Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JOACHIM ADRIAN
Foto: JOACHIM ADRIAN

Succes. Da Morten Ramslands prisbelønnede roman 'Sumobrødre' udkom sidste år, blev den nærmest en ny toer.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danske forfattere: Derfor er 'den satans svære toer' så svær

Når man er debuteret som forfatter, venter det sorte hul over dem alle: toeren.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når forfattere omtales, bliver det næsten altid nævnt, hvad titlen var på deres debutbog.

Måske endda lidt om, hvad dens tema var, og hvordan den blev modtaget. Om den blev forfatterens uventede gennembrud, eller om forfatteren siden har forsøgt at få alle til at glemme den.

Langt sjældnere taler man om toeren. Opfølgeren.

Og hvorfor skulle man også det, vil de fleste nok sige. Er det ikke bare som at lære at gå? Man tager det første skridt, og derefter gentager man det lille trick med at holde balancen. Ud på gulvet. Et skridt ad gangen. Resten af livet.

Hvor svært kan det være?

De kommende fem lørdage
Mange forfattere ville ønske, at sagen var så enkel.

Ikke uden grund taler man i den litterære verden om ’den svære toer’. Andre taler ligefrem om ’den satans toer’, for nu troede de lige, at det faktisk var så enkelt. Det lykkedes dem at debutere. De døde ikke af det.

Og alligevel sidder de så der og stirrer ned i den afgrund, der skulle være fyldt op af manuskriptet til toeren.

Men hvorfor er det så svært at få afleveret den svære toer? Hvorfor er det ikke bare at gøre det hele en gang til?

Det fortæller vi om i Politiken de kommende fem lørdage i en serie med yngre forfattere, som enten er aktuelle med deres anden bog eller er i fuld gang med at skrive den.

Ramsland i overgang
Første interview er med Lone Aburas, som meget passende har kaldt sin anden bog for ’Den svære toer’. Det bringes i morgen.

Men i dagens artikel taler vi med en række fuldbefarne folk fra litteraturens verden. De fem forfattere i serien kan måske få rystet lidt af præstationsangsten af sig ved at høre, hvilke erfaringer de garvede i branchen har gjort sig.

Morten Ramsland, eksempelvis. Manden, alle kender som forfatteren af ’Hundehoved’ og af ’Sumobrødre’ og som modtager af Danske Banks Litteraturpris.

Jeg havde stirret mig helt blind på den, og der gik et par år, hvor jeg simpelthen ikke forstod, hvorfor den fik så dårlige anmeldelser.

LÆS ANMELDELSE

Men hvem husker ham for romanen ’Akaciedrømme’ fra 1998?

»For mig var det en rigtig svær toer. Jeg debuterede med en digtsamling, og efter den skrev jeg flere digtsamlinger. Der var bare ingen, der ville udgive dem. ’Akaciedrømme’ blev et forsøg på at rykke mit forfatterskab over i prosaen. Det blev en overgangsbog, hvor jeg gik fra at være lyriker til at være historiefortæller«, fortæller Morten Ramsland.

To toere
Da han var færdig med bogen, var han ikke engang nervøs for, hvordan det skulle gå.

Det var jo en god bog. En hamrende god bog, faktisk. Syntes han selv.

Kritikerne var mildt sagt uenige.

»Jeg havde stirret mig helt blind på den, og der gik et par år, hvor jeg simpelthen ikke forstod, hvorfor den fik så dårlige anmeldelser. Dengang syntes jeg, det var vildt uretfærdigt. Men efterhånden kunne jeg se, at det var en meget irriterende ung fortæller, som mente, han vidste alt. Mine bøger skal lagre et stykke tid hjemme hos mig. En bog skal helst ikke være alt for frisk, når den udkommer«, fortæller Morten Ramsland.



Syv år efter ’Akaciedrømme’ oplevede han sit gennembrud som forfatter med ’Hundehoved’, og det var den succes, han stod på, da den prisbelønnede roman ’Sumobrødre’ udkom sidste år. Romanen blev nærmest en ny toer for Ramsland.

»Her handlede toeren om at finde et nyt stof efter ’Hundehoved’, og på en måde var det som at skulle genopfinde sin egen stemme«, siger han.

Carsten Jensens sene debut
Ligesom Morten Ramsland har også Carsten Jensen oplevet, at man kan have flere toere som forfatter.

Han fik sin første bog ud i 1985, essaysamlingen ’Sjælen sidder i øjet’, og den blev fulgt op af endnu en essaysamling, ’På en mørkeræd klode’ året efter, men de fleste vil nok mene, at hans skønlitterære debut først kom i 1988 med romanen ’Kannibalernes nadver’.

»Anmeldelserne var meget blandede, så da jeg i 1991 fik udgivet ’Jorden i munden’, kunne det nærmest kun gå fremad efter det bundniveau, jeg lagde ud med«, siger Carsten Jensen med et grin.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS LEDER

Det gik imidlertid ikke toeren meget bedre end etteren. Ganske vist blev ’Jorden i munden’ oversat til flere sprog, men interessen hos kritikere og bogkøbere var særdeles behersket.

Dengang drog han hurtigt den fulde konsekvens. Da den såkaldt svære toer var sat i verden, besluttede han sig for at lægge skønlitteraturen på hylden, og der blev den liggende de følgende femten år.

»Det, jeg havde at fortælle, kunne jeg fortælle bedre på andre måder«, siger han.

Litterære øvelser
I de følgende år skrev han essays og ikke mindst de rejseberetninger, som blev solgt i 200.000 eksemplarer.

Det var først, da han skulle skrive ’Vi de druknede’ (udgivet 2006), at han vendte tilbage til skønlitteraturen. Det er bogen, han opfatter som sin egentlige romandebut.

Var du slet ikke nervøs for at vende tilbage til en genre, du mildt sagt ikke havde haft held med?

»Jo da. Jeg havde så store betænkeligheder, at jeg i et interview indrømmede, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg havde valgt den rigtige genre. Hvornår har man ellers hørt en forfatter udtrykke den slags tvivl, mens de sidder midt i arbejdet med en bog?«, siger han.

LÆS ANMELDELSE

I dag betragter han både sin debutroman og toeren som en form for litterære øvelser, men han har stadig i hvert fald én god ting at sige om toeren, ’Jorden i munden’.

»Min kone, Liz Jensen, blev faktisk forelsket i mig, efter at hun havde læst romanen«.

Ib Michael kunne ikke kapere det
Hvis man skærer helt ind til benet, kan man også sige, at både Morten Ramslands og Carsten Jensens erfaring er, at de første forsøg i skønlitteraturen også handler om en modningsproces. Som forfatter og som person.

Spørg bare Ib Michael om det.

Han debuterede i 1970 med ’En hidtil uset drøm om skibe’, og han husker stadig, hvordan han blev forfatter på den velsignede måde, at det bare skete, mens han havde gang i alt muligt andet. At læse indiansk, for eksempel.

Enten er man brudt igennem med et brag, og det skal man så leve op til. Eller også har man fået en dårlig modtagelse, og derefter ved man ikke, om de vil udgive ens næste bog.

Toeren blev derimod svær. Ikke at skrive, men at kapere.

»Problemet var, at den løb for let gennem systemet, og før den var udkommet, rejste jeg ud på min første store rejse til Mexico. Da jeg kom hjem, havde jeg bare skiftet spor, stilistisk, herregud, ja, men hvad betyder stil, når man har noget at sige?«.

»Først og fremmest var jeg et noget andet menneske. Derfor fik jeg de problemer med toeren efterfølgende, at den ikke længere dækkede det, jeg havde på hjerte. Den tid, som jeg var blevet en eksponent for, havde jeg atter fjernet mig fra. Jeg var havnet et andet sted, mentalt og politisk, hippietiden var forbi, og jeg var aldrig sprunget på den marxistiske vogn. Jeg vendte hjem, fuld af stærke indtryk, som først nu skulle til at finde en form«, fortæller han fra sit vintereksil i Østen.

Anders Bodelsen og tomheden
Overgangen fra debutbogen til toeren kan også være en barsk opvågnen og en læreproces, hvad Anders Bodelsen erfarede, da han som 22-årig debuterede med ’De lyse nætters tid’ i 1959 og var sikker på, at han ville slå igennem med et brag.

»Inden debuten havde jeg fået at vide, at jeg burde stramme bogen op, men jeg var selv overbevist om, at bogen var et mesterværk. Da den udkom, fik den nu meget blandede anmeldelser for at sige det mildt«, siger Anders Bodelsen.

Efterhånden kunne han dog også selv se, debutbogen var for lang, og dermed stod han midt i problemerne, for han var allerede i gang med en ny roman, men hvordan håndterer man den, når ens mesterværk lige er blevet pillet ned af både kritikerne og forfatteren selv?

»Jeg lagde den til side, og de næste fem år brugte jeg på at lære mig selv at skrive. Jeg skrev noveller, for dem kunne jeg overskue og rette igennem, når jeg først havde skrevet dem«, siger Anders Bodelsen.

En kortere toer
I årene efter debuten lærte han sig at skære sine egne tekster ned.

Dels som redaktør af tidsskriftet Perspektiv, dels som leverandør af tekster til redaktør Harald Mogensen i Politikens Hus, som efter at have slettet ord eller afsnit fortalte den unge forfatter, at »læserne savner dem ikke«.

»Derfor blev min anden bog, ’Villa Sunset’, også meget kortere end min debutbog«, siger Bodelsen.

Nu er han 73, og debuten ligger et halvt århundrede tilbage, men han kan stadig sætte sig ind i de følelser, unge forfattere står med i tomrummet mellem debuten og toeren.

LÆS INTERVIEW

»Enten er man brudt igennem med et brag, og det skal man så leve op til. Eller også har man fået en dårlig modtagelse, og derefter ved man ikke, om de vil udgive ens næste bog« siger han.

Ønskes: et helt forfatterskab
Men hvordan skal en toer så skrues sammen?

For Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, skal toeren helst ligge så langt væk fra debuten som overhovedet muligt.

»Det er godt, hvis man har på fornemmelsen, at der står en masse stof inde bagved og presser sig på. Så man mærker, at der er mere på færde«, siger Johannes Riis.

Som forlægger er han altid interesseret i spændende debutanter, men han er endnu mere interesseret i personer, som ud over den første bog også bærer et forfatterskab i sig.

»Der er dem, der siger, at alle har i hvert fald én bog i sig, og det er altid spændende at se, om der er gods i debutanten til mere end den. Derfor er den anden bog vigtig, og bog nummer to bliver altid bedømt hårdere end den første«, siger han.

Forlagets lange liste

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er dog langtfra alle, der overhovedet når til bog nummer to, og Johannes Riis mener, det kan skyldes, at forventningerne har været forkerte, og at de har været for utålmodige. »Når de får udgivet deres debutbog, kan det være svært at forstå, at verden ikke tager mere notits af det, og bagefter kan de måske have svært ved at finde den motivation, der skal til for at skrive den næste bog«, siger han. Johannes Riis’ erfaring er dog, at langt de fleste debutanter senere vender tilbage med et nyt manuskript. Men sikkert er det langtfra. Der findes også en lang liste over forfattere, som forlag havde store forhåbninger til, men som aldrig nåede at udgive andet end debutbogen.



Måske havde de ikke andet end den ene bog i sig, eller også gav de op over for ’den satans svære toer’.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden