Forlystelsespark. Danmark. Alger og mos dækker forlystelserne, og den vej går det for mange af den slags steder, som dør i konkurrencen om moderne menneskers tid.
Foto: Jan Elhøj og Morten Kirckhoff

Forlystelsespark. Danmark. Alger og mos dækker forlystelserne, og den vej går det for mange af den slags steder, som dør i konkurrencen om moderne menneskers tid.

Bøger

To venner trænger ind på forladte steder overalt i Europa

Jan Elhøj udgiver i denne uge en fotobog om urban exploration sammen med Morten Kirckhoff.

Bøger

En sommerdag for godt to år siden nærmer Jan Elhøj sig en villa i København.

Efeu gror ind ad ventilationssprækker i vinduerne. Murene skaller puds. Stedet virker forladt. Alligevel banker han for en sikkerheds skyld først på hoveddøren.

Den er ikke låst. Lugten fra et hus, der har været uopvarmet i årevis, slår ham i ansigtet.

De første øjeblikke føler han sig skuffet, for i stueetagen finder han intet ud over nogle gamle flyttekasser. Så tager han den brede trappe op til førstesalen.

Synet rammer ham som et chok. Den slags – ja, skatte– troede han ganske enkelt ikke, han skulle finde i København.

Forladt I et rum, hvor gennemsigtige gardiner dæmper solen udefra, står en tandlægestol med ryggen mod døren. Bor ligger med deres ledninger, klar til action. Et par skuffer stikker halvt ud af en reol, som om nogen lige har taget noget i dem. I klinikkens frokoststue strutter kunstige tænder på rad og række i holdere. Fem små røntgenbilleder hænger fremkaldte på en knage. Ved døren dingler tandlægens kittel, som om han bare var gået ud for at få frisk luft i pausen mellem to patienter. Pincetter og spejle flyder i firkantede bakker, skødesløst, som om de var lagt der for minutter siden. Der er bare det ved det, at metallet på tandlægens instrumenter er spættet af rust. Vinylgulvet svulmer af brune pletter. Væggene gulner. Og så er der den kælderagtige lugt. Han kigger på ugebladene i venteværelset. De stammer 1996-98. De er over ti år gamle. Et kort øjeblik stiller Jan Elhøj sig selv dét spørgsmål, han ofte gentager på sine ekspeditioner: Hvordan blev det her sted forladt? Så ryster han tankerne af sig, sætter kameraet for øjet og begynder at fotografere. Som et skibsvrag Billederne af den spøgelsesagtige tandlægeklinik udkommer i denne uge i fotobogen ’Abandoned’ sammen med dusinvis af andre forladte steder fra hele Europa, som Jan Elhøj og hans ven, reklamemanden Morten Kirckhoff, har fotograferet.

39-årige Jan Elhøj er ellers mest kendt som komiker fra Banjos Likørstue og andre satireprogrammer. Men han dyrker også urban exploration – en subkultur, han deler med folk fra hele verden.

Både han og Morten Kirckhoff malede graffiti i København som teenagere. Og selv om det måske lyder som to sider af samme lyssky sag, er der i virkeligheden tale om modsætninger.

Graffiti går ud på at sætte synlige spor. Urban explorers følger derimod to etiske regler: ’Efterlad ikke andet end fodspor. Tag ikke andet end billeder’. Af samme grund afslører bogen heller ikke adresser på de forladte steder.



»Ligesom når du dykker ned i et skibsvrag, ved du ikke, hvad du kommer ind til. Så jo mere urørt, det er, jo mere interessant er det også. Det bedste er en tidslomme, hvor alt står, som da sidste mand lukkede døren. Derfor er vi altid i konkurrence med vandaler og tyve«, siger Jan Elhøj.

»Nogle steder er det heller ikke lovligt at gå ind for os. Det er et valg, vi træffer. Men da vi for eksempel fotograferede et forladt slot i Belgien i sommer, dukkede ejeren pludselig op, og når man pænt og redeligt forklarer sit forehavende, er der aldrig problemer. Vi står dér med masser af fotoudstyr og interesserer os for et fascinerende sted, og så er de fleste mere end villige til at fortælle historien bag«.

Mange forladte steder opdager Jan Elhøj og Morten Kirckhoff tilfældigt. I udlandet rejser de typisk ud fire dage ad gangen og trækker på deres netværk af urban explorers – og holder øjne og ører åbne, hvis noget pludselig dukker op.

Khrusjtjovs fly
En gråvejrsdag i foråret 2010 står Jan Elhøj sammen med Morten Kirckhoff uden for en flykirkegård i udkanten af Moskva. Bag det gamle militærhegn bor et hold vagter i skurvogne. De er stinkende berusede. De griller og hælder vodka i sig.

Ubemærket ruller Jan Elhøj og Morten Kirckhoff langs hegnet i deres russiske udlejningsbil. Og hopper over.

Forladte steder behøver langtfra kun at være bygninger. Elhøj og Kirckhoff har også fotograferet en komplet forlystelsespark, som de fandt rømmet et sted i Danmark. Grønne alger klistrede til radiobilerne. De svaneformede cykelbåde stod med græs i bunden som forvoksede altankasser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ligesom når du dykker ned i et skibsvrag, ved du ikke, hvad du kommer ind til.

De har også fotograferet russiske kraftværker. Og fundet bilvrag i skove og lader.

Under den kolde krig, på den anden side af jerntæppet, havde russerne deres helt egne ideer om design og fabrikerede mange mærkelige fly og køretøjer. Hjemmefra har Jan Elhøj mailet med en russer om flykirkegården – eksempelvis om det mægtige passagerfly fra 1960’erne, der står foran dem: Tupolev TU-114.

Flyet har fire motorer med propeller og et nærmest grinagtigt højt, stylteagtigt landingsstel. Da sovjetlederen Nikita Khrusjtjov i 1959 besøgte USA for første gang, var det i prototypen til Tupolev 114, og han endte med at måtte kravle ud via flyets nødstige, fordi lufthavnen ikke havde en passagertrappe, der var høj nok.

Her på den russiske flykirkegård står en stige, der passer. De ruller den hen til flyet og kravler ind.

Gulnede kokainbreve
Indretningen er ikke ligefrem smagfuld. Men luksuriøs. De brede sæder med grønt betræk står over for hinanden med borde imellem. Toiletterne er så rummelige, at der er sminkeborde. Der står sågar rigtige senge til passagererne.

Senere finder de ved et tilfælde et forladt russisk hospital i en skov. Alt det kirurgiske udstyr er efterladt. Medicinskabe strækker sig fra loft til gulv, fulde af piller. Gule piller, blå piller. Jan Elhøj har aldrig set så mange piller i sit liv. Han føler sig som en lottomillionær, og hans hjerte hamrer løs, mens de fotograferer.


Nogle gange er det et forladt steds størrelse eller arkitektur, der giver et adrenalinkick. Andre gange er det mærkelige fund – som på et forladt bordel i Flensborg, hvor der stadig lå undertøj smidt i bunker på gulvet, som om massagepigerne var rendt nøgne derfra. Og hvor Jan Elhøj fandt små, gulnede breve med gammel kokain i et pengeskab.

Og så er der de forladte steder, hvor det snarere er en personlig historie, der ligger foran dem.

Ruths hus
Forrige sommer, fra landevejen et sted i Nordjylland, skimter Jan Elhøj og Morten Kirckhoff et hus med hvide, afskallede mure og tilgroet indkørsel. De standser bilen og går derhen. Hoveddøren står åben.

Nogle vilde katte har udnyttet situationen til at flytte ind, og huset stinker af kattepis. At dømme efter nogle breve i entreen har der ikke boet nogen i mindst et par år.

Men på stuens kakkelbord ligger et strikketøj. I soveværelset står to senge. Den ene er redt med en blomstret dyne. En snor er bundet om dørhåndtaget og trukket hen til et skab, som om personen i sengen har været bange for at sove der alene.

I klædeskabet hænger kjoler i stærke farver. Der ligger et gebis i en hvid skål. En rød rose står indtørret i en glasvase. På en tørresnor dingler stadig tøj fra en hvid vask.

De ser, at den gamle dame, der boede her, hed Ruth. Hvad er der sket med Ruth? Forsvandt hun i en ambulance og kom aldrig hjem igen? Hvorfor boede hun så usselt? Og hvorfor har ingen gjort noget siden?

De forlader stedet i en trist stemning. Jan Elhøj finder ud af, at huset er blevet nedskrevet i ejendomsværdi gennem årene på grund af den elendige forfatning. Ingen har bekymret sig om det. Måske heller ikke om Ruth. I dag er hendes hus revet ned.


Privat ejendomsret?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På samme måde nåede Jan Elhøj aldrig helt til bunds i den københavnske tandlæges skæbne.

Han fandt kun ud af, at manden var en ældre herre. Og i klinikkens frokoststue lå der en pakke adrenalin, hjertemedicin, udskrevet til tandlægen selv. Men hvorfor var der intet sket i så mange år? Billederne fra et sted som Ruths hus rører beskueren. Nogle vil sikkert sige for meget. Når Jan Elhøj og Morten Kirckhoff indimellem krænker den private ejendomsret ved at gå ind på de forladte steder, kan de i det mindste undskylde sig med, at de efterlader alt uberørt. Men hvad med privatlivets fred? »Vi har faktisk snakket meget om, hvorvidt Ruths hus skulle i bogen. Det er en meget personlig historie. Men samtidig sætter den nogle tanker i gang. Derfor blev vi enige om at tage den med«, siger Jan Elhøj. De forladte steder har lært ham en hel del – for eksempel om Europas udvikling, hvor hele industrier lukker ned i disse år, og røde tal på bundlinjen hurtigt kvæler et firma, som måske har eksisteret i generationer. »Andre af vores steder siger noget om mennesker – for eksempel om den måde, vi glemmer de ældre på. Det synes jeg er vigtige ting at tænke over. Men selvfølgelig er det også en oplevelse for os at lave billederne. Ellers ville jeg nok finde en hobby med lidt mere glæde i«.









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce