Et af det 20. århundredes mest dramatiske politiske kapitler, grundlæggelsen af det kommunistiske Kina og landets rolle i verdens-politikken, er afgørende sat til revision efter den nylige udgivelse af 'Mao - The Unknown Story', biografien over den myteomspundne partisanleder, parti- og statschef, Mao Zedong, som førte sit kommunistparti til sejr i den kinesiske borgerkrig 1949 og siden stod i spidsen for Folkerepublikken frem til sin død 1976. Verdensberømte svaner Forfatterne til det 800 sider lange mammutværk, der også er på vej i en dansk oversættelse, er den kinesiskfødte succesforfatter Jung Chang og hendes ægtefælle, den britiske historiker Jon Halliday. Jung Chang gjorde i begyndelsen af 1990'erne sin familie og det moderne Kinas historie verdenskendt med udgivelsen af sin familiesaga 'Vilde Svaner', der med flere end ti millioner solgte eksemplarer er en af de bedst sælgende nonfiction-bøger nogensinde. Værre end Stalin Siden 'Vilde Svaner' bragede igennem på det internationale bogmarked, har Jung Chang og Jon Halliday brugt en halv snes år på at indsamle oplysninger om Mao, både i arkiver og hos de nulevende individer, der har haft en berøring med manden. Resultatet er blevet en skånselsløs afklædning af en tyran, som engang var et positivt ikon for millioner af socialister og kommunister over den ganske verden, der mente, at Mao havde leveret et mere 'humant' alternativ til den sovjetiske stalinisme. Nej, siger Jung Chang og hendes ægtefælle: Mao var værre end sin sovjetiske kampfælle. De konkluderer, at omkring 70 millioner kinesere måtte lade livet under Mao - i fredstid. Som følge af absurde kampagner og ideologiske amokløb. Begejstret anmeldelse »Siden de sovjetiske arkiver begyndte at blive åbnet og gav vidnesbyrd om Stalins tyranni, er flere og flere begyndt at sammenligne Hitler og Stalin. Hvem slog flest ihjel? Hvem var den mest fordærvede?«. »Sådanne afskyelige spørgsmål har givet anledning til en både dyster og tåbelig argumentation: At Stalin var værre end Hitler, for hvorfor har vi hørt så meget om holocaust (de nazistiske jødeudryddelser, red.) og så lidt om Gulag?«. »Mao er aldrig blevet nævnt i den forbindelse, men det vil han blive nu«, pointerer forfatteren Simon Sebag Montefiore i sin anmeldelse i den britiske avis The Sunday Times. Montefiore, der i fjor udsendte en meget rost biografi om Stalin, er overstrømmende i sin begejstring og kalder Mao-bogen en triumf: »Bogen er et lammende portræt af tyranni, menneskeligt forfald, massemord og promiskuitet - et intimt portræt af det største monster af dem alle, Kinas Røde Kejser«. Forfatteren citerer Stalins efterfølger, den sovjetiske partileder Nikita Khrusjtjov for følgende udsagn om Mao: »Når jeg ser på Mao, er det Stalin, jeg ser, i en perfekt kopi«. En erfaren Kina-kender, redaktør Jonathan Mirsky, giver i sin anmeldelse i avisen The Independent også Mao-biografien mange roser: »Der er tale om en bedrift, der overgår tidligere udgivelser om Mao, med meget nyt kildemateriale og brutale analyser«, men Mirsky efterlyser forfatternes kritiske vurderinger af både de sovjetiske og kinesiske kilder om Mao. Offer for propagandisme I de ti år, Jung Chang har forberedt bogen, har hun ubesværet kunnet rejse ind og ud af sit fødeland og har skaffet sig adgang til snesevis af kilder, som politisk har været og i nogle tilfælde stadig er politisk sensitive. Hvordan har det kunnet lade sig gøre, når hendes antikommunistiske holdninger er velkendte? Anne-Marie Brady, en velrenommeret kinaforsker på University