Hvorfor er der så meget snak om Goethes gamle drøm om en ’verdenslitteratur’ i disse år?

»Jeg tror, det før alt skyldes det faktum, at verden ændrer sig drastisk, at vi med Spivaks udtryk (Spivak er professor i litteratur på Columbia University i New York, red.) får en stadig mere ’planetær’ verden, vi rejser rundt og mødes overalt«.

»Dermed ikke sagt, at vi får en helt ny litteratur, men nok nye perspektiver på læsningen af det, vi i det nittende århundrede stadig uden tøven kaldte for ’verdenslitteratur’«. KontaktzoneJa, men hvad er da mere præcist ’verdenslitteratur’ ifølge Dem? »For mig er f.eks. brasilianske Ernesto del Campos genskrivning af Goethes ’Faust’ som et 30-siders digt, i 1866, eksempel på en interessant form for verdenslitteratur; Campos’ omskrivning tillod brasilianske læsere at fordøje og sluge Goethe på en helt ny måde; eller vestindiske Derek Walcott, der omskrev Homers ’Odyseen’ i sit eget store epos ’Omeros’ fra 1990«.

»I begge tilfælde har vi at gøre med oprettelsen af det min kollega Marie-Louise Pratt har kaldt for en ’kontaktzone’ mellem forskellige sprog, stemmer, universer i verden. En zone, hvor adskilte små øer af nationer eller perioder opløses i nye forbindelser«. Tilbage til ur-tekstenHvordan er dette forbundet med spørgsmålet om erindring og tab?

»Det forekommer mig slående, at vi de sidste mange år har været næsten besatte af vore grundlags-tekster, hvad enten det er de græske tragedier eller kinesiske fortællinger. Alle vender tilbage til deres ur-tekster, genlæser dem, opfører dem, f.eks. ’Medea’, der blev opført i Sarajevo under borgerkrigen«.