Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pengemager. Billedkunstner og  forfatter Lars Kræmmer med et par  prøver på konceptet 'artmoney'.
Foto: Lars Just/Arkivfoto

Pengemager. Billedkunstner og forfatter Lars Kræmmer med et par prøver på konceptet 'artmoney'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tanken bag kunstprojekt er mere interessant end selve udførelsen

Lars Kræmmers 'artmoney' er bestemt et sympatisk projekt, men desværre ikke helt vellykket.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var Warhol, der herostratisk berømt sagde, at den største kunst var kunsten at tjene penge.

Warhols ord skal ikke forstås sådan, at penge er virkelige og kunsten uvirkelig – men helt modsat, at penge er den stærkeste fiktion, vi som samfund skaber.

Kom et marsvæsen ned på jorden, ville hun blive forbløffet over mennesker, der gik og udvekslede små papirsedler og metaldimser med hinanden, eller som apatisk betragtede talrækker på computerskærme, alt imens den gruppe af mennesker, der kalder sig ’økonomer’, udråber denne gennemgribende, aparte fiktion til at være essensen af hårdkogt realitet.

LÆS OGSÅ Lars Kræmmer, manden bag ’artmoney’-projektet, har taget Warhol på ordet og ført kampen ind på økonomernes felt i kraft af en lige så simpel som genialsk idé. Nemlig den at lade kunstnere fabrikere små kunstværker, der i deres egen ret fungerer som kapital.

Det genialske består i at tage afsæt i det mest konkrete, papirsedlen, og udstille dens rent symbolske karakter: Hvis tilstrækkeligt mange accepterer, at det er gangbar kapital – så er det gangbar kapital.

Projektet befinder sig derved et pirrende sted mellem kunsteksperiment og samfundsundergravende falskmøntneri.

Falskmøntneri, ikke som bedrag, men ved at søge at oprette en legitim, parallel valuta, der så at sige indefra undergraver de rene pengesymbolers overherredømme og legitimitet.

Dårlig kunst
Ideen med at lave en global, åben, demokratisk kunstbank er sympatisk.

Problemet er blot, at ’artmoney’ helt konkret byder på ofte rigtig dårlig kunst.

John Kørner lavede jo sin egen ’fed bank’ på AROS for nogle år siden, men da var ideen, at man dér kunne indsætte oplevelser og tanker, og kunsten var brillant – udemokratisk brillant og udemokratisk kostbar.

Og det peger indirekte på en del af problemet med ’artmoney’. Nemlig at de værker, man kan erhverve sig på sitet, mestendels er af uhyre ringe kvalitet.

Incitamentet til at indgå byttehandler eller til at sætte rigtige papirpenge i kunstpengebanken er af samme årsag stort set ikkeeksisterende.

I stedet forfalder jeg til at skrive under på Kræmmers første linje i 'artmoney': »Høj forventning, lav standard, stor skuffelse«.

Og samme problem følger med, når nu den idérige, begavede og handlekraftige bagmand, Lars Kræmmer, udgiver sin ’artmoney’.

Der er tale om et værk i en begrænset edition på 200 stk., det er i 12 x 18 cm, og alle eksemplarer er nummererede og forsynet med et selvstændigt kunstværk – her et sort tommelfingeraftryk fra Kræmmer med en påmalet violet cirkel omkring, og bagpå er eksemplaret tillige signeret.

’artmoney’ er et hybridværk, en mellemting mellem en bog og et konceptuelt kunstværk; men det er også en blanding af en selvbiografi, et kunstmanifest, et epos om, hvor uhyre vanskeligt det er at leve og ikke mindst økonomisk overleve som billedkunstner.

Vi begynder på Emily Carr College of Art i Vancouver, snubler og løber gennem et stærkt begivenhedsrigt forløb (nogle gange med næsten Hunter S. Thompson-agtige kvaliteter) hjem til Danmark, hvor der til slut stiftes familie, og måske også stiftes fred med livet og rastløsheden. For nu.

Høj forventning, lav standard

Godt tænkt projekt! Men.

Det er ifølge forfatteren skrevet i ’morfem’, dvs. der er ingen regulære endelser på nogle af ordene, det lyder f.eks. sådan her: »Passere en alt observerende, spinkle kone« i stedet for: »Passerer en alt observerende spinkel kone«.

Eller: »Tiger læner maleri op ad væg for ende af kegle«, i stedet for: »for enden af kegle«.

Ideen er: »at bringe teksten nærmere begivenheden«, altså at minimere afstanden mellem læser og læst, så en magisk fornemmelse af et nu kan opstå.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Men begivenheden opstår slet ikke for denne læser; i stedet forfalder jeg til at skrive under på Kræmmers første linje i ’artmoney’:

»Høj forventning, lav standard, stor skuffelse«.

’artmoney’ er potentielt spændende, litterær konceptkunst, men den konkrete udførelse er så uheldig, at man skuffes fælt.

Og det er mægtig ærgerligt. For Kræmmer har efter alt at dømme haft et fantastisk skægt liv, med vilde sving op og ned, han er bærer af en stor, ukuelig opfindsomhed, og hans ideer er bundsympatiske.

Men udførelsen står slet ikke mål med alt det øvrige. Hvis han midt i det eventyrlige og det demokratiske næste gang kan etablere en komplet udemokratisk, litterær kraft, så løfter jeg glad på hatten, og så kan det jo også være, at Kræmmeren på sin egen måde kan eftergøre Warhols pengekunst.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden