Hvem fik World Trade Center til at synke i grus for nu ti år siden? Næsten 3000 mennesker blev dræbt. Men det rygende bevis og tilståelsen i en domstol mangler.
Den hovedanklagede, Osama bin-Laden, er død. Hamid Mir, en kendt pakistansk redaktør og forfatter, mødte Osama bin-Laden flere gange. »Jeg spurgte Osama, om han stod bag 11. september«, fortalte Mir i 2009. »Han bad mig om at slukke min båndoptager. Så sagde han, ’Ja’. Men da jeg tændte båndoptageren igen, sagde han, ’nej’«. Hamid Mir fortæller historien til de to forfattere, Anthony Summers og Robbyn Swan, som nu udgiver »den ultimative beretning« om 11. september. Det skal der en vis portion selvtillid til at hævde, når man tager fat på et årtis største begivenhed, der har udløst flere krige og kastet et utal af undersøgelsesrapporter, bøger, film og tv-programmer af sig. USA går i chok Summers & Swan genfortæller fermt og detaljeret den rædselsvækkende historie, vi alle kender og alligevel gerne vil have fortalt igen og igen. En flok unge mænd med arabisk baggrund kaprer fire passagerfly.