of Canterbury i Christchurch, New Zealand, mener i sin anmeldelse af Mao-biografien i avisen Christchurch Press, at Jung Chang og hendes ægtefælle er blevet ofre for en veltilrettelagt spinmanøvre fra det nuværende kinesiske magtapparats side: »I det kinesiske propagandaapparat findes der et begreb, der handler om at udnytte udenlandske kræfter til at styrke Kina, og Mao-biografien er endnu et eksempel i en lang række. Chang/Halliday har fremstillet en tekst, som er endt med at tjene kinesiske propagandaformål«. »Deres biografi om Mao bidrager til den nuværende kinesiske ledelses bestræbelser på helt at nedgøre Maos bidrag til udviklingen af det moderne Kina og fortsætte med afmaoiseringen af det kinesiske kommunistparti«. »Dermed medvirker de også til at ændre på opfattelsen af Kinas kommunistparti som et revolutionært parti til bare at være det parti, som er ved magten, fordi det nu er det naturligste«, skriver hun. Påfaldende frihed Brady peger på, at Jung Chang helt ubesværet har haft adgang til lukkede kinesiske arkiver og har kunnet interviewe nogle af Maos nærmeste familiemedlemmer og medarbejdere. »Jung Chang er gennem sin slægt nært forbundet med den kommunistiske ledelse i Kina, og hun har utvivlsomt haft godkendelse fra højeste sted til at kunne gå til de kinesiske kilder, hun har brugt«, skriver sinologen. Om end Jung Chang i flere interview op til bogens udgivelse har fortalt om et direktiv i 1994, hvor den kinesiske ledelse forbød tidligere medarbejdere at møde hende, så er det ifølge Brady påfaldende, at hun har rejst talrige gange til Kina, og at de pågældende kilder og personer tilsyneladende helt har ignoreret dette forbud. »Hvis Kinas ledere havde været foruroliget over det emne, som Jung Chang forfulgte, så ville hun for længst være blevet anholdt, således som det har været tilfældet med andre kinesiskfødte forfattere, som i de senere år har forsøgt at indsamle oplysninger om sensitive emner«. »Men bogen afslører ingen statshemmeligheder om Mao, og Jung Chang får næppe problemer med at rejse ind i Kina efter bogens udgivelse«, pointerer forskeren. Fortiden fortrænges Biografien om Mao er helt i overensstemmelse med den nuværende kinesiske ledelses ambition om at afmontere fortællingen om Mao som en leder, der bidrog til Kinas udvikling, samtidig med at man ændrer opfattelsen af kommunistpartiet til at være blevet et normalt magthaverparti, der kan accepteres af alle. »Hvis der overhovedet findes en ukendt historie i forbindelse med denne bog, så handler den om kommunistpartiets rolle efter Mao og om, hvordan et parti med så meget blod på hænderne har været i stand til at bevare magten så effektivt og i så lang tid«, konstaterer Anne-Marie Brady. Den britiske avis The Guardians Kina-korrespondent Jonathan Watts har med anledning i bogens udgivelse opsøgt Maos personlige sekretær i de mest kaotiske og voldsprægede år (1958-76). Han hedder Li Rui, er 88 år og lever i dag en beskyttet pensionisttilværelse i en statsbetalt lejlighed, der er reserveret tidligere topembedsmænd i regimet. Li Rui bekræfter biografiens beskrivelse af Mao som en ryggesløs diktator, for hvem milliontab af menneskeliv intet betød. »Kinas største problem er, at landet ikke formår at se fortidens forbrydelser og tragedier i øjnene«. »Mao var for autokratisk. Han accepterede ikke uenighed. Han havde en overtroisk opfattelse af, at han og ingen andre altid havde ret. Men problemet med Mao var også partiets og det politiske systems problem«, siger partiveteranen til The Guardian.