fremragende. Julian Barnes' nye roman har krimiens spænding og fortællemønster, men ingen af dens skavanker.
Foto: Kathy Willens (arkivfoto)

fremragende. Julian Barnes' nye roman har krimiens spænding og fortællemønster, men ingen af dens skavanker.

Bøger

Booker-prisvinders miniroman er en fryd fra først til sidst

Julian Barnes' mesterlige miniroman er en mesterlig historie om historieforvanskning.

Bøger

En god opera gennemspiller hele handlingen i ouverturen, ligesom en god roman gerne har sagens kerne gemt på første side.

Fortælleren i Julian Barnes bookerprisvinder opregner indtryk af forskellige slags væske, herunder badevand, der for længst er blevet koldt bag en låset dør. »Det sidste har jeg på en måde ikke set, men det, man ender med at huske, er ikke altid det samme, som man har været vidne til«.

Nej, man husker det, man forestiller sig. Derfor er mennesker ikke til at stole på, når de vidner. Slet ikke romanens fortæller, Tony Webster, der arbejder som jævn engelsk administrator et sted i den beskedne ende af det kulturelle system. Vi følger ham et helt liv, også både før og efter de ret ubetydelige arbejdsår.

Lysende fortælling
De var tre skolekammerater, der en skønne dag så deres kreds udvidet med en fjerde, Adrian, en tilflytter, som hurtigt overstråler de andre både i deres og lærernes øjne. Adrian er vittig, begavet, selvsikker, hensynsløs og meget, meget tiltrækkende.

Mens de andre fortsætter med mådelige uddannelser – fortælleren i provinshullet Bristol – går Adrian på Cambridge og får førstekarakter.

LÆS OGSÅ

Han bliver kæreste med Tonys eks, og mens fortælleren er på rygsækrejse i Amerika, begår Adrian selvmord i romersk stil, ved liggende i et fyldt badekar at skære sine pulsårer over, efter at have skrevet et filosofisk testamente og sat en seddel på badeværelsesdøren ’Gå ikke ind, ring efter politiet’.

Hvad skete der, hvorfor, hvem fejlede? De spørgsmål forfølger Tony livet igennem. Han får også et svar, og det skal bestemt ikke røbes, for dets udskydelse er motoren i en fuldstændig lysende fortælling.

Forsinket forståelse
Julian Barnes har fundet en fin figur til at inkarnere det middelmådige England, hvor livet leves i anden række, nok præget af tiden, men forskudt og forsinket.

»De fleste mennesker oplevede først tresserne i halvfjerdserne«, siger den tilbageskuende fortæller, der selv blev gift og skilt og far og bedstefar, men alt på diset distance.

Tættere er han trods alt på den fjerne kvinde, der først var en slags kæreste af den tidstypisk frustrerende slags, og som senere den beundrede og gådefulde Adrian overtog.

Historien er sejrherrernes løgne, siger eleven. Historie er også de besejredes selvbedrag, føjer læreren til.

Hun dukker op igen og bliver ved at narre ham, også som gammel. Samtidig med at hun bliver redskab for hans forsinkede forståelse af, hvad der egentlig skete dengang, og hvor meget han overså.

Krimiens fortællemønster
Hvad der sker, og hvad vi tror, der sker, det er bogens grundlæggende modsætningspar. Historien er sejrherrernes løgne, siger eleven. Historie er også de besejredes selvbedrag, føjer læreren til. Idolet Adrian sætter trumf (og stylter) på: »Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed«.

Men Barnes overtrumfer alle disse Karl Smart’er ved at gøre historien til en historie, en fortælling om, hvordan mennesker forskyder og fortrænger og bruger deres nuværende erindring om deres daværende fortolkning til at bilde sig selv ind, hvad fortiden var.

Hvor er det, vi kender den fra, denne gemmeleg med usete begivenheder og modstridende vidnesbyrd og pludselig dokumentation?

Det er jo fra krimien, Barnes har hentet sit fortællemønster. Noget er sket, en forbrydelse måske, men vi har ikke andet end sporene – som befinder sig i andre mennesker, der har deres motiver til at fordreje dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sjældent har man fået så meget på så få sider

’Når noget slutter’ har alt, hvad den gode krimi har af spænding samt ingen af dens skavanker. Psykologien er for voksne og sprogets rytme, nuancer og variation for læsere, der ikke gider spilde deres tid på det sprog, jeg som regel støder på i mine sparsomme forsøg på at læse kriminallitteratur. Claus Bech er en oversætter, der kan få de danske sætninger til at glide. Men han er lidt skødesløs med nogle af de finere sammenhænge.

Alle billederne af væske i optakten refererer til knudepunkter i Tonys erindring. Den om ’badevand, der for længst er blevet koldt bag en låset dør’ selvfølgelig til Adrians død.

Bech laver det højst nærværende kolde badevand om til »badevand, der for længst er forsvundet, og kulde bag en aflåst dør«. Noget lignende sker med bogens sidste ord, som han skærer fri af den ordrette forbindelse, de har til en skoletime. Men Barnes’ prosa er genial nok til at klare sådanne trods alt minimale berøvelser. En fryd fra først til overrumplende sidst. Sjældent har man fået så meget på så få sider.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce