Fornuftens optimistiske fremskridtstro på eksistensens og vidensfelternes vegne sprudlede i lærde kredse op til 1900-tallet, da man endnu havde Første og Anden Verdenskrigs monstrøse krigshandlinger og den knusende totalitarisme, der lagde sig som en jernhånd over store dele af det tyvende århundrede, til ’gode’. I dag er det åbenlyst gået rivende galt, mener den amerikanske historiker Brad S. Gregory i et skarpt og ambitiøst værk, ’The Unintended Reformation’, ifølge hvilket den delvis sekulære modernitet i Vesten er en forfaldshistorie, der også kan føje kapitalistisk udbytning og globale klimaforandringer til synderegisteret.
Når moderniteten har fejlet, skyldes det, at reformationen sprængte troens fælleskristne referenceramme og uforvarende lod fornuften erstatte resterne med et nyt virvar af stridende værdier og sandheder.





