af forfatterens franske forlag, og den er ikke kun en slags nøgle til store dele af forfatterskabet.

Den er også en fortælling om en familie, hvor kunsten gang på gang blev valgt på bekostning af livet, og hvor mønstre af brud, fravær og ensomhed går igen og tillader, at et barn til sidst får lov at sidde på bagsædet af en bil med en følelse af at være master of the universe og ikke bare drengen, som tilfældigvis var søn af kunsthandleren Torben Grøndahl og fotografen Marianne Grøndahl.

Hvorfor pillede de ikke drengen ned? Hvorfor prikkede de aldrig hul på den selvopblæste boble, der omgav ham? Hans nuværende hustru, Anne Vad, har stillet ham det samme spørgsmål.

LÆS ARTIKEL

»Jeg var jo søn af to ret unge forældre, to inderligt usikre mennesker, som kom fra hjem, der var faldet fra hinanden. De havde begge boet på kostskole i nogle afgørende år af deres barndom, med andre ord har de været forflyttet, været deponeret og følt sig tilovers, og for min mors vedkommende endda uønsket, og så får de denne søn, som de måske var lidt skræmte over og så på med ærefrygt, selv om det var helt malplaceret. Jeg havde da været bedre tjent med at blive pillet lidt ned«, fortæller han.

»Jeg bliver også rykket fra sjette klasse op i syvende, fordi min klasselærer synes, jeg er så god til dansk. Ja tak, men jeg er for det første elendig til matematik, og for det andet kommer jeg op i en klasse, hvor drengene har overskæg og pigerne bryster, mens jeg bare er en gammelklog dreng, som kan tale alle i grøften. Til gengæld er jeg fuldstændig på rulleskøjter, hvad alt det andet angår. Det tog mig rigtig mange år derefter at få skabt en balance mellem krop, følelser og intellekt«.

Øretæveindbydende
Allerede dengang, da familien boede i Helsingør, var der imidlertid folk, som med allerstørste fornøjelse ville have bragt den begavede dreng ned på jorden. Da han en dag efter sidste skoletime var på vej hjem, oplevede han, at nogen fandt ham direkte øretæveindbydende, fordi han var, nå ja, Jens Christian Grøndahl.

»Jeg stod til en ordentlig røvfuld hos nogle af den tids minirockere, hvad jeg i dag udmærket forstår«.

Hvorfor?

»Fordi jeg var højrøvet. Jeg scorede nogle billige point på, at jeg havde adgang til noget, de måtte føle sig intimiderede af, nemlig en dannelseskultur, som jeg af familiemæssige grunde havde fået et meget umiddelbart forhold til, og som jeg så gik rundt og pralede med«.

Forfatteren slap for øretæverne, for en af skolens unge lærerinder smuglede ham ud fra området, mens han gemte sig mellem sæderne i hendes bil. Han var reddet og kunne ånde lettet op. Men kun for en stund, selvfølgelig, for ubehageligheder af den karakter har det med at vende tilbage, og da regnskabet blev gjort endeligt op, var det næsten værre end de fysiske tæsk.

Tøvede et år
Historien fremgår af Grøndahls erindringsbog, men eftersom den – som hans franske oversætter siger – er skrevet som en roman, så lad os i genrens ånd tøve lidt med afslutningen. Det vil også passe med, at forfatteren selv tøvede et helt år, før han takkede ja til at skrive bogen.

»Min første indskydelse var, at det ville være vanvittig pinligt at skulle skrive om mig selv i forhold til folk, som vidste bare en lille smule om mig«, siger forfatteren.

Han tøvede, selv om han vidste, der lå et personligt stof rundt omkring i skufferne, mentalt og helt konkret.

Der var nogle år, hvor jeg i dag som 50-årig finder mig selv næsten komisk selvoptaget og selvhøjtidelig.



»Jeg var i tvivl om, hvorvidt det ville være interessant, hvorvidt mit liv overhovedet havde en betydning. Men sådan er det jo at skrive – og det er det magiske – at man skaber betydning ved at skrive om det. Egentlig burde det ikke have overrasket mig, for det er præcis samme følelse, jeg har, hver gang jeg begynder at skrive på en bog. Her tænker jeg, at dette da er fuldstændig futilt og vægtløst, og hvordan skal det nogensinde blive til litteratur? Det var også på den måde, jeg kom ind i litteraturen i sin tid, og sådan tror jeg, mange unge forfattere har det. Litteraturen står der som et stort ærværdigt hus, og man vil gerne ind i det, men man går ind med en oplevelse af, at man ikke er helt sikker på, at man har lov at være der«, siger Jens Christian Grøndahl.

