En god opera gennemspiller hele handlingen i ouverturen, ligesom en god roman gerne har sagens kerne gemt på første side.

Fortælleren i Julian Barnes bookerprisvinder opregner indtryk af forskellige slags væske, herunder badevand, der for længst er blevet koldt bag en låset dør. »Det sidste har jeg på en måde ikke set, men det, man ender med at huske, er ikke altid det samme, som man har været vidne til«. Nej, man husker det, man forestiller sig. Derfor er mennesker ikke til at stole på, når de vidner. Slet ikke romanens fortæller, Tony Webster, der arbejder som jævn engelsk administrator et sted i den beskedne ende af det kulturelle system. Vi følger ham et helt liv, også både før og efter de ret ubetydelige arbejdsår. Lysende fortælling De var tre skolekammerater, der en skønne dag så deres kreds udvidet med en fjerde, Adrian, en tilflytter, som hurtigt overstråler de andre både i deres og lærernes øjne. Adrian er vittig, begavet, selvsikker, hensynsløs og meget, meget tiltrækkende.