Bøger. Jussi Adler-Olsen sender i sin nye bog Carl Mørck på sporet af en sag om svindel med udviklingsbistand og skumle drengesoldater i junglen i Afrika.
Foto: Kennet Islandi Havgaard

Bøger. Jussi Adler-Olsen sender i sin nye bog Carl Mørck på sporet af en sag om svindel med udviklingsbistand og skumle drengesoldater i junglen i Afrika.

Bøger

Krimikonge på overload: »Man bliver lidt grå i tomaten«

Jussi Adler-Olsen er klar med ny Afdeling Q-krimi i dag. Bogen er mere end et år forsinket.

Bøger

I midten af september tvivlede han stærkt på, at han ville nå det.

Jussi Adler-Olsens femte bog om vicekriminalkommisær Carl Mørck havde i forvejen været alt for længe undervejs. Hele bogbranchen, og især Politikens Forlag, der udgiver den danske krimikonges Afdeling Q-bøger, forventede, at den nye roman, 'Marco Effekten', snart var færdig.

Hvis bogen skulle nå med i julehandlen i år, sådan som han havde lovet, ville det kræve, at Jussi Adler-Olsen skrev ikke mindre end et helt kapitel af 'Marco Effekten' om dagen.

»Jeg satte mig hver eftermiddag på mit kontor her i mit nybyggede forfatterhus i Allerød fra klokken 14.-14.30 og skrev til klokken 3 om natten. Jeg skrev 11 timer hver dag. Sov fire-fem timer og så op igen og videre. Det varede i seks uger. Men jeg nåede det, heldigvis«, siger Jussi Adler-Olsen til politiken.dk.

LÆS OGSÅ

Jagten på kufferten
På et tidspunkt så fremtidsudsigterne omkring færdiggørelsen af bogen endda ret meget mere dystre ud. Jussi Adler-Olsen, der er blevet en ombejlet, litterrær stjerne og i skrivende stund har solgt 1.250.000 eksemplarer af sine bøger alene i Danmark, mistede nemlig sin kuffert.

Alt mit primære materiale til bogen var væk. Alt det, der kunne bringe mig videre i historien.

Det lyder måske ikke så slemt, men i kufferten lå alle notater, hele synopsen og et væld af research og udklip, som Adler-Olsen skulle bruge for overhovedet at kunne skrive 'Marco Effekten'. Samt hans uundværlige tastatur, som den danske forfatter har skrevet på de sidste mange år.

Kufferten forsvandt i Frankfurt i februar, da Adler-Olsen var på vej til sit skriverefugium i Barcelona. Han ledte forgæves efter kufferten i lufthavnene i både Frankfurt og Barcelona. Men den var pist væk.

»Alt mit primære materiale til bogen var væk. Alt det, der kunne bringe mig videre i historien. Jeg havde samlet sammen i månedsvis. Det var hårdt. Hvis vi ikke fandt kufferten, ville det betyde, at bogen ikke ville udkomme i år«, fortæller Jussi Adler-Olsen.

Heldigvis for forfatteren selv og for hele den hungrende bogbranche og hans hundredetusindvis af fans, tog en kvinde ved navn Alba affære. Hun arbejder på Adler-Olsens spanske forlag, og da hun efter to ugers ventetid fik lufthavnspersonalet i Tyskland og Spanien til at gå alle efterladte kufferter igennem, dukkede den danske krimiforfatters 20 kilo tunge kuftert endelig op i Frankfurt.

Kufferten var godt ramponeret. Men alt materialet indeni var i behold.

Jussis mor blev 96
Derfor kan Jussi Adler-Olsen i dag sende 'Marco Effekten' i handlen. Og læserne kan gå ombord i endnu en page turner om Carl Mørck, der her kommer på sporet af en sag om svindel med udviklingsbistand, forbrydelser på ministerielt plan og skumle drengesoldater dybt inde i den afrikanske jungle.

»Det har været et længere og tungere stræk denne gang end tidligere. Der er gået to år, siden jeg startede med at skrive bogen, og jeg afbrød skriveprocessen i et helt år. Udover alle disse rejser hele tiden, til USA, Prag, Paris, Island, døde min mor også midt i det hele. Hun blev 96 år. Jeg har tre søstre, og vi skulle nå at tømme vores mors hus. Samtidig har jeg fået opført mit nye forfatterhus i Allerød og stiftet to firmaer. Tiden blev for knap, og derfor skulle det hele gå hurtigt her til sidst«, siger Jussi Adler-Olsen.

