Hvorfor er det så uskønt, når en aids-kampagne ifører sig rød klovnenæse? Hvorfor er det klamt, når en håndfuld velfriserede popunger med engleansigter synger:
»Hvad kan du få for en krone?«, mens sort-hvide billeder af afrikanske fattiglemmer med snot og fluer, filmet i fugleperspektiv, defilerer forbi? Og hvorfor overvejer man at rive alle girokort i stykker, når en nødhjælpsorganisation lokker med noget i retning af: »Kære Lise, mød Trine Dyrholm, der selv har været i Afrika ...«? Fordi. Vi ser helst, at det er den uinficerede medmenneskelighed, den ubesudlede godhed, der driver politikere, nødhjælpsorganisationer og kvinden med raslebøssen. Vi satser på, at vores hjerter sidder på rette sted og nærmest per refleks får os til at stemme på de rigtige politikere, automatisk styre indkøbsvognen hen til Max Havelaar-hylderne og i søvne sms’e 100-kronesedler, hver gang Verden melder om endnu en tørke, endnu en tsunami, endnu en borgerkrig, endnu en ... Den private velgørenhedskampagne Vi kan ikke ha’ spekulationen og salgsfiduseriet. Bare send den tørmælk og de tæpper NU! Så kan vi gå videre med vores egne kærestesorger og indkøbslister. Med ren samvittighed. Men så enkelt er mennesket ikke indrettet, og det ved Mette godt, for hun har læst Dostojevskij og vil skrive en bog om det her. Altså om ulandene og hvad man kan gøre – den berømte bog, »der ændrer verden«. Det kræver research, at Mette omsider lærer at placere Darfur og Rwanda i forhold til hinanden på et landkort og sådan noget.
