De eksorbitante firehjulstrækkere brummer langsomt kofanger ved kofanger gennem Reykjavíks lange, smalle forretningsgade Laugavegur.
Monsterbiler, skabt til at krydse floder, isbræer og lavamarker på den islandske højslette, leder efter en holdeplads mellem fortovscaféer og kaffebarer. Kristín Marja Baldursdóttirs bil er formentlig blandt dem, for hun er sent på den til vores møde på Café Tivoli. Men så står hun der pludselig og spotter mig blandt caféfolket, selv om vi ikke har mødt hinanden før: »Ush, det var svært at finde en parkeringsplads«, siger hun og sætter sig. De to kvinder til venstre for os kikker og hvisker – jo vist er det forfatteren Kristín Marja Baldursdóttir, der kom ind der. Hendes seneste roman ’Karitas uden titel’ blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2006 og udkom på dansk i foråret, hvor anmelderne fandt den »pragtfuld«, »inciterende« og skrevet med en »sproglig virtuositet«. Biler i millionklassen Med historien om Karitas og hendes mor, enken, der vil, at alle hendes seks børn skal have en uddannelse, serverer Baldursdóttir Islands historie i første halvdel af 1900-tallet set fra kvindernes synspunkt. Fra små kår på landet til de hektiske tider, hvor silden ramte kystbyerne, og kvinderne saltede dem i tønder, som blev eksporteret til Europa og langsomt bragte bedre tider med sig. Nogle af bogens stærke kvindeskikkelser er inspireret af Kristín Marjas eget ophav, selv om forlægget ikke er hendes oldemor, sådan som et forlag eller to kom til at melde ud. Egentlig skulle beretningen om de stærke kvinder og Karitas’ liv som kunstner have holdt sig til fortidens Island. Men historien om kvindernes bidrag til det moderne velfærdssamfund, som i dag er et af de rigeste i Europa, er stadig aktuel – og for eksempel en af forklaringerne på, at der er råd til de biler i millionklassen, der snegler sig forbi Tivolis vinduer. Derfor har Baldursdóttir netop færdiggjort anden og sidste del af Karitas. Ironi og samfundskritik »Jeg er lidt spændt på, hvad folk siger til at læse om en gammel kvinde. Karitas er jo over 39 nu«, siger hun med ironi og samfundskritik i øjnene: »Men jeg fik lyst til at bringe historien videre og se, hvordan Karitas klarer sig som kunstner og kvinde. For livet slutter ikke for en kvinde, når hun bliver 39. Det er først der, det begynder, for da har man tid til at se, at der er andet end børn og mand i livet. Før fik man børn tidligt, det har selvfølgelig forandret sig nu, men opfattelsen af, at ældre kvinder bliver uinteressante, er der stadig. Gider man læse om en kvinde, der ikke længere er ung?«. Kristín Marja smiler, hun er karakterfuld og smuk, men nej, hun er ikke ung. Og hun har ret i, at der lægges mere vægt på en kvindes alder og udseende end på en mands. Ville man for eksempel som interviewer have beskrevet en mandlig forfatter med ordene ’smuk, men ikke ung’? Næppe.
