Der var engang i de gode, gamle dage, da man i tryg forvisning kunne læne sig tilbage i Mogensens øreklapstol, mærke det knirkende læder, antænde piben og lykkelig hengive sig til læsning af verdenslitteraturen – Homer, Dante, Cervantes, Shakespeare, Goethe, Joyce, det gav næsten sig selv. Det gør det ikke længere.
Verden er blevet ’globaliseret’, som sociologerne kalder det, nationalstaterne er under forandring, folkeslag emigrerer, de tidligere kolonier hæver deres røster stadig mere selvbevidst, markedets betingelser ændrer sig i senkapitalismens videnssamfund, og læserskaren rundt om i verden er en myldrende, uregerlig flok, ikke en lille samling andægtige europæere i tweed. Studiet af litteratur er per definition konservativt, men de sidste 15 år er det i stadig stigende grad blevet tydeligt, at vi må tænke forfra, når det gælder det, vi engang kaldte for ’verdenslitteratur’.
