F rederick Forsyth, i begyndelsen af din nye roman, ’Afghaneren’, bliver et al-Qaeda-medlem dræbt, da han bruger sin mobiltelefon og straks lokaliseres af den amerikanske efterretningstjeneste. Har du selv en mobiltelefon? »Nej, og jeg har heller ingen computer. Jeg bliver selvfølgelig drillet, fordi jeg er sådan et oldtidslevn, men jeg har mine grunde. Med min skrivemaskine har jeg aldrig oplevet at sende syv kapitler ud i cyberspace og miste dem. Og man kan heller ikke hacke min skrivemaskine« ( griner). »Jeg bruger heller ikke internettet til at søge oplysninger, for jeg har ærligt talt ikke tillid til det«. Trods din skepsis har du dog brugt internettet til markedsføring. For et år siden satte du seks personnavne i den nye bog til salg på eBay. »Ja, jeg tjente omkring 1,1 millioner kroner til forskellige velgørende organisationer. Kaptajn Michael Linnett, den officer i specialstyrkerne, der optræder i bogen, er i virkeligheden forretningsmand i Northamptonshire, for eksempel«.
Al-Qaeda bruger ikke mobiltelefoner
I bogen skriver du, at internettet er blevet et uundværligt propagandaredskab for terroristerne.
»Det er så forbandet farligt, for mindst halvdelen af rekrutteringen foregår på den måde. Især fordi man nu kan lave billedpræsentationer og blande dem sammen med blodige scener, som hævdes at være resultatet af en amerikansk bombe eller lignende. Og så er der en ustoppelig flodbølge af børneporno, almindelig porno og opskrifter på, hvordan man laver bomber, våben, hvordan man dræber og lemlæster«.
I dine bøger er heltene altid et skridt foran skurkene, i hvert fald når det gælder teknologi.
»Skurkenes teknologi udvikler sig hele tiden. Forbryderne bliver dygtigere og dygtigere. Hver gang det etablerede samfund opfinder noget nyt, for eksempel et id-kort, så udvikler den kriminelle underverden en bedre metode til at forfalske det. Det er det samme med terror: Jo, man kan spore et menneske, spore, hvorfra et bestemt telefonopkald bliver foretaget. Det er faktisk direkte forbløffende, hvad amerikanerne er i stand til. Jeg var ovre i Fort Meade, i hovedkvarteret for NSA (efterretningstjenesten National Security Agency, red.), som ikke blot er en lyttepost, hvad nogle mennesker tror, men også en central, hvor man afkoder og sporer kommunikation«.
»De kan fastslå, at et opkald er foretaget fra et bestemt værelse i Afghanistan. Det er derfor, al-Qaedas ledere er holdt op med at bruge mobiltelefoner. De bruger personlige budbringere, som nogle gange sendes over på den anden side af Jorden med en besked, som de har lært udenad. Khalid Sheikh Mohammed, den største fisk man hidtil har fanget, blev nappet på grund af et opkald fra en mobiltelefon. Den spionteknologi, man brugte under den kolde krig, ligner en sputnik sammenlignet med nutidens udstyr«.