Er det anderledes for dig at skrive nu i forhold til, da du startede som forfatter?

»Jeg har altid været vant til at lave masser af ting udover at skrive romaner. Før jeg begyndte at skrive, havde jeg en solcellefabrik, jeg byggede huse og jeg spillede guitar. Men jeg brugte syv år på at skrive min første roman, 'Alfabethuset'. Dengang sad jeg på Hald Hovedgård (et skriverefugium for forfattere ved Viborg, red.), og der var en tradition for, at når man havde skrevet 100 sider eller skrevet en bog færdig, så gik man ned og trak i en kirkeklokke, så alle kunne høre det. Det gjorde jeg også, da jeg havde sat det sidste punktum, og så kom alle ud og fejrede det. Det var fantastisk. Lige som at drikke champagne. Nu er det mere sådan, at jeg skriver en roman færdig, og så går jeg direkte i gang med researchen til den næste bog«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hukommelsen begynder at svigte

Er det stadig lystbetonet for dig at skrive i forhold til, at du har så travlt?

»Hvem siger, at det nogensinde har været lystbetonet? Nej... Jeg har aldrig haft svært ved at være kreativ. Det svære for mig har været at blive i noget, som jeg selv synes, jeg er blevet god til. Tidligere er jeg så rykket videre til noget andet. Men med bøgerne om Afdeling Q er det en lang og varieret historie, jeg fortæller. Jeg løser hver ny bog på en forskellig måde. Det er en ny oplevelse hver gang, og det er meget tilfredsstillende for mig at arbejde på den måde«.

Men er det lystbetonet?

»Det her er et arbejde. Det er ikke en hobby. Det eneste, der gør det svært, er, at jeg har mindre tid til at skrive, end jeg havde tidligere. Men jeg er god til at forsvinde ind i mit eget univers og ikke lade nogen forstyrre mig. Det, jeg gør nu, er at jeg freder mig selv skriveteknisk i seks måneder hvert år. Jeg researcher på hver ny bog og skriver fra 1. november til 1. maj. Derfor siger jeg også nej til utroligt mange ting«, siger Jussi Adler-Olsen.

Jeg vil ikke kalde det stress. Det er mere overload.

Bliver du aldrig stresset?

»Nej. Men folk omkring mig siger, at de kan mærke energien sive ud af mig. Jeg er træt, men det er der en god grund til. Når man har været fem dage på bogmesse i Frankfurt og haft 68 sessions, så bliver man lidt grå i tomaten. Jeg vil ikke kalde det stress. Det er mere overload. Jeg skal hele tiden lære nye navne og nye mennesker at kende. Rejse nye steder hen. Normalt har jeg en virkelig god hukommelse, men på det seneste er jeg begyndt at glemme ting. Er det Alzheimers, spørger man sig selv. Det er også derfor, jeg lige har været 14 dage i Mauritius og før det i Dubai. Det har jeg brug for«.

LÆS OGSÅ

Han skulle nå det
Du bliver igen og igen fremhævet som en pengemaskine for Politikens Forlag, og læserne forventer, at der kommer en ny bog fra dig en gang om året. Hvordan tackler du forventningspresset?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er bange for at gøre læserne kede af det. De har denne gang - mod min vilje - ventet to år, før den næste bog kom. Så jo, jeg kan godt mærke presset. Da jeg manglede at skrive 100 sider af 'Marco Effekten' i oktober, var jeg lidt nervøs, det vil jeg godt indrømme. Men det er lidt som at gå til eksamen og være dårligt forberedt. Når man kommer tæt på deadline, så får man jo ordnet tingene alligevel. Jeg ved godt, at Politikens Forlag har indbudgetteret min nye bog i år, så jeg skulle jo nå at blive færdig«.

Hvordan er din nye bog så faldet ud, synes du selv?

»Jeg tror ikke, jeg har ramt forbi. Men den er anderledes end de andre bøger om Afdeling Q. Jeg har vendt og drejet tingene på alle mulige nye måder. Carl Mørck optræder først i den nye bog på side 50 eller deromkring. Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver det samme hver gang. Jeg håber, den går lige ind hos folk«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce