Det er et traditionelt og velafprøvet greb at fortælle en historie fra forskellige synsvinkler, og selv om det her virker en anelse skematisk, fungerer det i amerikanske Liza Klaussmanns debut, ’Tigerhuset’, om en velhavende amerikansk families skeletter i skabet. Hun deler sin romans 370 sider op i fem nogenlunde lige store bidder til den smukke, forkælede, umodne kvinde Nick, hendes mindre heldige og efterhånden alkoholiserede kusine Helena, Nicks mand, Hughes, deres datter, Daisy, og Helenas søn, Ed.
Helt tjekhovsk er scenen hele vejen igennem den samme: Familiens gamle sommerhus (på Marthas Vineyard, velhaverøen øst for Massachusetts), som Nick nu – til fattige Helenas dulgte bitterhed – har overtaget. Aktuel fascination Vi er i årene mellem Anden Verdenskrigs ophør og 1969. Samme tid som i tv-serien ’Mad Men’, og det er forlaget da heller ikke sen til at nævne. Der er da også (lidt for) mange lighedspunkter, især hvad angår unge kvinders vantrivsel som hjemmegående.


