Mens digtet kan spejle den subjektive oplevelse, er en af romanens styrker, at den kan sætte oplevelsen ind i sit mønster: mængden af påvirkninger fra vores omgivelser.
Dét har norske Carl Frode Tiller (f. 1970) draget en radikal konsekvens af med sit greb i de to romanbind: ’Indkredsning’ (2007, nomineret til den nordiske pris i 2008 og udkommet på dansk 2010) og nu ’Innsirkling 2’, som ved siden af Beate Grimsruds ’En dåre fri’ er Norges stærke bud på prisen i år.
Til indkredsningen bidrager en række personer fra Namsos og omegn som følge af en avisannonce, der efterlyser »oplysninger om David«, hvis foto er trykt; han har nemlig selv mistet hukommelsen.
I første bind reflekterede ungdomsvennen Jon, stedfaderen Arvid og ungdomskæresten Silje på annoncen med deres beretninger, mere om sig selv end om ham. Nu sluttes cirklen så med tre nye henvendelser – og et for læseren langt mere tilfredsstillende resultat.
Ikke alene får vi nu nok at vide om David til at se ham for os, hvilket sandt at sige kneb lidt i første bind. Det bliver også anderledes klart, at indkredsningens mål ikke er at finde centrum, altså David, men at tegne cirklen: Den kreds, der har udgjort hans verden, og hvis beretninger bliver vores privilegerede adgang til liv og menneskesyn på den norske vestkyst fra omkring 1980 til 2006, fortællingens nu.
I bind 2 beretter barndomsvennen Ole om indianerlegene dengang og om at prøve at være ’blød mand’ mellem stærke kvinder, moderen og konen; det kan ikke tilrådes – og gør han det for andres skyld end sin egen? Teenagevennen Tom Roger er derimod voldelig over for sin kone, når rusen kalder selvforagtens dybe raseri frem.
Men hun vil ikke lade ham flytte! Gamle Paula på byens plejehjem, som leverer bindets tredje bidrag, har måske mest at fortælle om ’centrum’: Hun var veninde med Davids mor og med til fødslen.
Tiller har en enestående evne til at gengive den antydningernes dialog, hvormed magten forskydes fra sekund til sekund mellem mødre og sønner, mellem ægtefæller, mellem legekammerater og mellem drukbrødre. Intuitive finter og følere, hvis underforståede trusler let kan benægtes, men får den anden ud af balance – grumt, præcist og ansvarsfrit.
Andet bind bekræfter, hvad bind 1 kun lod ane: Davids ’hukommelsestab’ er et påskud, han er forfatter og født i Namsos i 1970, ligesom Tiller.
»At skrive selvbiografisk er vist populært for tiden, og rygtet fortæller, at du arbejder på en bog, hvor du prøver at dreje den traditionelle selvbiografi og se dig selv med andres blik«, skriver en af annoncens reflektanter til ham og beder ham hvast »afslutte dette helt igennem narcissistiske projekt«, for ellers vil han gå til pressen.
En kollegial hilsen fra Carl Frode til Karl Ove (Knausgaard) og ’Min kamp’, der sidste år var indstillet til prisen og ligeledes skildrer familiekonflikter, skyld og skam omkring et ungdomsliv i 80’ernes provins.
Selv finder jeg Tillers dobbeltblik med det bredere snit gennem flere familier og et helt socialt lag mere interessant, og hans afdækning af den halvkvædede vise som dialogform mellem familiemedlemmer er suveræn lytte- og fortællekunst.
