Den unge Baruch har af selveste Moses - der siges at vende tilbage hvert tusinde år for at formidle Herrens vilje - fået et opdrag. LÆS OGSÅDebutant skriver mirakuløs murstensroman Han skal forlade sin fars hus, vandre ud i verden og grundlægge en stor jødisk menighed. Moses bebuder, at Baruch vil finde den store hemmelighed, mennesker har ledt efter siden tidernes begyndelse, og at den skal passeres gennem slægtleddene via den ældste søn. Hemmeligheden viser sig at være opskriften på udødelighedens eliksir. Tusind års slægtshistorie Dette og meget mere kommer til at ske i Gabi Gleichmanns stofrige krønike, der fører os fra den iberiske halvø i middelalderen og rundt i hele Europa for til sidst at ende i Norge i 1999, hvor den dødssyge Ari, den sidste og barnløse efterkommer af Baruch, nu fortæller hele sin Spinoza-slægts tusind år lange historie. Han har fået det meste at vide under sin opvækst i Budapest af sin grandonkel, der er god for mange skrøner og i øvrigt besidder en imponerende viden om alt fra jødisk mystik til historiske begivenheder. Det gør Gabi Gleichmann også. Han er vokset op i Budapest, indtil han som dreng kom til Sverige. I dag lever han i Oslo. LÆS OGSÅHalvdelen af os dropper boghandleren Den farverige Spinoza-slægt tæller bl.a. kongelige livlæger, der således har været tæt på magten, samt store filosoffer, en finansmand, en journalist og en kommunist. Dertil kommer et væld af bipersoner, hvis skæbner ridses op. Vi støder også på historiske personer som Voltaire, Robespierre, Herzl, Freud, Hitler og Stalin. En af slægtens tidlige sønner, Salman, bliver 350 år på grund af den udødelige eliksir, som det lykkes ham at fremstille, indtil han endelig finder en metode til at ankomme til dødens befrielse. Han bliver billedet på den evigt vandrende jøde. Eventyrlig diskussion Det er således et vældigt og vidtløftigt stof, Gleichmann sætter sin syge Ari, sidste skud på stammen uden efterkommere, til at fortælle med grandonklens ord i ørerne. Den røde tråd i dette virvar af historier er antisemitismen. Som grandonklen siger: »Totalitære systemer efterligner og låner ideer af hinanden. Stalin og Hitler kan anklages for meget, men ikke for at have været nytænkende. Det var ikke dem, der opfandt angiveriet, racelovene, torturen, de falske domme, tvangstilståelserne eller masseudryddelserne«. Det hele fandtes allerede under den spanske inkvisitions jødeforfølgelse, hvilket tydeligt demonstreres i romanen. LÆS OGSÅForfatter tager på reflekteret rundtur i Kierkegaards værker Der ligger i det hele taget noget diskussionsstof i denne vidtforgrenede slægtskrønike gemt bag den mere eventyrlige fortællen. Journalisten Bernhard diskuterer eksempelvis med Theodor Herzl, zionismens fader, i slutningen af 1800-tallet, om jøderne bør have deres egen stat. Bernhard forsvarer synspunktet, at jødedommen er »en portabel tro«, der ikke er knyttet til et land med et par hellige steder, men noget, man kan tage med sig overalt, og som er karakteriseret ved »kundskab, lærdom, pragmatisme, et klart ja til fredelig sameksistens«.
Overvægt af stof Heri ligger også en moderne kommentar. Romanen er solgt til udgivelse i en række lande. Om den vil blive læst og vække interesse, vil vise sig. Gleichmann fortæller jødernes lidelseshistorie på en mere fantasifuld og munter måde, end vi er vant til, med alle skrønerne, familietrakasserierne, de susende enkeltskæbner, og hvad har vi. Men han drukner også sin roman i stof i al den farverigdom. Hvis man stillede alle disse mennesker op, der omtales, ville de nærmest fylde en hel skolegård. Der berettes om dem, men de kommer ikke rigtig til syne i kød og blod, før vi haster videre til den næste. Det sker, at vi vender tilbage til en person, men da har læseren næsten glemt, hvad der nu var med vedkommende. LÆS OGSÅDebutant leverer skarpe digte om den detroniserede mand Det gør romanen svær at komme igennem. Som læser føler man sig halvt bedøvet. Gabi Gleicmanns boltrer sig uhindret i tusind års jødisk og europæisk historie og kultur og tankegods, men det kommer der ikke i sig selv stor litteratur ud af. Det virker, som om han har forsøgt at peppe det hele op med den eventyrlige indpakning og alt det hokuspokus med udødelighedseliksiren. Dette tekniske greb gavner ikke romanen, men giver den snarere et pasticheagtigt præg .