Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Systemkritiker. Skurken i Davidsens nyeste roman er selve det system, han har fulgt i romaner i nu 25 år.
Foto: MARTIN LEHMANN

Systemkritiker. Skurken i Davidsens nyeste roman er selve det system, han har fulgt i romaner i nu 25 år.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Leif Davidsen: Min bog kan ikke udgives i Rusland

'Patriarkens hændelige død' handler om alliancen mellem den ortodokse kirke og Kreml.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Leif Davidsens roman ’Patriarkens hændelige død’ udkommer 13. marts.

Magtforholdene i Rusland er engang blevet beskrevet som to pitbullterriere, der slås under et tæppe. Man kan se, at det går voldsomt for sig under overfladen. Men det er helt uigennemskueligt, hvordan kampen udvikler sig.

Sådan er det også i Leif Davidsens nye roman, ’Patriarkens hændelige død’, hvor forfatteren på ny lægger handlingen i en af sine romaner i landet, hvor han engang var korrespondent.

Det er et land, hvis udvikling har taget stadig nye drejninger, siden han for 25 år siden skrev romanen ’Den russiske sangerinde’. Køerne foran brødbutikkerne er i dag afløst af køer af dyre biler i det indre Moskva.

Men det er stadig vanskeligt at bestemme, hvor den egentlige magt befinder sig.

Kan ikke udgives i Rusland I Leif Davidsens fiktive historie ligger den filtret sammen i et område, hvor den ortodokse kirke, præsidenten, politikerne, politiet og efterretningstjenesten alle har snavs på fingrene – og et ansvar for død og ulykke. Den 62-årige forfatter behøver ikke tænke sig om i mere end 2 sekunder, før han svarer på, om en roman som hans ville kunne udgives i Rusland i dag. »Nej, det tror jeg faktisk ikke. Når jeg siger det med en vis sikkerhed, er det, fordi jeg er gode venner med en russiskamerikansk journalist, Anna Arutunyan, som har skrevet biografien ’Mystikken om Putin’. Den er kommet på dansk, engelsk og andre sprog, men hun tør ikke udgive den i Rusland. Så firkantet siger hun det ikke selv. Hun siger bare, at det ikke kan betale sig at forsøge at få den udgivet«.



For Leif Davidsen er dette bare en anden måde at sige det samme på.

»I gamle dage var der en censor, som bare sagde njet. I dag er det langt mere subtilt, hvor et forlag, en redaktør eller en tv-producer kan sige »naaarh, det er vist ikke noget særligt eller relevant«.

Emnet i min bog, som er forholdet mellem Kreml og den ortodokse kirke, er også alt for betændt til, at nogen i Rusland vil røre ved det. I magthavernes optik har jeg valgt den forkerte skurk«, siger han.

Jagten på hovedpersonen
Leif Davidsen ville til gengæld sagtens kunne have skrevet og fået udgivet en roman i Rusland, hvis skurken havde været den russiske mafia eller en korrupt embedsmand i præsidentens apparat.

»Men du kan ikke have en roman, hvor det er selve systemet, der er korrupt«, siger forfatteren.

Han havde i mange år haft lyst til at skrive om den russiskortodokse kirke. Men han havde svært ved at finde den centrale person, der for ham er helt nødvendig for at sætte en handling i gang.

»Det begyndte for mig i Moskva i 2008, da der gik nogle rygter om, at kirkens patriark ikke var død en naturlig død. Han var ganske vist gammel, men rygtet gik, at han var blevet slået ihjel af magten, af de navnløse, fordi han ikke ville velsigne Putins lille sommerkrig mod Georgien. Det kan man jo ikke skrive som journalist, for det er der ingen beviser for, men man kan helt sikkert skrive det i en roman«, fortæller Davidsen.



Samtidig havde han noteret, at der var begyndt at komme en ny diskussion blandt den russiske kirkes præster. At nogle af dem var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved alliancen mellem kirken og Kreml.

For mig passer det godt at have en krimimotor til at beskrive mine karakterer



»De nye sociale medier har jo gjort den diskussion meget nemmere i et så stort land. For nogle år siden var jeg i Irkutsk i det ydre Sibirien, hvor jeg talte med en lokal præst, der havde et sogn på størrelse med Frankrig. Det betød, at han var meget alene i verden, men hvis det var i dag, kunne han godt have deltaget i en diskussion om kirken. Derfor begyndte jeg at tænke, at der godt kunne være en historie i det for mig«.

En betændt hjerne
For Leif Davidsen er der imidlertid først en historie, når han kan koble virkeligheden i Danmark med den store verden. Derfor blev det først til en roman, da han en dag sad i spisesalen på Hotel Metropol i Moskva og hørte en kvinde spille harpe for gæsterne. Det oplevede han også, da han sad der første gang i 1980.

»Så begyndte min betændte hjerne at køre. Hvad nu, hvis harpespillersken mødte en dansk mand?«.

I romanen møder kvinden netop en dansk mand, og da de efter et stykke tid forenes i Danmark, får de to drenge, Adam og Gabriel, der er som dag og nat.

Drengenes skæbne bliver bogens omdrejningspunkt. Adam får base i Danmark, mens den søgende Gabriel havner i den russiskortodokse kirke i Moskva og får en grum skæbne.

Ikke så interesseret i opklaring
Det er fortælleren Adams historie, der åbner hele romanen.

»Han er en mand, som har svært ved at knytte sig til andre mennesker, især kvinder. Hvad ville være perfekt for sådan en mand? Det ville være at placere ham i tv, som er det mest overfladiske i verden, og det mest overfladiske inden for tv er jo vejrudsigterne, så Adam er perfekt til den rolle. Jeg kan godt se, at det er sådan, jeg gør i mine romaner. Jeg tager en person, som ikke er en professionel efterforsker, og kaster ham ud i en historie, hvor jeg ikke helt ved, hvad der skal ske, ud over at jeg har en tåget ide om noget med kirken og Kreml«.

