Hvis titlen på bogen 'Aage, Ejner og Elna' lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt. For allerede i 2011 lavede Søren Ryge Petersen en dokumentarudsendelse om de samme tre aldrende søskende, der er ugifte, uden børn, og som stadig bor sammen i en på én gang umage og alligevel naturlig facon. Aage, Ejner og Elna er bundet til hinanden i et sindrigt afhængighedsforhold på en gammel sønderjysk gård, hvor tiden nær står stille, og hvor verden passerer i diffus distance. De lever et liv, som Herman Bang ville have betegnet 'stille eksistenser'.
Billederne driver fortællingerne Hvis man tror, at skildringen af 'Aage, Ejner og Elna' er Søren Ryge Petersens opfindelse, bringer bogen orden i begreberne. For den former sig som en publikation, hvor fotografierne udgør selve skelettet.

Det er billederne, der først og fremmest driver fortællingen videre, dels via fotografierne, selvfølgelig, dels af teksterne om Aage, Ejner og Elna - samt Søren Ryge Petersen - der beskriver eller reflekterer over de selv samme billeder. Og det er på denne måde, man drages ind i de tre bønders liv, ind i den levevis, som er ved at forsvinde fra danmarkskortet. Næsten for loyale Fotografierneer taget af Marlene S. Antonius (født 1982). Hun var barn i det kollektiv, som engang for længe siden flyttede ind på Aage, Ejner og Elnas nabogård i Harreby. Så fra barnsben kendte hun de tre. Det var således i forbindelse med en opgave på Designskolen i Kolding, at Marlene S. Antonius første gang fandt på at vende tilbage til Harreby og skildre disse personers liv. Og det gør hun ganske fint. Både Marlene S. Antonius og Søren Ryge Petersen er loyale over for Aage, Ejner og Elna. Næsten for loyale, i den stadige lovprisning af de medvirkendes idealer - ikke mindst deres nøjsomhed.
Formidler fascinationen Nogen stor fotograf er Marlene S. Antonius ikke, men billederne lever alligevel i kraft af den meget skildringens nærhed af de tre menneskers liv, og man mærker hendes betydelige kærlighed over for dem. I hvert billede ligger der dette ønske om at formidle sin egen fascination af en svindende livsførelse. Parallelt hermed gør Søren Ryge Petersen meget godt rede for landbrugets overgang fra mange husmænd og mindre gårde til dagens storbrug, hvor der teoretisk set ikke længere er brug for folk som Aage, Ejner og Elna.