Bogen dækker de første 25 år af hans liv, og han lægger vægt på, at det er erindringer og ikke en selvbiografi.

»Jeg har ikke følt, jeg har stukket noget under stolen, men det er heller ikke noget forsøg på at beskrive udtømmende, hvordan det var. I erindringsgenren ligger, at det ikke er, som det var, men som jeg husker det«, siger Jens Christian Grøndahl.

Kunsten fremfor livet
I begyndelsen beroligede han sig selv med, at bogen jo kun var til et fransk publikum, men ret hurtigt forligede han sig med tanken om, at historierne om hans liv naturligvis også ville blive læst her i landet, af hans læsere og af hans familie og venner. Men han har ikke taget særlige hensyn, understreger han. Hvis han fik skrevet noget, der indlysende gik tæt på andre, eller nogen ville blive ked af at læse, måtte han lade det stå. Han redigerede ikke det ubehagelige ud af historien.

Man kunne også forestille sig, at forfatteren kunne blive ked af noget, han selv fik skrevet?

»Jo, men forfattere er jo naive, og de bliver så berusede af deres eget sprog, at de først opdager det langt senere«.

I bogen fortæller han, hvordan familien i flere slægtled har mærket konsekvenserne, når det nære liv stod forpjusket tilbage, fordi al opmærksomhed blev reserveret til kunsten.

»Det er også temaet i min mors og min mormors historie, at kunsten bliver valgt på bekostning af livet. Det handler min roman ’Fire dage i marts’ i høj grad om – at der er ægtefæller og børn, der står tilbage som tabere, fordi der er en idiot, der vælger kunsten og helt egoistisk forfølger sin ambitioner der«.

Har du selv været der?

»Ja, det har hele tiden været en anfægtelse, for jeg så jo, hvad der skete i min egen barndom. Da jeg i 1985 selv debuterede og samtidig fik børn, vidste jeg godt, at det ville blive et drama i mit eget liv. Der var også perioder, hvor jeg følte, at jeg svigtede, fordi jeg var for optaget af mig selv. For optaget af at markere mig, blive til noget, komme i Politiken og den slags. De første år spillede det en kæmpe rolle. Nu hvor jeg på en måde er blevet den, jeg er, og måske ikke behøver bevise så meget over for andre end mig selv, kan jeg på en anden måde sige, at jeg ikke kan koncentrere mig om arbejdet, hvis min kone eller mine børn ikke har det godt eller har problemer«, siger Grøndahl.

Portræt af mor
I bogen giver han ikke kun et blik på sig selv, men også et skarptskåret portræt af sin mor som både et forsømt barn og en kvinde, der aldrig er blevet voksen, selv om hun i dag har passeret de 70. Selv ser han dog ikke bogen som et opgør, for det opgør tog han ifølge eget udsagn for mange år siden.

»Men det er selvfølgelig noget andet at se det på tryk«, siger han.

LÆS ANMELDELSE

Et par af afsnittene om moderen lyder sådan her:

’Med sit røde hår og sine stedse mere omfangsrige brillestel var hun blevet en udadvendt, ekspressiv kvinde, sikkert i et bevidst eller ubevidst forsøg på at efterligne Inger (JCG’s mormor, red.), der altid havde ført sig frem som grande dame. Når min mor lo, lo hun højt, når hun blev begejstret for noget, kunne ingen superlativer nå op i hendes begejstrings luftlag, og hun måtte dynge dem oven på hinanden. Når hun slog ud med armene, var det med at holde på hat og briller, og i det hele taget har der siden dengang været noget fortabt over hendes umådeholdne behov for at dele og få bekræftet sin glæde, ja, i det hele taget sin væren i verden’.

Og videre: ’Man blev tavs, når hun talte sig varm, for hun gjorde alle ord til sine, for ivrig og utålmodig til at lade andre få et ord indført, og sådan blev hun ensommere i sin længsel efter fællesskab, skuffet og hul indvendig i sit begær efter mere fylde, betydning og glans’.

Skammer sig ikke
Hvordan ville du have det, hvis dine børn engang skulle skrive om dig som far?

»Det ville være meget interessant, og så må jeg selvfølgelig kunne tage mosten, ligesom mine egne forældre har skullet det. Jeg har selv prøvet at skrive om min egen barndom uden anklager, uden særlige hensyn, men samtidig med den kærlighed, jeg føler til, at dette er min historie, og historien om mine forældre, mine søskende og de første piger, jeg forelskede mig i«.

Hvordan bryder du dig om det billede, der står tilbage?
»Jeg skammer mig ikke. Det er mig, som jeg nu er. Jeg har også altid haft det sådan, at det er mere interessant at finde ud af, hvordan et menneske er, end det er at fælde dommen. Den korteste vej er at fælde dommen, men den længste vej er at sige, at vi ikke kan udtale os udtømmende om et menneske – eller om os selv – men vi kan komme med et bud på historien, og jeg synes selv, det er en heldig skæring, at jeg lægger et snit, hvor jeg fylder 25, for den periode har jeg en tilpas stor distance til. Hvis jeg skulle skrive fortsættelsen af mine erindringer nu, for eksempel om perioden fra 25 til 35, ville jeg nok have et mere kritisk blik på mig selv. Der var nogle år, hvor jeg i dag som 50-årig finder mig selv næsten komisk selvoptaget og selvhøjtidelig. Der var en vilje til at bide sig fast. Bide sit mærke i offentligheden. Give sig til kende og gøre sig bemærket«.

Hvor skete transformationen fra den lidt selvhøjtidelige, poserende, unge kunstner og til nu, hvor du synes at tage det hele mindre højtideligt? Ligger forskellen bare i tiden og det faktum, at du slog igennem?

»Det er meget befriende, at jeg i dag ikke behøver være bitter over noget, der ikke lykkedes. Det er en stor lettelse at opleve medgang, men det har også noget med alderen at gøre. Man får en først lurende, så truende og siden befriende erkendelse af, at det hele er nok lidt futilt alt sammen. Er det vigtigt? Er det hele ikke lidt ligegyldigt? Især når vi taler om det, vi kalder offentlighed. Den slags kommer og går, og det vigtige foregår under alle omstændigheder i forhold til arbejdet, i forhold til dem, man elsker, og de få venner, hvis mening og dømmekraft man har stor respekt for. Det er der, det foregår. Alt det andet kan i længden kun forstyrre en, men selvfølgelig er det nemmere at sige i dag«.

Mistænkelig perfektion
Som dreng kunne du tale kammeraterne i grøften, som du siger, og du blev en rød klud for dem, men det har du i nogen grad bragt med op i voksenlivet?

»Det er jo rigtig nok, og det har også noget at gøre med, hvad jeg har gjort som forfatter, og hvordan det litterære miljø er beskaffent. Der findes jo en inderligt romantisk forestilling om, at hvis et værk er lidt mislykket, lidt flosset, lidt knoldet og hakkende og stammende, så kommer det fra hjertet. Så kan vi tage forfatteren til os som en våd hund, vi tørrer og gnubber, fordi han rummer en eller anden form for sandhed i al sin uformåenhed. Hvorimod hvis et værk rummer en grad af perfektion, af orden og harmoni, så er det glat. Så er det nok løgn og overfladisk. Den har jeg været udsat for mange gange. Den følges af en anden modernistisk opfattelse af, at hvis man beskriver følelsernes kaos, så skal det også være kaotisk. Det har jeg aldrig rigtig kunnet forstå«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Det er jo næsten ordret, hvad du i sin tid skrev til forlæggerne, når de ikke ville udgive dine digte?

»Ja, det undrede mig også, da jeg fandt kladden til det gamle brev i en papkasse. Gud, tænkte jeg, skrev jeg det allerede dengang, for det har klæbet til mig, siden jeg sendte mine første digte ind. Jeg må bare se i øjnene, at jeg i nogle sammenhænge er en outsider«.

En mand i en krøllet skjorte
Skal man også være på en bestemt måde for at være en ’rigtig’ forfatter?