Historien om vejr-kendissen Adam Lassen begynder imidlertid meget langt fra de russiske intriger. Den begynder i Grønland, hvor han med sin høje tv-profil er blevet hovedperson i en dokumentar om klimaforandringer. Bogens første kapitler er en langsom skildring af, hvordan han kører rundt på hundeslæde på den grønlandske is og indimellem varmer sig på en tv-tilrettelægger.



»Ja, jeg forbryder mig mod alle genrens konventioner, og det har jeg altid gjort. Det samme gælder en lang indlagt kærlighedshistorie i romanen. Den slags har jeg indimellem fået smæk for, men jeg har også fået mange læsere af det. Jeg skriver også bare roman på titelbladet, selv om det jo er en krimi, som P.D. James definerer den, idet der sker et mord, som en detektiv skal opklare, og undervejs i opklaringen må han aldrig vide mere end læseren«.

Leif Davidsen skynder sig dog at tilføje, at han i virkeligheden slet ikke er interesseret i opklaringen som sådan. Han er kun interesseret i, hvad der sker mellem mordet og opklaringen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ja, jeg forbryder mig mod alle genrens konventioner, og det har jeg altid gjort



»Men for mig passer det godt at have en krimimotor til at beskrive mine karakterer og samfundet undervejs«.

Fiktionen i fjernsynet
Og i romanen er det ikke en særlig venlig beskrivelse af samfundet, den tidligere tv-journalist giver. Faktisk er de første kapitler af bogen en lang og svidende kritik af tv-verdenen og dens ageren i gråzonen mellem fiktion og virkelighed. At tv-virkeligheden er ren konstruktion, selv om den giver sig ud for at være virkelighed.

I optagelserne af dokumentaren om klimaforandringerne og Grønland beskriver Leif Davidsen en tv-virkelighed, hvor man lader, som om Adam Lassen egenhændigt kæmper mod naturens elementer, mens sandheden er, at en hær af mennesker arbejder dag og nat – men uden for kameraerne – for nærmest at bære ham igennem strabadserne.

»Virkeligheden har jo allerede overhalet mig. Jeg havde aldrig kunnet tænke mig til, at man også lavede iscenesættelser i nyhedsprogrammerne, som man gør i dag. Man lader, som om man ikke har læst en tale, man kommenterer på, og politikerne går gudhjælpemig med på det. Man bruger mere og mere fiktionens virkemidler i nyhedsformidlingen, og der er jeg altså som en af de gamle mænd i ’Muppet Show’. Det synes jeg ikke, man skal«.



Leif Davidsen er ikke selv på Facebook, men han er helt på det rene med, at de sociale medier fylder mere og mere, og han integrerer dem også i sine romaner. Den teknologiske udvikling betyder simpelthen noget for, hvordan han konstruerer sine historier.

»En af min romans personer kunne jeg ikke have fundet på for 10 år siden. Jeg vil ikke sige for meget, men ved at bruge den digitale teknik og YouTube lykkes det hende at blive en slags hævnende engel«.

I Steinbeck fodspor
I øjeblikket har forfatteren ingen ide om, hvad han vil skrive om næste gang, men det kunne blive en historie, der foregår i USA.

»I efteråret rejste jeg fem uger i John Steinbecks fodspor, fra dengang han skrev ’Travels with Charley, in Search of America’. Jeg tog en masse noter, og måske begynder jeg at se lidt på dem på et tidspunkt«, fortæller Leif Davidsen.

Forfatteren ved godt, at ideen om at tage samme rejse som Steinbeck bliver brugt af andre, men han tror ikke, at en fortælling om hans egen rejse i givet fald vil ligne andres.

En af min romans personer kunne jeg ikke have fundet på for 10 år siden



»Det er en slags rejseerindringer, som jeg også skrev i bogen ’Dostojevskijs sidste rejse’. Jeg flyttede til USA som 17-årig, og det kom til at betyde rigtig meget for mig, og siden 1990’erne har jeg drømt om at tage turen efter Steinbeck. En amerikansk journalist, Steigerwald, har slavisk taget turen, og han kan ikke få logistikken til at passe. Han har set Steinbecks breve, som han skrev hver morgen, og han kan se, at når Steinbeck i bogen boede med sin hund ved en flodbred, så skrev han samme dag brev til sin kone fra et lækkert hotel. Når Steigerwald går til det oprindelige manuskript, kan han også se, at Steinbecks kone i flere periode var med, men hun optræder slet ikke i bogen«.

Ingen løfter

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konen var skrevet ind i det originale manuskript, men det kasserede Steinbecks redaktør. Det var ikke den historie, hun ville have. »Hun siger, at de skal lave en bog om den aldrende nobelpristager i litteratur, som genfinder sit land og undervejs lever på den rå måde sammen med sin hund, og så skærer hun alt andet væk. Men det er stadig en fantastisk bog«. Leif Davidsen smiler ved tanken og nikker, da vi konstaterer, at den konstruerede virkelighed ikke er noget nyt. Om USA-bogen bliver til noget, tør han ikke sige, men allerede nu tør han godt sige, at han måske vender tilbage til den russiske virkelighed. »Det er så uigennemskueligt, hvad der foregår, og det er også derfor, det er et fantastisk råmateriale for en forfatter. Derfor er jeg også holdt op med at sige, at jeg aldrig skriver om Rusland mere. Det sagde jeg engang, men jeg har lovet min kone, at jeg ikke siger det mere«.







Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden