Danske forfattere tager i stigende omfang hånd om egne udgivelser. Det sker i en blanding af lyst og nødvendighed. Digitaliseringen af bogproduktionen har både gjort det nemmere og billigere selv at udgive såvel papirbøger som e-bøger, og samtidig er nåleøjet hos både forlag og biblioteker blevet mindre. Forfatteren Marianne Gade har skrevet i mere end 30 år og udgiver i næste måned romanen ’Den tomme stol’ på forlaget Autor, som hun ejer sammen med sin mand Lars Kristiansen. Første bog på Autor, ungdomsromanen ’Skuddet’, udgav hun i 2010. »Jeg havde først sendt manuskriptet ind til et mindre forlag, og de var glade for det. Kort efter fik jeg imidlertid en kontrakt tilsendt, hvor man ville have, at jeg selv skulle betale 14.000 kr. Det var en øjenåbner. Nu skulle det være slut. Vi regnede på det og fandt ud af, at selv om bogens førsteoplag blev udsolgt, ville jeg tjene nul kroner«, fortæller Marianne Gade. I dag kan hun og manden gøre regnskabet op for ’Skuddet’, som i stedet for et rundt nul har givet et overskud på 20.000 kr. Når næste titel på ægteparrets forlag udkommer, ligger kalkulen klar. Bogen løber rundt, når der er solgt 258 bøger, og hvis førsteoplaget bliver solgt, bliver indtægten tre gange så stor, som hvis bøgerne var sendt ud på andres forlag. Nemmere og billigere Formand for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann, ser en klar tendens til, at flere forfattere selv udgiver enten på eget forlag eller på såkaldte betalingsforlag, hvor de betaler sig fra at få udgivet bøgerne: »Flere udgiver selv, fordi det er blevet nemmere og billigere. Andre udgiver selv, fordi det er blevet sværere at komme igennem hos forlagene. Det betyder selvfølgelig noget, når selv et så stort forlag som Lindhardt & Ringhof længe havde lukket ned for økonomisk sårbare udgivelser. Samtidig er det væsentligt, at der er lukket mange biblioteksfilialer, for så bliver der købt færre bøger. Antallet af filialer er næsten halveret siden år 2000«.
Det sidste mærkede gyserforfatteren Steen Langstrup på den hårde måde. Han gik fra Gyldendal for snart ti år siden og etablerede forlaget 2 Feet Entertainment, som siden har stået for alle hans udgivelser. De første år tjente han mere ved at være selvudgiver, men besparelserne på bibliotekerne kostede dyrt. »Der var et par år, hvor vi spekulerede over, om vi nu også beskæftigede os med det rigtige, men i dag har vi fået e-bøgerne, og så er det hele blevet mere spændende igen«, siger han. Langstrup får ofte forespørgsler fra forfatterkolleger, som vil høre, hvordan man egentlig driver sit eget forlag, men ofte bliver det ikke til andet end tankerne. »Mange kunne gøre det, jeg gør, for jeg har jo for helvede kun 10. klasse. Jeg tror, mange holder sig tilbage, fordi de tror, det er meget svært«, siger Steen Langstrup. Han forstår slet ikke, at forfattere betaler for at få deres bøger ud, når de ret let kunne lære teknikken selv. Både til at klargøre bøger til print og til e-bøger. »Jeg kunne ikke drømme om at få udgivet på et andet forlag. Så ville jeg hellere finde på noget andet at lave«, siger han. Trilogi blev færdig Den mulighed synes Vibeke Marx imidlertid ikke at overveje. Når hendes ungdomsroman ’Memory’ snart udkommer på forlaget Ravnerock, betaler hun selv regningen. Hun kan bare ikke bære, at bogen ikke skal udkomme: »Den er sidste del af en trilogi, og jeg får jævnligt breve fra unge, som spørger til slutningen. Anden del, ’Bjerget brænder’, fik flotte anmeldelser, men solgte dårligere end første bind, og så sagde forlaget (Modtryk, red.), at jeg ikke skulle skrive treeren. Men i mit hoved var serien ikke færdig, før treeren var skrevet«. Både siger Vibeke Marx og Jo Hermann fortæller, at det i dag er helt almindeligt, at selv etablerede forfattere ikke kan få deres manuskripter udgivet. »Men ingen har lyst til at sige, at de har fem manuskripter liggende i skuffen. Det er ydmygende«, siger Vibeke Marx. Hun ved godt, at hun i princippet kunne stå for sine egne udgivelser, men det er slet ikke inde i hendes overvejelser. »Jeg holder meget af samarbejdet med en forlagsredaktør, og jeg holder også meget af at skrive, og jeg tænder slet ikke på alt det arbejde, der ligger omkring udgivelsen af en bog«.





