Juliane Preisler er en erfaren og begavet poet. Blandt hendes talenter er evnen til med dæmpede midler at fylde voldsom sanselighed i digtene. Det virker ikke så godt denne gang. Hun har fået en ide, som måske kan fungere i en jazz and poetry-sammenhæng, men som bliver monoton og tom på de trykte sider. Ideen er igen og igen at afbryde ordstrømmen med udslip af tegneserieboblesprog.
»Overskridende sit eget/ landskab, med benene/ alt for spredte«, skriver hun, og man ser noget for sig. Men hun fortsætter » Tunk/ Wwwwhhhhooooossssshhhhh«, og så er den, der venter sig noget af ordene, tændt af. I hvert fald når den slags kommer to, tre, fire gange på hver af de 184 sider. For meget larm Digtet her fortsætter med en stribe voldsomme klimaksord: »Søjleild, altædende,/ forkullet, og eksploderende«, men de er jo allerede overdøvet af stavepladeskriget. Og er de det ikke, bliver de det i hvert fald af det afsluttende udbrud: » Wwwwhhhhooooossssshhhhh Tunk zzzzzzzzzZZZZZZZZ«. Det er synd, for inde bag al larmen er der ømme glimt af ensom lidenskab. Her er den lille pige »underlivsundersøgende« sig selv. Her er den unge mands blik, der flakker op langs kvindens lægge, mens en »glasklirren/ fra et sted i lokalet rammer/ nakken«.
