Allerede i 1970 vrissede Tom Wolfe ad det dengang syv år gamle The New York Review of Books: »Det er det teoretiske hovedorgan for, hvordan man agerer radical chic «.
Og karakteristikken af det litterære kulturmagasin var ikke ment positivt af denne sydstatsforfatter, for hvem New York og alt hvad storbyen står for er lig uamerikansk dekadence, intellektuel delirium og venstresnoet snobberi for al europæisk kunst og kultur. Vendingen radical chic er Wolfes egen opfindelse, en mellemting af Marianne Jelveds senmoderne ’radicool’ og det gammeldags ’salonkommunistisk’.





