Tino er journalistelev på den konservative avis i en halvt fiktiv østjysk købstad i de tidlige 1960’ere. Bestyrelsesformand for avisen er svigerfar, bankdirektøren, hvis skrøbelige datter Tino uden den store passion er kommet til at gøre gravid. Tino gør sig sine tanker, og han er talerør for forfatterens udstilling af hykleriet på både redaktionen og i byens bedre borgerskab, med frimurerloge, folkekirke og fraktionerne inden for begge. LÆS OGSÅNy bog portrætterer billedhuggeren med forstand på heste Men Tino er i klemme mellem svigerfaderen og sin egen afdøde far, begge logebrødre, og han er ikke mand nok til at bryde ud og tage magten over sit liv. »Han vil ud og gå på vejene, ud og sejle ligesom de digtende landstrygere og vandvejenes poeter«.

Men Tino flyder med, og der er allerede lagt i ovnen til en grum midtvejskrise, som bogen dog ikke når frem til.
Fascinerende chefredaktør Den eneste fascinerende person i ’Gongong’, Ulrik Gräs’ provinsportræt og tiende roman, er imidlertid Nemo, Tinos intelligente, indflydelsesrige, faderlige og selvhøjtidelige chefredaktør. Han skriver ledere som en diktator og står fast på sin ytringsfrihed og ret til at bestemme, hvad der skal trykkes – og ikke trykkes – i avisen. Det er dog en ret, han fortrinsvis bruger til at være korrupt og kynisk. Nemo er klicheen på en boulevardblads-, hhv. provinsavisredaktør, og muligvis er han ikke engang overdrevet. Der er mange historiske bipersoner fra tiden, især politikere, digtere og skuespillere, ved siden af Gräs’ fiktive hovedpersoner. Men solidariteten med figurerne er til at overse; måske lige undtaget Tino.
Ingen samlende idé Forfatteren er hele tiden den kommenterende sædeskildrer, og hans tilgang er snarere journalistisk end litterær.