Det er det samme, og dog noget helt andet, det med Victor B. Andersen’s efterhånden legendariske, 37 år gamle maskinfabrik. På den ene side er Andersen en gentleman, der uforstyrreligt ligner sig selv på en prik – her med det obligatoriske brev hjem til Kenn André Stilling, de med kraftig sort sprittusch overtegnede grafiske tryk, gerne med en sjofel, en kæk eller en flabet kadence, som for eksempel til slut, hvor vi til teksten »man kan høre det på knækket« får en flot, håndtegnet penis, der adstadigt titter ud til læseren, vi får også et tosiders sort-hvidt foto af en helt usædvanligt smuk kvinderumpe, med venlig hilsen fra ’Gallajensen’, og de klassiske annoncer fra f.eks. Billund FDM Camping.
Gammelt og nyt
Alt er med andre ord ved det gamle, butterflyen sidder, som den skal.
Og dog, for alt er også åh så forandret; mest nybrydende er det, at vi diverteres med en fin svensk anmeldelse, begået af forfatteren Tom William-Olsson, af Mette Moestrups ’Dø, løgn, dø’; den er tynget af lidt udslidte floskler om »performativitet«, »materialitet« og den evige, etiske ’Anden’, og kroppen skal selvfølgelig også fylde enormt meget, men midt i alt dette får svenskeren faktisk plads til at lytte og tænke efter og får fremlagt gode iagttagelser af et kompliceret, skønt værk.
