Historien er der ikke noget i vejen med: Ung smuk kvinde af kendt og rig dansk-svensk familie bliver forlægger i Portugal, udgiver politiske og polemiske bøger, møder sit livs kærlighed, som bliver premierminister, men desværre er gift i forvejen – og omkommer sammen med ham i et stadig uopklaret flystyrt, som måske var et attentat, i december 1980. Hun blev 40 år gammel. Så der er ikke noget mærkeligt i, at den kendte portugisiske journalist Cândida Pinto har kastet sig over Snu Seidenfaden. Det mærkelige er, at hun har fået et dansk forlag til at udgive bogen. Den er så åbenlyst skrevet for det portugisiske publikum. I centrum af magten Den danske vinkel først: Snu var halvsøster til Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden og var døbt Ebba Merethe, men valgte forståeligt nok at bruge sit kælenavn Snu.
Hun var datter af journalisten Erik Seidenfaden og hans kone Jytte, som blev skilt i slutningen af 1940’erne, hvorefter hun flyttede til Stockholm for at gifte sig med den indflydelsesrige forlægger Tor Bonnier. Her fik Snu en stedfar, som formentlig var inspirationen til, at hun i en alder af bare 22 år turde rejse til Lissabon og etablere sit eget forlag. Hun medbragte sin portugisiske mand Vasco Abecassis, med hvem hun fik tre børn og etablerede et levende og spændende hjem med plads til kontroversielle meninger og politisk engagement.