»Det er bedre ikke at stryge skjorten. Du skal helst være en slags bums, der er faldet ud af et mærkeligt liv og pludselig kommer til syne i litteraturen med den autenticitet, som det giver, for så er du jo på en måde i en offeragtig position, hvor nogen kan komme og tage sig af dig. Det er jo hele kritikerstandens berettigelse at kunne taget noget og løfte det frem og sige: Se, hvad vi har fundet«.

En mand i en krøllet skjorte?

»Ja, en mand i en krøllet skjorte, og hvor kan han dog digte. Hvis manden godt ved det selv og endda kan finde ud af at stryge sit eget tøj, så er de jo arbejdsløse«, siger Jens Christian Grøndahl.

Selv ligner han på ingen måde det let lurvede billede af en forfatter, som han fremmaner med et let ubehag. På ingen måde. Ja, skjorten er nydelig. Strøget, selvfølgelig. Og som sædvanlig er det let grånende hår på plads i en på én gang afslappet og alligevel helt kontrolleret frisure. Håret ser aldrig, a-l-d-r-i-g, ud til at være uregerligt, fordi det skulle have været klippet for fire uger siden. Det falder, som det skal. Det samme gør ordene, når han taler. Han kan helt ubesværet og hele tiden formulere det ene mundrette ordbillede efter det andet.

Frankrig er ikke som her
På den måde ligner han sine bøger, hvor den ene sætning naturligt føder den næste. Hvor metaforerne kan være smukke og store, og hvor følelserne, de afspejler, ikke lader dem noget efter.

Måske er det dette – all inclusive – som gør, at nogen bare synes, at Grøndahl er alt, alt for meget, og som gør, at han selv synes, det på sin vis er nemmere at være forfatter og udkomme i Frankrig.

»I Frankrig bliver man ikke opfattet som mindre litterær, fordi man har læsere, og det er også i orden at arbejde på den måde, jeg gør. Det er i orden at tilstræbe den form for klassisk afrundet transparens i fortællingen. Det bliver ikke ugleset eller opfattet som glathed eller noget andet grimt. I Danmark er det ikke i orden, at jeg skriver om følelser. Det er det ikke«, siger han.

Mine personer taler meget, og de er mindst lige så kloge, som jeg selv er. Der er oven i købet det endnu mere utilgivelige, at mine historier udspiller sig i den højere middelklasse.

»Der er visse, små, bornerte mænd i kritikerstanden, som har det enormt svært ved, at en mandlig forfatter skriver om følelser. Det skal jeg ikke gøre. Jeg skal skrive om sociale randeksistenser, som vi kan føle os ovenpå i forhold til. De skal også helst være lidt aggressive og ikke sige for meget, for det er mere autentisk, hvis de er umælende. Mine personer taler meget, og de er mindst lige så kloge, som jeg selv er. Der er oven i købet det endnu mere utilgivelige, at mine historier udspiller sig i den højere middelklasse, og det er en dårlig ide. Det er på forhånd mistænkeliggjort, for vi har en social diskurs, der forsvarer de svage. Det er dem, man skal skrive om«.

Skide irriterende 25-årig
Du er selv inde på, at det nemt kunne være gået galt for dig?

»Det er på et tidspunkt, da jeg har læst filosofi i et par år. Lige der har jeg en selvforståelse, som er helt urealistisk. Jeg er allerede forfatteren, digteren, og det er kun et spørgsmål om tid, før forlagene må indse, at de bliver nødt til at udgive mig. Lige netop der og de næste fem-ti år kunne jeg nemt være blevet mere og mere forhutlet. Verdensmand i ingenting uden at have præsteret noget. Det var kun, fordi det viste sig, at jeg var disciplineret og ihærdig nok, at jeg ikke endte som taber, men det ved man ikke, før man er blevet testet. Specielt i lyset af, at jeg selv har voksne sønner, som jeg følger med en blanding af stolthed og uro, så jeg tænker, at hold da kæft, hvor kunne det bare være gået galt. Det er ungdommens overmod, som man i min mere modne alder kan blive lidt rystet over. På det tidspunkt, hvor man har allermindst at have det i, er man allermest skråsikker«.

Og pisse hamrende irriterende?

»Ja. Skide irriterende, men det er også dobbelt. I bogen har jeg forsøgt at have et voksent og nogle gange overbærende blik på denne alvorlige unge mand, og så på den anden side også være loyal over for ham, for han er jo på en måde far til mig. Han er min forudsætning. Han ved også noget, jeg har glemt, og det er knyttet til den sult og den form for dynamik, som en 25-årig har, og som en 50-årig ikke kan have«.

Sir eget opbrud
Jens Christian Grøndahl er helt på det rene med, at læsere i både Frankrig, Danmark og på et tidspunkt også Holland kan lægge erindringsbogen ned over hans forfatterskab som en slags nøgle.



»Det gør ikke noget. Ikke nu. For nogle år siden ville jeg have haft travlt med at slette sporene efter mit eget liv. Jeg ville have sagt, at det bare var en roman. Måske er det, fordi jeg nu er 50, men jeg har det fint med, at denne bog kommer efter ’Fire dage i marts’. Holder man dem op imod hinanden, skal man ikke være særlig intelligent for at se sammenfaldet mellem moderskikkelsen i romanen og så min egen mor«.

Eller sammenfaldene med dine egne opbrud?

»Ja, på den måde er den en nøgle til meget af det, jeg har skrevet, og hvis det var et problem for mig, ville jeg ikke have skrevet bogen, men bevaret forretningshemmelighederne. Når jeg ikke har problemer med det, skyldes det nok, at de bøger, jeg har skrevet, har fået deres eget liv. De er hver især en aflukket historie, som har sine kilder, og det kan interesserede læsere så studere, men bøgerne har frem for alt bevist, at de kunne være interessante for læserne at tilegne sig som et billede af dem selv snarere end et billede af mig«.

Forfattere er indbilske
Kan man undgå at tænke over, at man skriver med på sit eget eftermæle?

»Der er et stort opbrud i litteraturen og kulturen lige nu, så det er meget uvist, hvilke forfattere – om overhovedet nogen – der vil blive husket om 50 år, bortset fra Shakespeare og et par stykker til«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige netop der og de næste fem-ti år kunne jeg nemt være blevet mere og mere forhutlet. Verdensmand i ingenting uden at have præsteret noget.



Mange er ellers gået meget op i det?

»Ja, men det har også været på et tidspunkt, da dannelseskulturen har været med til at gøre forfattere mere indbildske, end måske godt var. Der er jo både gevinst og tab ved, at dannelseskulturen er smadret fuldstændig. Tabet er indlysende. At litteraturen og kunsten i det hele taget er fuldstændig marginaliseret. At unge mennesker har en meget begrænset viden om kulturhistorien. Men gevinsten er, at vi måske er lidt mere nede på jorden i forhold til vores egen selvforståelse, så vi ikke som kunstnere lader os forføre til i den grad at være omvandrende monumenter for os selv i utide«.

Røvfuld med renter
Her er vi pludselig tilbage til dengang, den unge Jens Christian Grøndahl lænede sig kraftigt op ad en røvfuld, fordi han som 13-årig gik rundt og talte skolekammeraterne i grøften, som han selv siger.

Han måtte holde sig hjemme fra skolen en uge, og politiet nåede at blive indblandet, men oplevelsen trådte snart i baggrunden, og da han ikke så længe efter var hos grønthandleren for sin mor, havde han næsten glemt, hvordan de små, hårdkogte rødder havde været efter ham.

I et blink af et øjeblik kom det hele dog tilbage, for midt på indkøbsturen blev han passet op af en af rødderne, og Grøndahl var ikke i tvivl om, hvad der ville ske. Nu ville han få sin røvfuld.

Med renter.

»Det troede jeg i første omgang. Men så stod han gudhjælpemig der og rakte hånden frem mod mig og sagde undskyld. Jeg kan tydeligt huske den skam, jeg følte over, at han skulle stå der og ydmyge sig over for mig«, siger Jens Christian Grøndahl.

Han havde været »pissehamrende arrogant« – det er sådan, han selv ser det i dag – og her var situationen så vendt fuldstændig på hovedet.

»Det lærte mig enormt meget om, at janteloven har sin berettigelse. Du skal ikke slå andre oven i hovedet med dine fortrin. Du er nødt til at vise respekt og skrue lidt ned for dig selv«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden