Han er i fuld gang med at skrive sig ind i sit otium, fløjtenisten Toke Lund Christiansen, og han gør det veloplagt og læseværdigt. Den ældre herre har simpelthen et oplagt sprogligt formidlingstalent. At hans nyeste udgivelse oven i købet har sprængfarligt potentiale på niveau med jægerbogen – eller i hvert fald næsten – gør den kun mere interessant. Vibratokrigen Toke Lund Christiansen har siddet mere end fire årtier som fløjtespiller i DR SymfoniOrkestret, som Radiosymfoniorkestret hedder nu om dage. Med en parafrase over en gammel Victor Borge-vittighed kunne man spørge, om ikke familien derhjemme er begyndt at savne ham? Forfatteren stiller sig selv det samme spørgsmål, men kun for at nå frem til, at børnene allerede er fløjet fra reden, og at hustruen har travlt med sine egne forfatterprojekter. Så meget desto mere er pensionsovervejelserne en rød tråd gennem bogen, der er skrevet som dagbog fra efteråret 2009 og et år frem. ’Spredt bifald’ er måske en lidt underlig titel på en dagbog over et år i en klassisk musikers liv. Underlig al den stund vi, der regelmæssigt går til Torsdagskoncerter, ved, at der uden undtagelse klappes både ihærdigt og som regel stående til deres koncerter – selv når musikken er gået helt i kage, indrømmer Toke Lund Christiansen!
LÆS OGSÅ Kan Gud høres i musikken? Kan døden?
Til gengæld er det interessant at opleve livet i DR SymfoniOrkestret indefra, når forfatteren med insiderens viden beretter om for eksempel den regulære vibratokrig, der inden for de sidste ti år har delt orkestret i to lejre.
En konflikt, der har sit udgangspunkt i vor tids fokus på historisk opførelsespraksis, når det kommer til den ældre klassiske musik, og som drejer sig om, hvorvidt musikerne skal sovse hver eneste tone ind i klangfedt vibrato, som man blev vant til at gøre det i 1900-tallet.
